121

”Min Muse! kom og lad os flyefra dette melankolske Fængsel,hvor Ønsker daglig døe i Trængsel,og fødes for at døe paany;hvor Kunst og Vid kun pønser paaden bedste Plan til nye Sorger,hvor Rigdom sulter for at faaedet Støv, den for sin Arving borger.

— — —

”Søg op det Sted, hvor Frihed boer,hvor kunstlet Sorg, selvgjorte Plagerudgjøre Livets fleste Klager,men Smilet selv hos Armod groer;hvor jeg og du kan løse tidtde Tanker, som laae før i Lænker,og uden Tummel drikke fritden Nektar, som Naturen skjenker.” —

Saa tænkte jeg i Mai en Dag,og reiste strax til hine Enge,hvor Flora reder Blomstersengefor Knoppen under Stjernetag.Her kasted jeg mig paa en Høi,fortabt, henrykket og fornøiet,i samme Øieblik da Øietnysgjerrigt ud i Cirklen fløi.

O Gud! hvad Skueplads var herfor Lugt, for Syn og alle Sandser!122En ny Natur omhængt med Krandserfremviste Eden her og der.En luttret Luft sin Ambra skjød,naar Zefyr sine Vinger rørte,saa Lugten strax i Vellyst flød;hvert Aandedræt ny Balsam førte.

Forundringsfuldt mit Øie saaeet Landskab af Naturen malet,som i en herlig Runding praled,hvor Grønt sig tabte i det Blaa;den hele Kreds var overaltmed en safirblaa Hvælving dækket,hvis Grundvold dels paa Bjerge faldt,og dels sig ned i Havet strækked;

Hvor en saa vid og yndig Planmed ny Henrykkelse fornøied,og indtog Syn og Sands, da Øietsaae denne søde Scene an,at Solens brudte Straaler, somi tusind Chrystalspeile spilledpaa Bølgerne, som tumled omog langsomt ind paa Stranden trilled.

Paa Havet var et Teppe lagt,hvor Grunden, Grønt i Grønt skatteret,med Guult og Rødt og Blaat stafferet,fremviste Aarets Morgendragt.Nyfødte Planter titted op,ved Solens Kraft til Liv opvakte,med grønne Grene, bladrig Top,til Vidne om det Haab, de bragte.

123Hist laa et Bjerg, hvis svære Kropen prægtig Skueplads bestemte:dets Rod sig i Afgrunden gjemte,og Toppen steg mod Skyen op;det som en særskilt Verden laaaf Jord og Marmor sammensmeltet;man hist og her en Grotte saae,hvor Solen havde Sneen smeltet.

Den ranke Gran paa Bjergets Topsin Pyramideform opreiste,og med den smale Spidse kneistehøitidelig mod Himlen op.Dens Bul og Rod, af Balsam fuld,sig havde der saa stærkt forskandset,at den sin Kamp mod Frost og Kuldforlod med Seierstegn omkrandset.

En krummet, slangeformig Dalnedsænket laa ved Bjergets Fødder,hvor tusind nys udsprungne Rødderafbildede en Blomstersal.I denne surrede en Bækigjennem en Allee af Pile,hvis Vand, nu Isens Baand var væk,knap kunde nok for Glæde ile.

Her sværmede en Fuglehæraf Sisiker, Bogfinker, Svaler,Maaltroster, Norges Nattergaler,som fløi forliebte her og der;hver med sin Tone stemmed i,og Kviddren, Fløiten, Piben, Lokkenklang med forenet Melodisom prægtigt Chor blandt hele Flokken.

124De midt i yndig Harmonihinanden kyssed, karesserteog under Kysse intonerte:“se, hvor vi elske, vi! vi! vi!”Hver havde gjort sit Valg især,en Han var for sin Hun alene,skjøndt de med Løv behængte Grenevar fælles Seng for En og Hver.

Lyksalig, ja lyksalig Flok,som ingen selvgjort Sorg skal trykke,men som i Elskov gjør din Lykke,fordi Naturen er dig nok!Du vælger den, du elske skal,og elskes just, fordi du vælger,naar kunstlet Vid blandt os tidt sælgeren Skat, som vindes kun ved Valg.

Saa tænkte jeg om disse Smaa,som her med Elskov Vaaren smykked;men blev til ny Forundring rykket,idet jeg just en Lærke saa,som nu, idet den flagred op,sit søde Dirlilili trilled,og over Redens skjulte Kopmed elskovstændte Vinger spilled.

Her flød i dette Øiebliken Tonestrøm i Luft og Øre,saa Alt, hvad Sjelen kunde røre,jeg her i denne Solo fik.Ja rundt omkring blev tyst og taust,da denne Virtuos istemmed;Fornuften hørte selv forbaustslig Citharklang fra en Spædlemmet.125Hvor den med en saa let Umagsin Tunge dreied, trykked, hævedog med det smale Luftrør bæved,saa Øret dirred Slag i Slag!Dens kunstig blanded’ Melodinu Tonen løfted op, nu synked,og i en yndig Symfoninu fløitede, nu lo, nu klynked.

