Jeg sad en Aften i en lille Baadpaa en af disse dybe, stille Vande,der ligge, som et Øie blankt af Graad,imellem Norges Fjelde. Let og varmstod Aftenhimlen om de mørke Strande,og sænkte sig i Søens klare Barm,saa Baaden syntes let ophængt at svævemidt i et Lufthav, hvor der ei var Bund,men lige dybt foroven og forneden,som Jordens Kugle midt i Evigheden.Død Stilhed hvilte over Sø og Lund.Der fandtes ei en Fugl, som vilde leve,som vilde synge her en Aftenstund.Romantisk Klang om Fjeldene ei drogpaa klare Vinger, som i Tyrols Dale; -den norske Fjeldegn eied’ ingen Tale,undtagen Eensomhedens stille Sprog.De tause Roersfolk dypped’ Aaren blødtog lydløst i de kolde, klare Vover. —Jeg smelted’ hen i denne Stilhed sødt;det var som om min Sjel gled sagte overog tabte sig i inderlig Foreningmed Fjeldnaturens dybe, dunkle Mening.

(A. Munch.)

Jeg satt en aften i en lille båtpå en av disse dype, stille Vande,der ligge, som et Øye blankt av gråt,imellom Norges Fjelde. Lett og varmstod Aftenhimlen om de mørke Strande,og sænkte seg i Søens klare Barm,så båten syntes lett opphengt å svævemidt i et Lufthav, hvor der ei var bunn,men like dypt foroven og forneden,som Jordens kule midt i evigheten.Død stillhet hvilte over Sø og Lund.Der fantes ei en fugl, som ville leve,som ville synge her en Aftenstund.Romantisk klang om fjellene ei drogpå klare vinger, som i Tyrols daler; -den norske fjellegn eied’ ingen Tale,unntagen ensomhetens stille språk.De tause Roersfolk dyppet’ åren blødtog lydløst i de kalde, klare Vover. —Jeg smeltet’ hen i denne stillhet søtt;det var som om min sjel gled sakte overog tapte seg i inderlig foreningmed fjellnaturens dype, dunkle mening.

(A. Munch.)