125

Jeg iler frem. Fra Lundens Dunkelhedjeg nærmer mig mod Havets aabne Bred.Paany en Lund ved Høiens Fod frembryder,tillokkende den Vandrende tilbyderet yndigt Hvilested. Her hvile du,min Aand! I Bølger, triller sagte nu!Alt aander Fred og Stilhed; her betryggerKamoenens Ro, I helligstille Skygger!

Hvad rasler her bag Busken? Harpe, ti!Saa sød er ei din stille Harmonisom hiin — O! hvad er Greb blandt gyldne Strenge?O! svagt kun de til aabne Hjerter trænge126mod Kildens Rislen af indviet Væld.Jeg hører den, sødt fylder den min Sjelmed Følelser, som Sang kan ei afbilde.

Emilia! Jeg nærmer mig din Kilde.Hvi seer jeg dig ei selv ved Kildens Bred,saa skjøn ved Fromhed, ved Uskyldighed,ved Dydens Glands, som før, naar her dit Øieblidtglindsende sig hæved mod det Høiemed ædelt Suk fra uforstilte Barm,som dengang henrykt ved din Elsktes Armdu vandred her og ønsked at udbrededit rene Hjertes stille, fromme Glædetil Alt, som aander Liv? lig Han, som sangbegeistret her ved Hellebek engang,din Kildes Digter Harpen skulde tage,og skjøn som Hans lød Sangens stille Klage.

Hvor Vandreren ved Havets nøgne Kantkun spildte Tegn til skjulte Kilde fandt,naar før ved tunge Vei han allevegnetræt, sukkende, saae Glæden at indhegnesin muntre Kreds; der utillukt og fristaaer Kildens aabne Lund; paa sandig Stihan vandrer frem, og undrende han standser,fortryllet han mistroer bedragne Sandser.Indbydende han seer et Blomsterbedi broget Pragt ved aabne Hvilested;hvor ubevogtet af mistroisk Øie,han frugtbetynget Kvist sig seer at bøiemod Jorden ned, og finder yndigt Læpaa grønne Bænk ved skyggefulde Træ.

Her seer jeg mig; hist kneiser Monumentet,der staaer dit Navn med gyldent Bogstav prentet,

127Emilia! I Marmor gravet blevhvad kjærlig Haand til din Erindring skrev.Ei blot en Elsker, o selv Glædens Daarerskal skue det og smelte hen i Taarer.I pyramidisk Pragt staaer Støtten op,en ædel Urne pryder Støttens Top,og i dens Fod krystalne Væld udbryder,hvis Øie uophørlig Graad udgyder.

Kom, hvo du er, ifald engang dit Brysthar følet Vemods bittre, søde Lyst,o kom, og lad kun, hvo der kan, foragteden Fryd, som ei det kolde Hjerte smagte.Fly, vilde Tummel, hid til Kildens Bred,hid fly du, kom, betragt den, føl og græd!Hvert ædelt Bryst opflammes ved at skuedet sjeldne Hjertes Værd i ædel Lue.Men du, hvis mørke Sjel fandt ingen Frydved Tanken om den Frommes blide Dyd,ei blev for dig dens Priis i Marmor prentet,dit Øiekast besmitter Monumentet;dybt slumrer du i rædsom Lethargi,o slæb dig blind min Kildes Egn forbi!

Nu Solen bort til Vestens Egne iler,og dobbelt skjøn dens sidste Straale smiler;med stille Gang, i Guld og Purpur klædt,gaaer Bølgen frem og kysser yndig Bred;i trefold Glands beskuer nu mit Øieden fjerne Kyst og Gustavs gyldne Høie.

