117

Dybt i et Fængsel, hvor Elendighederog Skræk og Mørke kun omringe mig,der — viid det, elskte Ulfeld! — der tilbederendnu din kjelne Leonore dig.Ja, om en Engel vilde blid beskjærmeblandt tusind’ Farer disse Linier,og om de i mit Sted sig maatte nærmederhen, hvor du, min evig Elskte! er,da skulde de mit hele Hjerte male,min Kummer skulde de fortolke dig;sødt vilde da den Tanke mig husvale:min Ulfeld veed min Nød, han ynker mig.Ja, ynk mig, ædle Mand! men salig Smerte,men kjærlig Graad du mig kun offre maa;for min Skyld ingen Kvaler i dit Hjertebebreidende imod dig skal opstaae.Du har ei skabt de Piner, som fortære,den kolde, stolte Spot, som kvæler mig,endskjøndt for dig, o Mand! jeg den maa bære;min Brøde er, at have elsket dig.Og denne Roes skal Intet mig betage;den er min sidste Trøst i Lidelser.Lad hele Verden dine Feil opdage,reen, som en Engel, du mig altid er.Den store Konge, som nu Graven dækker,118han selv har lagt min høire Haand i din,og Døden selv ei dette Løfte svækker,i Evigheden skal du være min.Med dig jeg rolig paa den vilde Bølgefra Fædreland og elskte Venner drog;det var min Roes, min Glæde, dig at følge,og tryg ved dig hver Skjebne jeg modtog:jeg fulgte dig i Flugtens Farligheder,med dig jeg Fængslets Rædsler delet har;ak! — da var intet rædselfuldt; thi Glæder,thi Himlens Glæder smilte hvor du var. —

Men hør, hvordan man hevner denne Brødepaa fjerde Christians Blod, paa din Gemal!O Mand! da skal dit ømme Hjerte bløde,og mine Børn skal græde ved min Kval.Men naar de nu i Kreds om dig fornemmedin Leonores mange Lidelser,da, Ulfeld! o da lad dem aldrig glemme,at deres Moder dog uskyldig er.

Du veed det, i de stolte Briters Rigeer En, som vælter sig i Laster ned;han hersker der ... Ha! jeg Ulykkelige,som troede slig en Konges Ærlighed!I kjælen Vellyst glemte han de Dage,da han Velgjerninger modtog af dig;han glemte Kongers Pligt imod den Svage:forrædersk nedrig overgav han mig.Jeg slæbtes bort; snart saae jeg disse Bredder,min Fader før har værget med sit Blod;ah! tænkte jeg, hans Datter skal med Glædeudøse sit, og ile ham imod.Da skal jeg som en Engel stedse svæve119beskyttende omkring min elskte Mand,og see ham, rolig, ubekjendt, at leve,maaskee forsonet med sit Fødeland.Men ak! til langsom Pine man mig gjemte;man vidste, Dyden frygter ingen Død;til bitter Haan man din Gemal bestemte,for ved min Harm at føle Hevnen sød.Man spottende afrev mig mine Klæder —o Danmark! er det saa, du hevner dig?I Slavedragt, forskudt, som en Misdæder,man fra min Broders Slot bortførte mig.Da saae jeg Hesper sidste Gang; den blinkedi Aftenrødens Straaler dalende;da flød en stille Taare — og man vinked,og Fængslets tunge Dør sig aabnede.Her er jeg nu, og denne skumle Hule,hvor aldrig Solens Straaler smiled’ ned,og denne tykke, sorte Muur skal skjulefor Verden mig og min Elendighed.Naar Vinterstormens hule Stød mig vækker,hengrubler jeg den lange mørke Dag;dybt Sneen da de snevre Ruder dækker,som bragte Lysning gjennem lave Tag.Blegt gnistrer vel en Lue ved min Side,og ved dens Lys jeg skriver her til dig;men og for den Velgjerning maa jeg lide,dens fæle Røg tidobbelt kvæler mig.Naar Foraarssolen Vintrens Strenghed hæver,den lindrer dog ei min Elendighed,dog ingen Zephyr kvægende nedsvævertil dette rædselfulde Opholdssted;og aldrig skal jeg see Naturens Smykke;død er jeg — død for hele Skabningen;120for intet Menneske jeg kan udtrykkemin Nød, for ingen Ven udøse den.Dog engang man en saaret Hund mig sendte,og din Gemal man den at læge bød;man vilde dybt forhaane mig; man kjendteei, at Medlidenhed er himmelsk sød.Ak! — tænkte jeg — du er forskudt, du Arme!og uden Skyld du er ulykkelig;din Skjæbne ligner min — mit Straa skal varme,min ømme Haand skal kjælent pleie dig.Tidt sad jeg da, og blide Glæder smagtehvergang jeg lindrede den Usles Vee;hver Nød jeg glemte, naar sin Tak den bragte,og kjælent ved min Side logrede.Dog atter nu jeg ene er tilbage,og intet Levende jeg skuer meer;kun stundom, naar de tunge Skaader brage,med Gysen jeg den haarde Slutter seer.Her sidder jeg nu ørkesløs, og tænkerden lange Dag, o elskte Mand! paa dig;da er mit sidste Haab, at Himlen skjenkerdig noget af den Fryd, den negter mig.Men, o hvor svagt er dette Haab! Du værelyksalig ved din Leonores Nød?Du skulde rolig Danmarks Vrede bære,du, som har frygtet Haanen meer end Død?Dog, Mand, vær stærk! Thi kun den sande Storekan trodse Skjæbnens Magt og bære den.O, Mand, vær stærk! O, thi din Leonorehar intet uden dette Haab igjen.

