135

(Kantate ved Sekularfesten i Christiania den 24de Juni 1840 i Anledning af Bogtrykkerkunstens Opfindelse.)

“Vord Lys!” Det forkyndes i evigt Endnufor navnløse, blindfødte Stjernerhist ude i Mulmenes Fjerner.Forherliget vorde dit Rige og Du,Herre vor Gud! Hallelujah!

Mulmet Herrens Bud annammed:“Vorde Lys!” og Skyen flammedi det første Gry.Langsmed Strand da Bølgen seiled,viste første Gang i Speiletden fagre Sky.

Guds Røst af døde Nat blev hørt;den Bjergets tause Dyb fornemmed,og Luftens Streng blev rørt,og Vindene sin Harpe stemmed;Stjerner sprang af Nattens Bryst,Bjerget stod demantbelyst.

“Vord Lys!” Hvor var et Liv før det blev sagt?I Mulmets Modersliv laa Alt begravet;Vulkaner stønned under Havet;iblinde Taagestøtter raved,og Landets Omrids var ei lagtfør Lysets Kilder strømmed ovenfra:fra Jehovah.

136Da rulled Bjerge sig i Fjernet hensaa let som Skjønhedstræk af Mesters Pen,og Dale sank sig; fra de grønne Høiesit Telt opspændte Himmelen;Jorden, sin Brud, den saae med henrykt Brudgoms Øie,og Pagtens Ring imellem demsyvfarvet sprang af Skyen frem.

”Vord Lys!” til Jordens Liv blev sagt.I Blodet Lysets Glød blev lagt.Livets Øie vaagned og straalte.Da fremtreen Blomsten i sin Pragt,og Falkens Øie ud sin Jagti Rummet maalte.Sin Vei i Støvet Ormen fandt,og Bien i sin Blomst forsvandt;første Solglimt Lilierne blegte;Papilionen fik sit Slæb;Insektets vaagnende Begrebi Følehornet pegte;og Lysets første Morgenlysti Rosens Hjerte brændte tyst,og klang fra Fuglens Bringe;et taust, men høit Hallelujahi Cirkler skrev i Skyen daden stærke Ørnevinge.

Se Aanders Verden sine Bjerge har,hvis Tinder bade sig i Lysets Vove,hvis Skygger i det Blaa er Laurbærskove,hvis Navne Mindets Meisel skar:de Gudemennesker, som Livet Loveog Tanken Flugt og Sandhed Seier gav... Er Horeb høit som Mosis Stav?

137O hvilket Pelionaf glandskrønt Storhed er ei Solons Aand?O hvilket Himalahaf Heltenavne har ei Oldet da?

Og dybe Vande Aandeverdnen har:Genierne, der i sin Dybde grunded,der tordnede, naar sløve Aldre blunded,de Styrkens Strømme, der sin Skranke skar.Hvo har vel Bund i Platos Dybhed fundet?Mon Hellespont, af Heros Blus belyst,er dybt som Stagiritens Bryst?Mon yndigt Archipeler klart som Sokrates's skjønne Sjel?Og mon Skamanders Bugter skjønhedsliniet som sin Digters Flugt?

Euklidens Tavle - o hvor er sligt Hav?sligt trofast Speil for Maane, Sol og Stjerne?Den Verden, Oceanet vidste af,stod forud tegnet i Columbi Hjerne.Og Rhinen bruste, i sin Slette løst,saa høit og herligt ei som Luthers Røst.

Flyd sammen, stærke Floder! Ei saa rigVelsignelse I strømme over Jorden,som Gutenbergs Geni.. O gjennem dig,vor Mester, Lysets Vorden først er vorden!Han over Jorden gjød en Straaleregnaf aandbelivte, sære Trylletegn.

”Vorde Lys!” o hellig Gud,Du forkyndte Aanders Hære.Smykkede med Lysets Æregik de ud,138store Gud,paa dit Bud.Jordens Hersker stolt fremtriner.Skinner ikke i hans MinerLysets Ordover Jord?

Se, som Floderne sig dele,strømmer gjennem alle Sjelesamme Guddoms Lys.Kundskabs Skat, genifuld Hjernefælles er som Sol og Stjerne;fælles Eie, fri,som en Ørkenens Cisterne,Vandrer gaaer forbi,er du, Geni!

Diamanten, Dybets Kjerte,gjemmer ei saa fast sin Glands,som sit Lys Cherubens Sandsog den Kvindebaarnes Hjerte.Det er Kaldet, Gud dem lærte;Lysets Floder det Blod,som igjennem Aander strømmer;Gravens Svælg det ei udtømmer;under dem,gaaer det fremmod sit Hjem.

Men det er Aandelysets Guddom, atdet straaler ud sin Glands i Slægtens Nat.Mon Bølgen ruller med Ideens Fartom Jord?139Hvad har, som Typens Tunge, Lysets Ordforklart?”Vord Lys!” igjennem den har Herrens Magtend engang sagt.Vord Lys! giv Frihed Flugt og Sandhed Agt!Metalbogstavets Tunger,den Lysets Gud lovsjunger!Vor store Mesters Kunst er Guds, Guds stærke Røst, der runger:”Vord Lys!”