Hist Fyrster selv, for at tilbede dig,Urania, hos Tycho samled sig.Din Helligdom er falden; i sin Vrede128svor Havets Gud mod dine brudte Bredderen evig Strid, o Ø! til Bølgens Stødhar skjult dit Gruus i Havets dybe Skjød.Du glimrer blid og Solens Straaler bryder;ve dig, naar vældig Storm fra Norden lyder,den undergraver lumsk din sandig’ Fod.Delfinen kravle skal, hvor fordum stoddin Borg, o Hvena! Sømænd kaste Ankeri natlig Storm blandt dine faldne Banker.

Sneklædte Svane frem paa Dybet roerog trygt sin Skat ustadigt Hav betroer,mens skinnende det raske Skib fremsvæver;hist lette Baad nu dykker, nu sig hæver;med hurtig Aare ført den Fiskerenmed ønskte Fangst til Landet bringer hen.

Hver Vind er taus; fra muntre Nabostederfremskingre Lyd af uforstilte Glæder;fuldendt er Dagens Sved, og Folket hjemtil Hvilen haster; Glæden følger dem.Rask glade Skrig af muntre Ungdom lyde;ve Den, hvis Sjel de ingen Fryd indgyde!Hvad er cremonske Streng, hvad velske Sangmod Glædens Lyd, ukunstlet, uden Tvang?

Emilia! din Sjel dens Sødhed kjendte.Her vandred du, og fromme Suk opsendtedin blide Sjel til ham, som skuer nedmed Velbehag til glad Uskyldighed.Serafen liig, du bad ham mild beskytteden Frommes Fryd, som i den ringe Hytteskjult, ubemærkt, men fro ved Dyden boer;for dig var ene Dyden skjøn og stor.129Og du forlod de før saa yndte Steder!Hvo saae dig her, som ei dit Tab begræder?Se Vandreren, som paa sin tunge Stiher eensom gaaer din Kildes Bred forbi! -han standser, seer dit Navn, et Suk frembryderfra fulde Bryst, og Sorgens Taare flyder.Se, stille Sorg rundtom indtaget harden fordum glade Kreds, hvis Fryd du var!Tung ved dit Savn den Lund og Egn indhyller;nu sørgelig mod Landet Bølgen skyller;Alt sørger nu — Alt aanded Fryd engang!Din Elskede.... Men ti, min Klagesang,og lad hans Sorg, naar stille Taarer rinde,formildes ved hans Bruds besjungne Minde!

(C. Pram.)

125

Jeg iler frem. Fra Lundens dunkelhetjeg nærmer meg mot Havets åpne bred.Paany en Lund ved høyens fot frembryder,tillokkende den Vandrende tilbyderet yndigt hvilested. Her hvile du,min Aand! I bølger, triller sakte nå!Alt ånder fred og stillhet; her betryggerKamoenens ro, dere helligstille skygger!

Hva rasler her bak busken? Harpe, ti!Så søt er ei din stille harmonisom hin — O! hva er grep blant gyldne Strenge?O! svakt kun de til åpne hjerter trenge126mot Kildens rislen av innviet vell.Jeg hører den, søtt fyller den min sjelmed følelser, som sang kan ei avbilde.

Emilia! Jeg nærmer meg din Kilde.Hvi ser jeg deg ei selv ved Kildens bred,så skjønn ved fromhet, ved uskyldighet,ved Dydens glans, som før, når her ditt Øyeblidtglindsende seg hevet mot det Høyemed edelt sukk fra uforstilte Barm,som dengang henrykt ved din Elsktes armdu vandret her og ønsket å utbreditt rene Hjertes stille, fromme gledetil Alt, som ånder Liv? lig Han, som sangbegeistret her ved Hellebek engang,din Kildes dikter harpen skulle ta,og skjønn som Hans lød Sangens stille klage.

Hvor Vandreren ved Havets nakne Kantkun spildte tegn til skjulte Kilde fant,når før ved tunge vei han allevegnetrett, sukkende, så gleden å innhegnesin muntre krets; der utillukt og fristår Kildens åpne Lund; på sandig stihan vandrer frem, og undrende han stanser,fortryllet han mistroer bedragne sanser.Innbydende han ser et blomsterbedi broket prakt ved åpne hvilested;hvor ubevoktet av mistroisk Øye,han frugtbetynget kvist seg ser å bøyemot jorden ned, og finner yndigt Læpå grønne benk ved skyggefulle tre.