Al Kunst og Færdighed forsvandt,saasnart jeg hørte denne Lille:ja hvilken Mester turde spillemod denne fødte Musikant?O lille, søde Fløitenist!„Hvo gav dig disse Egenskaber?“Saa raabte jeg mod Bjerget hist,og Ekko svarede: — en Skaber!

— — —

(C. B. Tullin.)

121

”Min Muse! kom og la oss flyefra dette melankolske fengsel,hvor ønsker daglig dø i trengsel,og fødes for å dø paany;hvor kunst og Vid kun pønser påden beste plan til nye sorger,hvor rikdom sulter for å fådet støv, den for sin arving borger.

— — —

”Søk opp det sted, hvor frihet boer,hvor kunstlet sorg, selvgjorte plagerutgjøre Livets fleste klager,men smilet selv hos armod gror;hvor jeg og du kan løse tittde tanker, som lå før i lenker,og uten Tummel drikke frittden nektar, som naturen skjenker.” —

Så tenkte jeg i mai en dag,og reiste straks til hine enger,hvor Flora reder Blomstersengefor knoppen under Stjernetag.Her kastet jeg meg på en Høi,fortapt, henrykket og fornøyet,i samme øyeblikk da øyetnysgjerrigt ut i sirkelen fløy.

O Gud! hva skueplass var herfor lukt, for syn og alle sanser!122En ny natur omhængt med kranserfremviste Eden her og der.En lutret luft sin Ambra skjød,når Zefyr sine vinger rørte,så lukten straks i vellyst fløt;hvert åndedrett ny balsam førte.

Forundringsfullt mitt Øye sået landskap av naturen malt,som i en herlig runding praled,hvor grønt seg tapte i det Blaa;den hele krets var overaltmed en safirblå hvelving dekket,hvis grunnvoll dels på Bjerge falt,og dels seg ned i havet strækked;

Hvor en så vid og yndig planmed ny henrykkelse fornøyet,og indtog syn og Sands, da øyetså denne søte scene an,at Solens brutte stråler, somi tusind Chrystalspeile spilletpå bølgene, som tumlet omog langsomt inn på stranden trillet.

På havet var et teppe lagt,hvor grunnen, grønt i grønt skatteret,med gult og rødt og blått stafferet,fremviste årets morgendrakt.Nyfødte planter tittet opp,ved Solens kraft til liv opvakte,med grønne grener, bladrik topp,til vitne om det håp, de brakte.

123Hist lå et Bjerg, hvis svære kroppen prektig skueplass bestemte:dets rot seg i avgrunnen gjemte,og toppen steg mot skyen opp;det som en særskilt verden låav jord og marmor sammensmeltet;man hist og her en grotte så,hvor solen hadde Sneen smeltet.

Den ranke Gran på Bjergets toppsin Pyramideform oppreiste,og med den smale Spidse kneistehøytidelig mot Himlen opp.Dens Bul og rot, av balsam full,sig hadde der så sterkt forskandset,at den sin kamp mot Frost og Kuldforlot med seierstegn omkrandset.

En krummet, slangeformig dalnedsenket lå ved Bjergets føtter,hvor tusind nys utsprungne røtteravbildede en Blomstersal.I denne surrede en bekkigjennom en allé av Pile,hvis vann, nå Isens bånd var vekk,knap kunne nok for glede ile.

Her svermet en Fuglehærav sisiker, bokfinker, svaler,Måltroster, Norges nattergaler,som fløy forliebte her og der;hver med sin tone stemmet i,og Kviddren, fløyten, pipen, lokkenklang med forenet melodisom prektig kor blant hele flokken.

124De midt i yndig harmonihinannen kysset, karesserteog under Kysse intonerte:“se, hvor vi elske, vi! vi! vi!”Hver hadde gjort sitt valg især,en Han var for sin Hun alene,skjønt de med løv behengte grenervar felles seng for En og Hver.

Lyksalig, ja lyksalig Flok,som ingen selvgjort sorg skal trykke,men som i elskov gjør din lykke,fordi naturen er deg nok!Du velger den, du elske skal,og elskes just, fordi du velger,når kunstlet Vid blant oss titt selgeren skatt, som vindes kun ved valg.

Så tenkte jeg om disse Smaa,som her med elskov våren smykket;men ble til ny forundring rykket,idet jeg just en lerke så,som nå, idet den flagret opp,sitt søte Dirlilili trillet,og over redets skjulte koppmed elskovstente vinger spillet.

Her fløt i dette øyeblikken Tonestrøm i luft og øre,så Alt, hva sjelen kunne røre,jeg her i denne solo fikk.Ja rundt omkring ble tyst og taust,da denne virtuos istemmed;Fornuften hørte selv forbaustslig Citharklang fra en spedlemmet.125Hvor den med en så lett umaksin tunge dreide, trykket, hevetog med det smale luftrør bevde,så øret dirret slag i slag!Dens kunstig blandet’ melodinå tonen løftet opp, nå synked,og i en yndig symfoninå fløitede, nå lo, nå klynket.

All kunst og ferdighet forsvant,så snart jeg hørte denne Lille:ja hvilken mester turde spillemot denne fødte musikant?O lille, søte fløytenist!„Hvo ga deg disse egenskaper?“Så ropte jeg mot Bjerget hist,og ekko svarede: — en skaper!

— — —

(C. B. Tullin.)