129

Løverdagsaften.. Veiret er skjønt,Lundene vifte tætte og svale,Aftenens Straaler funkle og maleBuske og Træe’r med et friskere Grønt.Dagen vil end med sin mildeste Evnelokke dig ud til et kvægende Stevne,luttre dit Sind, før den synker i Dvale.

Her er det stille; her færdes og vankerVemoden, fulgt af den tause Erindring;ydmygt og tro som Konvolvlernes Ranker,hænge ved Graven de brændende Tanker,hige kun her mod en Dugdraabes Lindring.Kapløb og Kæmpen paa Livslykkens Veieændses ei her blandt de skyggede Høie,her, hvor de stolteste Nakker sig bøie,her, hvor et Tab er det dyreste Eie.

2den Deel.

130Har du en Skat bag de traurige Linde,Ingen vil gribe og dele din Vinding,Ingen vil snoe om sin higende TindingKrandsen, der hænger paa Korset herinde.Derfor staaer Niddet og Hadet ved Gjærdet,sænker sit Vaaben og bruger det ikke;her er et Eden; Cheruben med Sværdetkyser dem blot med de sorgfulde Blikke.

Kirkegaardsfred! Dine grønne Pauluneraabner du mildt for den fremmede Gjæst.Ingen af Sorgens Guirlander og Runerkalder ham hid til Erindringens Fest;ude, hvor Livsglæden synger sin Vise,voxer i Dalen hans Savn og hans Kummer,ude, hvor Livsbølgen svulmer og skummer,har han et skinnende Seil at forlise.Ene de Sorgendes hellige Fredsøger han her paa de viede Stier,hviler sin Tanke, hvor Døgnlarmen tier,vandrer i Ømhedens lydløse Fjed.

Hid til de fredede, høinede Gravebringes iaften et Offer af Sorgen:skinnende Smykker af Sommerens Flor.Blomsten skal slumre, til Søndagens Morgenvækker dens Duft i den eensomme Have,hæver dens Kalk over Kummerens Spor.Himlen har ladet paa Vaarskyer dalekvægende Tanker i Blomsternes Indre;derfor, naar Kalkene aabnes og tindre,hvisker fra Bladet en hemmelig Tale.Blomsten er Tolk, hvor den rastløse Spørgersøger fra Dybet et trøstende Svar,131Blomsten slaaer ud, mens han higer og sørger,viser sin Farveskrift stille og klar.Ude, hvor Livet har tusinde Munde,fattes ei Sproget i Blomsternes Rige;her, hvor de jublende Toner maae vige,her, hvor de travleste Tunger maae blunde,mærker du først hvad en Blomst har at sige.

Løverdagsaften... Den larmfulde Ugeer med sin Stræben og Tragten forbi;Mindet er gjenvakt, og Længselen anerSænkede Vinger, der samles og rugeover de gjærende jordiske Planer,hæve sig atter lette og frie.Nu er det Tid. Til det kjærlige MødeAftnen har prydet den rolige Scene:under de skjærmende, løvfulde Grenelyser dens Glands blandt de ventende Døde.

Vennerne komme med Sommerens Gaver.Smaabørn er med og vil sysle ved Graven;Børnene see kun i KirkegaardshavenGravenes Rækker som deilige Haver.Her har de glemt deres kjæreste Dukke,her tør de plante og vande i Sommer,her tør de gjemme de skjønneste Blommer;blot om en Nat er de dobbelt saa smukke.Medens de lege med Gravens Muld,høster du Smiil, hvor din Taare har trillet;Mørket gaaer over i Morgenens Billed,Dagen vil atter være dig huld.

Hist er en Lund af Spiræ og Jasminer;Graven er dobbelt i dette Kapel.Hvide Levkøier og blaae Georginer132hilse dig der i den rødmende Kvel.Nærm dig med Stilhed! En sørgeklædt Pigesidder derinde med foldede Hænder.Endnu, før Aftenens Lysengle vige,har hun et Suk og et Budskab, og senderendnu en Bøn til det himmelske Rige.Forrige Sommer hun smykked sin Lundblot under Leeg som en Alf i sin Rede;nu er der atter en Gravhøi at frede,nu har hun naaet Betragtningens Stund.Skyer er lagt paa den rolige Pande,lagt paa en Himmel, der hvælved sig overDrømmenes Eden med luftklare Vover,duftende Bredder og glimrende Lande.Himlen kan aldrig igjen vorde lys;Skyerne voxe ved Dage og Nætter,voxe og true som Drager og Jetter,sænke sig dybt med et vinterligt Gys.Havde du blot, som den sørgende Lille,endnu et Vaarglimt blandt Skyernes Vrimmel,da sad du ofte forsonet og stille,stirred som hun i den aftnede Himmel. —Kan du, igjennem din Strid og din Daad,redde det barnlige Skjær til det Sidste,da har du Regnbuen over din Graad,da har du Glorien over din Kiste.