(C. A. Lund.)

117

Dypt i et fengsel, hvor elendigheterog skrekk og mørke kun omringe meg,der — vid det, elskte Ulfeld! — der tilbederennå din kjelne Leonore deg.Ja, om en engel ville blid beskjærmeblant tusind’ Farer disse linjer,og om de i mitt sted seg måtte nærmederhen, hvor du, min evig Elskte! er,da skulle de mitt hele hjerte male,min kummer skulle de fortolke deg;søtt ville da den tanke meg husvale:min Ulfeld vet min nød, han ynker meg.Ja, ynk meg, edle mann! men salig smerte,men kjærlig gråt du meg kun ofre må;for min skyld ingen kvaler i ditt hjertebebreidende imot deg skal oppstå.Du har ei skapt de Piner, som fortære,den kalde, stolte Spot, som kveler meg,endskjøndt for deg, o mann! jeg den må bære;min Brøde er, å ha elsket deg.Og denne Roes skal intet meg betage;den er min siste trøst i lidelser.La hele verden dine feil oppdage,ren, som en engel, du meg alltid er.Den store konge, som nå graven dekker,118han selv har lagt min høyre hånd i din,og døden selv ei dette løfte svekker,i evigheten skal du være min.Med deg jeg rolig på den ville bølgefra fedreland og elskte venner drog;det var min Roes, min glede, deg å følge,og trygg ved deg hver skjebne jeg mottok:jeg fulgte deg i Flugtens farligheter,med deg jeg fengslets redsler delet har;ak! — da var intet redselsfullt; thi gleder,thi Himlens gleder smilte hvor du var. —

Men hør, hvordan man hevner denne Brødepå fjerde Christians blod, på din gemal!O Mand! da skal ditt ømme hjerte bløde,og mine barn skal gråte ved min kval.Men når de nå i krets om deg fornemmedin Leonores mange lidelser,da, Ulfeld! o da la dem aldri glemme,at deres mor dog uskyldig er.

Du vet det, i de stolte Briters rikeer En, som velter seg i laster ned;han hersker der ... Ha! jeg Ulykkelige,som trodde slig en Konges ærlighet!I kjælen vellyst glemte han de dager,da han velgjerninger mottok av deg;han glemte Kongers plikt imot den Svage:forrædersk nedrig overgav han meg.Jeg slæbtes bort; snart så jeg disse bredder,min far før har verget med sitt blod;ah! tenkte jeg, hans datter skal med gledeutøse sitt, og ile ham imot.Da skal jeg som en engel stedse svæve119beskyttende omkring min elskte mann,og se ham, rolig, ubekjendt, å leve,maaskee forsonet med sitt fødeland.Men ak! til langsom pine man meg gjemte;man visste, dyden frykter ingen død;til bitter hån man din gemal bestemte,for ved min harm å føle hevnen søt.Man spottende afrev meg mine klær —o Danmark! er det så, du hevner deg?I Slavedragt, forskudt, som en misdeder,man fra min Broders slott bortførte meg.Da så jeg hesper siste gang; den blinketi Aftenrødens stråler dalende;da fløt en stille tåre — og man vinket,og fengslets tunge dør seg åpnet.Her er jeg nå, og denne skumle Hule,hvor aldri Solens stråler smilte’ ned,og denne tykke, sorte mur skal skjulefor verden meg og min elendighet.Når Vinterstormens hule støt meg vekker,hengrubler jeg den lange mørke Dag;dypt Sneen da de snevre ruter dekker,som brakte lysning gjennom lave tak.Blekt gnistrer vel en lue ved min side,og ved dens lys jeg skriver her til deg;men og for den velgjerning må jeg lide,dens fæle Røg tidobbelt kveler meg.Når forårssolen vinterens strenghet hever,den lindrer dog ei min elendighet,dog ingen sefyr kvegende nedsvevertil dette rædselfulde oppholdssted;og aldri skal jeg se Naturens smykke;død er jeg — død for hele skapningen;120for intet menneske jeg kan uttrykkemin nød, for ingen venn utøse den.Dog engang man en såret hund meg sendte,og din gemal man den å lege bød;man ville dypt forhåne meg; man kjenteei, at medlidenhet er himmelsk søt.Ak! — tenkte jeg — du er forskudt, du Arme!og uten skyld du er ulykkelig;din skjebne ligner min — mitt strå skal varme,min ømme hånd skal kjælent pleie deg.Titt satt jeg da, og blide gleder smaktehvergang jeg lindret den Usles Vee;hver nød jeg glemte, når sin takk den brakte,og kjælent ved min side logret.Dog atter nå jeg ene er tilbake,og intet Levende jeg skuer mer;kun stundom, når de tunge Skaader brage,med Gysen jeg den harde slutter ser.Her sitter jeg nå ørkesløs, og tenkerden lange Dag, o elskte mann! på deg;da er mitt siste håp, at Himlen skjenkerdeg noe av den fryd, den nekter meg.Men, o hvor svakt er dette håp! Du værelyksalig ved din Leonores nød?Du skulle rolig Danmarks vrede bære,du, som har fryktet hånen mer enn død?Dog, mann, vær sterk! Thi kun den sanne Storekan trodse skjebnens makt og bære den.O, mann, vær sterk! O, thi din Leonorehar intet uten dette håp igjen.

(C. A. Lund.)