145

Oprigtige Veninder,som svige ei, naar Iis og Snemed Vintren sig indfinder,men da just kjærligst mod mig lee!I ægte Billederpaa Venskabs Trofasthed i Nødens kolde Dage,ved Eders Syn Philanders Værdjeg kan med trefold Seier smage.

Naar Skovens Krone tabes,og ligger visnet ved dens Fod,naar øde Ørkner skabeshvor skjønne Paradiser stod;naar umedlidendeden barske Boreas Naturens Pragt udsletter,og lutter Ødelæggelsebedækker Bjerg og Dal og Sletter; -

Da ad landflygtig SommerI vinke mildt udi hans Nød;og ilende han kommer,og gjemmer sig i Eders Skjød.Han løfter Hovedet,og gotter sig ved det erholdte Fristeds Varme,og hører gjennem Vinduetsin udelukte Fiende larme.

Her Hyacinthen smiler,hist brænder Gyldenlakkens Knop,der Tuliproden hviler,som snart skal spire malet op.Nu stiger blodbestænkten Nellik frem af sit lysgrønne Moderbæger,

Anden Deel.

146mens Rosmarinen uforkrænktmed Vaarens Farve Øiet kvæger.

Jeg Gratier seer dandsei min Indbildnings Urtegaard,og alle Floras Krandseer’ fletted’ ind i deres Haar.Hvis derhos Fløitens Lydledsager Chloes Sang til mit henrykte Øre,da smelter jeg i stille Fryd,og Nattergalen troer at høre.

Min Sjel! du selv har Evneat skabe dig en evig Vaar;hvad Lykke kan du nævne,som ei af dig sin Farve faaer?Paa Hofmands stolte Brystmon en broderet Sol kan Glædens Blomster drive?Nei, nei, en sand og varig Lystmaa Hjertet selv forstaae at give.

Tak skee dig, som mig lærtehvad der er sand Lyksalighed!Viig aldrig af mit Hjerte,guddommelige Nøisomhed!Dit Tempel skal min Barmog jeg din Offerpræst og Søn og Yndling være,og min Camoene fro og varmskal synge Hymner til din Ære.

(E. Storm.)

145

Oppriktige venninner,som svike ei, når is og Snemed vinteren seg innfinner,men da just kjærligst mot meg lee!I ekte Billederpå Venskabs trofasthet i Nødens kalde dager,ved Eders syn Philanders verdjeg kan med trefold seier smake.

Når Skovens krone tapes,og ligger visnet ved dens fot,når øde ørkener skapeshvor skjønne paradiser stod;når umedlidendeden barske Boreas Naturens prakt utsletter,og lutter ødeleggelsebedekker Bjerg og dal og sletter; -

Da ad landflyktig sommerDere vinker mildt uti hans nød;og ilende han kommer,og gjemmer seg i Eders Skjød.Han løfter hodet,og gotter seg ved det erholdte Fristeds varme,og hører gjennom vinduetsin utelukte fiende larme.

Her hyasinten smiler,hist brenner Gyldenlakkens knop,der Tuliproden hviler,som snart skal spire malt opp.Nå stiger blodbestænkten nellik frem av sitt lysgrønne Moderbæger,

Annen del.

146mens rosmarinen uforkrænktmed vårens farge øyet kveger.

Jeg gratier ser dansei min Indbildnings urtegård,og alle Floras Krandseer’ flettet’ inn i deres hår.Hvis derhos fløytens lydledsager Chloes sang til mitt henrykte øre,da smelter jeg i stille fryd,og Nattergalen tror å høre.

Min sjel! du selv har evneå skape deg en evig vår;hva lykke kan du nevne,som ei av deg sin farge får?På Hofmands stolte brystmon en brodert sol kan gledens blomster drive?Nei, nei, en sann og varig lystmå Hjertet selv forstå å gi.

Takk skje deg, som meg lærtehva der er sann Lyksalighed!Viig aldri av mitt hjerte,guddommelige nøysomhet!Ditt tempel skal min Barmog jeg din offerprest og sønn og yndling være,og min Camoene fro og varmskal synge hymner til din ære.

(E. Storm.)