Mellem de smykkede Stene og Høiehæve sig ældede, halvglemte Minder,ligger der Tuer, arme og lave.Ingen gaaer did med et speidende Øie;Krandsen er visnet og Indskriften svinder,Nelderne groe paa de navnløse Grave. —133Mindet maa pleies med kjærlige Hænder;har kun sit Liv, mens din Ømhed er rig.Skjules dit Savn under Glemselens Flig,slukkes din Ild, der paa Alteret brænder,staaer det i Gravlunden selv som et Liig.Ak, selv det fredede Minde har Gravenviet til Glemsel med kortvarig Frist:bankende Hjerter, der bringe det Krandse,kunne den skridende Vinter ei standse,visne, som Løvet i Kirkegaardshaven,ligge der alle og slumre tilsidst.Da er det faldende, gulnede Bladene det Smykke, Kolonnen skal eie,da staaer den eensom i Gravenes Rad,arm som den ukjendte Pilegrims Leie.Ukjendte Pilgrim har Intet at miste;Blomster var aldrig paa Graven at skue;Lærken har kun paa den fattige Tuesunget de smukkeste Triller, den vidste.

Aftenen har alt med sin svalende Freddæmpet i Egnen de larmende Toner,Skumringer slører alt Træernes Kroner;snart glider Solen bag Granerne ned.Her er en Høide, der hæver sig blidtover de Jordedes Celler og Minder;Landskabet aabner sig yndigt og vidt,Fjeldene vige med duftige Tinder.Her kan du skue den dalende Stjerne,hilses af Soløiets bristende Blik,kvæges af Luftningens kjølende Drik,hvile, og see i det drømmende FjerneAftenens Skjær, liig en blød Melodi,134glider fra Fjeldet, og gynger paa Fjorden,Duftskyer virke et Telt over Jorden,Himlen og Jorden formæles deri.Her kan du lade dit Hjertenag blunde;her groe Kjærminderne fagert og rigt.Her, over Gravenes viftende Lunde,vaktes mit lille vemodige Digt.

(J. S. Welhaven.)

129

Lørdagsaften.. Været er skjønt,Lundene vifte tette og svale,Aftenens stråler funkle og maleBusker og Træe’r med et friskere grønt.Dagen vil enn med sin mildeste evnelokke deg ut til et kvegende stevne,luttre ditt sinn, før den synker i dvale.

Her er det stille; her ferdes og vankerVemoden, fulgt av den tause Erindring;ydmykt og tro som Konvolvlernes ranker,henge ved graven de brennende tanker,hige kun her mot en Dugdraabes lindring.Kappløp og kjempen på Livslykkens Veieændses ei her blant de skygget Høye,her, hvor de stolteste nakker seg bøye,her, hvor et tap er det dyreste eie.

2den del.

130Har du en skatt bak de traurige Linde,Ingen vil gripe og dele din vinning,Ingen vil sno om sin higende TindingKransen, der henger på korset herinde.Derfor står nidet og hatet ved gjerdet,senker sitt våpen og bruker det ikke;her er et Eden; Cheruben med sverdetkyser dem blot med de sorgfulle Blikke.

Kirkegårdsfred! Dine grønne pauluneråpner du mildt for den fremmede gjest.Ingen av Sorgens Guirlander og runerkaller ham hit til Erindringens fest;ute, hvor livsgleden synger sin vise,vokser i dalen hans savn og hans kummer,ute, hvor Livsbølgen svulmer og skummer,har han et skinnende seil å forlise.Ene de Sorgendes hellige fredsøker han her på de viede stier,hviler sin tanke, hvor Døgnlarmen tier,vandrer i ømhetens lydløse Fjed.