(Henr. Wergeland.)

135

(Kantate ved Sekularfesten i Christiania den 24de juni 1840 i anledning av boktrykkerkunstens oppfinnelse.)

“Vord lys!” Det forkynnes i evig Endnufor navnløse, blindfødte stjernerhist ute i Mulmenes fjerner.Forherliget vorde ditt rike og Du,Herre vår Gud! Hallelujah!

Mulmet Herrens bud annammed:“Vorde lys!” og skyen flammeti det første Gry.Langsmed Strand da bølgen seilte,viste første gang i speiletden fagre sky.

Guds røst av døde natt ble hørt;den Bjergets tause dyp fornemmet,og Luftens streng ble rørt,og vindene sin harpe stemmet;Stjerner sprang av Nattens bryst,Bjerget stod demantbelyst.

“Vord lys!” Hvor var et liv før det ble sagt?I Mulmets Modersliv lå Alt begravet;Vulkaner stønnet under havet;i blinde Taagestøtter ravet,og Landets omriss var ei lagtfør Lysets kilder strømmet ovenfra:fra Jehovah.

136Da rullet Bjerge seg i fjernet henså lett som skjønnhetstrekk av Mesters Pen,og daler sank seg; fra de grønne Høyesitt telt opspændte himmelen;Jorden, sin brud, den så med henrykt Brudgoms Øie,og paktens Ring imellom demsyvfarget sprang av skyen frem.

”Vord lys!” til Jordens Liv ble sagt.I blodet Lysets glød ble lagt.Livets Øye våknet og strålte.Da fremtreen blomsten i sin prakt,og Falkens Øye ut sin jakti rommet målte.Sin vei i støvet Ormen fant,og bien i sin blomst forsvant;første Solglimt liljene blekte;Papilionen fikk sitt slep;Insektets våknende begrepi følehornet pekte;og Lysets første Morgenlysti Rosens hjerte brente tyst,og klang fra Fuglens Bringe;et taust, men høyt Hallelujahi sirkler skrev i skyen daden sterke Ørnevinge.

Se ånders verden sine Bjerge har,hvis Tinder bade seg i Lysets Vove,hvis skygger i det Blaa er laurbærskoger,hvis navn Mindets meisel skar:de Gudemennesker, som livet Loveog tanken flukt og sannhet seier ga... Er Horeb høyt som Mosis stav?

137O hvilket Pelionav glandskrønt storhet er ei Solons Aand?O hvilket Himalahav heltenavn har ei Oldet da?

Og dype Vande åndeverdenen har:Geniene, der i sin dybde grunnet,der tordnet, når sløve aldre blundet,de Styrkens strømme, der sin skranke skar.Hvo har vel bunn i Platos Dybhed funnet?Mon Hellespont, av Heros bluss belyst,er dypt som Stagiritens bryst?Mon yndigt arkipeler klart som Sokrates's skjønne sjel?Og mon Skamanders bukter skjønhedsliniet som sin Digters Flugt?

Euklidens tavle - o hvor er slikt hav?slikt trofast speil for måne, sol og stjerne?Den verden, oseanet visste av,stod forut tegnet i Columbi hjerne.Og Rhinen bruste, i sin Slette løst,så høyt og herlig ei som Luthers røst.

Flyt sammen, sterke Floder! Ei så rikVelsignelse dere strømme over jorden,som Gutenbergs geni.. O gjennom deg,vår mester, Lysets Vorden først er vorden!Han over jorden gjød en stråleregnav aandbelivte, sære Trylletegn.

”Vorde lys!” o hellig Gud,Du forkyndte ånders hærer.Smykkede med Lysets æregikk de ut,138store Gud,på ditt bud.Jordens Hersker stolt fremtriner.Skinner ikke i hans minerLysets ordover jord?

Se, som flodene seg dele,strømmer gjennom alle sjelersamme Guddoms lys.Kundskabs skatt, genifull hjernefelles er som sol og stjerne;felles eie, fri,som en Ørkenens cisterne,Vandrer går forbi,er du, geni!

Diamanten, Dybets kjerte,gjemmer ei så fast sin glans,som sitt lys Cherubens Sandsog den Kvindebaarnes hjerte.Det er kallet, Gud dem lærte;Lysets Floder det blod,som igjennom ånder strømmer;Gravens svelg det ei uttømmer;under dem,går det fremmot sitt hjem.

Men det er Aandelysets guddom, atdet stråler ut sin glans i slektens natt.Mon bølgen ruller med Ideens fartom jord?139Hva har, som Typens tunge, Lysets ordforklart?”Vord lys!” igjennom den har Herrens Magtenn engang sagt.Vord lys! gi frihet flukt og sannhet akt!Metalbogstavets tunger,den Lysets Gud lovsjunger!Vår store Mesters kunst er Guds, Guds sterke røst, der runger:”Vord lys!”

(Henr. Wergeland.)