Her ser jeg meg; hist kneiser monumentet,der står ditt Navn med gyllent bokstav prentet,

127Emilia! I marmor gravet blehva kjærlig hånd til din Erindring skrev.Ei blot en elsker, o selv gledens dårerskal skue det og smelte hen i tårer.I pyramidisk prakt står støtten opp,en edel urne pryder Støttens topp,og i dens fot krystalne vell utbryter,hvis Øye uopphørlig gråt udgyder.

Kom, hvo du er, i fall engang ditt brysthar følt Vemods bitre, søte lyst,o kom, og la kun, hvo der kan, forakteden fryd, som ei det kalde hjerte smakte.Fly, ville Tummel, hit til Kildens bred,hit fly du, kom, betrakt den, føl og gråt!Hvert edelt bryst oppflammes ved å skuedet sjeldne Hjertes verd i edel lue.Men du, hvis mørke sjel fant ingen frydved tanken om den Frommes blide dyd,ei ble for deg dens pris i marmor prentet,ditt øyekast besmitter monumentet;dypt slumrer du i rædsom letargi,o slep deg blind min Kildes Egn forbi!

Nå solen bort til Vestens Egne iler,og dobbelt skjønn dens siste stråle smiler;med stille gang, i gull og purpur kledd,går bølgen frem og kysser yndig bred;i trefold glans beskuer nå mitt Øyeden fjerne kyst og Gustavs gyldne Høye.

Hist Fyrster selv, for å tilbe deg,Urania, hos Tycho samlet seg.Din helligdom er falt; i sin vrede128svor Havets Gud mot dine brutte bredderen evig strid, o Ø! til Bølgens støthar skjult ditt grus i Havets dype Skjød.Du glimrer blid og Solens stråler bryter;ve deg, når veldig Storm fra Norden lyder,den undergraver lumsk din sandig’ fot.Delfinen kravle skal, hvor fordum stoddin Borg, o Hvena! Sjømenn kaste Ankeri nattlig Storm blant dine falne banker.

Snøkledde svane frem på dypet roerog trygt sin skatt ustadig hav betror,mens skinnende det raske skip fremsvever;hist lette båt nå dykker, nå seg hever;med hurtig åre ført den fiskerenmed ønskte fangst til landet bringer hen.

Hver vind er taus; fra muntre Nabostederfremskingre lyd av uforstilte gleder;fullendt er Dagens sved, og folket hjemtil hvilen haster; Gleden følger dem.Rask glade skrik av muntre ungdom lyde;ve Den, hvis sjel de ingen fryd indgyde!Hva er cremonske streng, hva velske sangmot gledens lyd, ukunstlet, uten tvang?

Emilia! din sjel dens søthet kjente.Her vandret du, og fromme sukk opsendtedin blide sjel til ham, som skuer nedmed velbehag til glad uskyldighet.Serafen lik, du bad ham mild beskytteden Frommes fryd, som i den ringe hytteskjult, ubemerket, men fro ved dyden boer;for deg var ene dyden skjønn og stor.129Og du forlot de før så yndte steder!Hvo så deg her, som ei ditt tap begræder?Se Vandreren, som på sin tunge stiher ensom går din Kildes bred forbi! -han stanser, ser ditt Navn, et sukk frembryderfra fulle bryst, og Sorgens tåre flyter.Se, stille sorg rundt om inntatt harden fordum glade krets, hvis fryd du var!Tung ved ditt savn den Lund og Egn innhyller;nå sørgelig mot landet bølgen skyller;Alt sørger nå — Alt åndet fryd engang!Din Elskede.... Men ti, min klagesang,og la hans sorg, når stille tårer rinne,formildes ved hans Bruds besungne Minde!

(C. Pram.)