Hit til de fredede, høinede Gravebringes i aften et offer av sorgen:skinnende smykker av Sommerens Flor.Blomsten skal slumre, til Søndagens morgenvekker dens duft i den ensomme hage,hever dens kalk over Kummerens spor.Himlen har latt på vårskyer dalekvegende tanker i blomstenes indre;derfor, når kalkene åpnes og tindre,hvisker fra Bladet en hemmelig Tale.Blomsten er tolk, hvor den rastløse Spørgersøker fra dypet et trøstende svar,131Blomsten slaaer ut, mens han higer og sørger,viser sin fargeskrift stille og klar.Ute, hvor livet har tusen Munde,fattes ei språket i blomstenes rike;her, hvor de jublende toner må vike,her, hvor de travleste tunger må blunde,merker du først hva en blomst har å si.

Lørdagsaften... Den larmfulle ukeer med sin streben og trakten forbi;Minnet er gjenvakt, og lengselen anerSænkede vinger, der samles og rugeover de gjærende jordiske planer,heve seg atter lette og frie.Nå er det tid. Til det kjærlige møteAftenen har prydet den rolige scene:under de skjermende, løvfulle grenerlyser dens glans blant de ventende Døde.

Vennene komme med Sommerens gaver.Småbarn er med og vil sysle ved graven;Barna se kun i KirkegaardshavenGravenes rekker som deilige Haver.Her har de glemt deres kjæreste dukke,her tør de plante og vande i sommer,her tør de gjemme de skjønneste Blommer;blot om en natt er de dobbelt så smukke.Mens de lege med Gravens Muld,høster du smil, hvor din tåre har trillet;Mørket går over i Morgenens bilde,Dagen vil atter være deg huld.

Hist er en Lund av Spiræ og Jasminer;Graven er dobbelt i dette kapell.Hvide levkøyer og blåe georginer132hilse deg der i den rødmende Kvel.Nærm deg med stillhet! En sørgekledd pikesitter derinne med foldede hender.Ennå, før Aftenens Lysengle vike,har hun et sukk og et budskap, og senderennå en Bøn til det himmelske rike.Forrige sommer hun smykket sin Lundblot under lek som en Alf i sin rede;nå er der atter en Gravhøi å frede,nå har hun nået Betragtningens stund.Skyer er lagt på den rolige panne,lagt på en himmel, der hvelvet seg overDrømmenes Eden med luftklare Vover,duftende bredder og glimrende land.Himlen kan aldri igjen vorde lys;Skyene vokse ved dager og netter,vokse og true som Drager og jetter,senke seg dypt med et vinterlig gys.Hadde du blot, som den sørgende Lille,ennå et vårglimt blant skyenes vrimmel,da satt du ofte forsonet og stille,stirret som hun i den aftnede himmel. —Kan du, igjennom din strid og din dåd,redde det barnlige Skjær til det Sidste,da har du regnbuen over din gråt,da har du glorien over din kiste.

Mellom de smykkede Steiner og Høyeheve seg ældede, halvglemte minner,ligger der tuer, arme og lave.Ingen går dit med et speidende Øye;Kransen er visnet og innskriften svinner,Nelderne groe på de navnløse Grave. —133Minnet må pleies med kjærlige hender;har kun sitt liv, mens din ømhet er rik.Skjules ditt savn under Glemselens flik,slukkes din ild, der på alteret brenner,står det i gravlunden selv som et lik.Ak, selv det fredede Minde har gravenviet til glemsel med kortvarig frist:bankende hjerter, der bringe det kranser,kunne den skridende vinter ei stanse,visne, som løvet i Kirkegaardshaven,ligge der alle og slumre til sist.Da er det fallende, gulnede bladene det smykke, kolonnen skal eie,da står den ensom i Gravenes rad,arm som den ukjente Pilegrims leie.Ukjente Pilgrim har intet å miste;Blomster var aldri på graven å skue;Lerken har kun på den fattige tuesunget de smukkeste triller, den visste.

Aftenen har alt med sin svalende freddempet i Egnen de larmende toner,Skumringer slører alt Træernes kroner;snart glider solen bak granene ned.Her er en høyde, der hever seg blidtover de Jordedes celler og minner;Landskapet åpner seg yndigt og vidt,Fjellene vike med duftige Tinder.Her kan du skue den dalende stjerne,hilses av soløyets bristende blikk,kveges av Luftningens kjølende drikk,hvile, og se i det drømmende fjerneAftenens Skjær, lik en bløt melodi,134glider fra fjellet, og gynger på fjorden,Duftskyer virke et telt over jorden,Himlen og jorden formæles deri.Her kan du lade ditt Hjertenag blunde;her groe Kjærminderne fagert og rikt.Her, over Gravenes viftende Lunde,vaktes mitt lille vemodige dikt.

(J. S. Welhaven.)