111

Jeg bragtes hid. Naar Sorger Hjertet nage,selv Glædens Egn er rædsom, Dagen mørk.O tænk da mig, tænk dette Hjertes Plage,og kast et Blik hid til min fæle Ørk!Her Sorgen boer, og hersker allevegne,men fremmed er min Egn for Jordens Lyst;o Syn for mig, som kjendte Glædens Egne,før Themsens Bred, nys Danmarks blide Kyst!Her himmelhøit sees nøgne Klipper kneise,sneefurede, langt over Skyens Gang;fra Toppen ned er lange Dages Reise;den krumme Dal er traurig, øde, trang;ei Middagssol Tusmørket her adspreder,man neppe den bag Fjeldets Isse seer;ei yndig Elv de golde Marker væder,men Alt er Is, som aldrig smeltes her;min skumle Ørk med Vaar og yndig Sommerei barske Frost og Storm afvexlede;ny Vinter her ved Vintrens Ende kommer,og Dalen selv er skjult med evig Snee.Ei Skov, ei Busk, ei Urt er her at finde;her ingen Fugl istemmer munter Sang;her hyle kun de barske Nordens Vinde;112mod korte Dag er Natten trefold lang.Hvor vidt mit Syn den øde Strækning følger,det finder her kun Vintrens Tyranni;det skimter blot den fjerne Vetters Bølger,som flye med Il min fæle Egn forbi.Selv sjeldne Spor af Mennesker det søgerforgjeves her i Dødens mørke Land;men Rovdyrs Hyl blandt Klipperne forøgerdets Rædsomhed, hvis den forøges kan.Jeg hist og her de faldende Ruineraf mangen Borg og Gravsted bliver vaer,imellem dem fordoblet Stormen hviner;men dyrket Land Vadstenas Egn ei har.Dybt fra en Vraa, som Fjeldeklinter skjule,den brune Muur af Klostret kiger frem.Meer ligner det en rædsom Røverhule,end himmelsk Freds og stille Andagts Hjem.Hid bragtes jeg. Hvad Trøst, at mig omgiveren Flok, som ei kan glemme det, jeg var!O! deres Ynk min Smerte kun opliver;af fordums Glands jeg nu kun Byrden har.Jeg Dronning var, det blotte tomme Mindetilovers er, al fordums Glands tiltrods;thi naar fandt vel en Dronning en Veninde?Fortrolighed har Himlen negtet os, -Fortrolighed, som tidt den Usles Kummerforlindret har og døvet bittre Harm,tidt dysset blid de tunge Nag i Slummer,og gydet Fred i den Forladtes Barm.Hver bliver taus; mit Øiekast udbredermit Hjertes Sorg paa hvad det vendes til;mig Ingen seer, hvis Øie Graad jo væder,jeg aldrig her blev vaer et trøstfuldt Smiil.

113Saa hæver sig op over blide Dalei Vaarens Luft den sorte Tordensky,og Glæden strax nedsynket er i Dvale,før muntre Dyr med Frygt til Hulen flye.Stum flagrer da du, Skovens Sangerinde!til Redens Ly langs Jorden ængstet hen;tungt sukke da før muntre Vestenvinde,halv falmet, lukt staaer nu selv Lilien.

Her er en Plads, som Have skulde hede,hvis Solens Kraft opliv’de Jorden her;men den, som Alt, indhyller Vintrens Vrede,og rædselfuldt dens kolde Aasyn er.En Grotte der, som malet Løv bepryder,et Mindetegn om Stedets Nøgenhed,Tungsindighed en rolig Tilflugt byder,og dette er din Dronnings yndte Sted.Naar Natten frem af sorte Leie triner,hid, kjed af mit, jeg lønlig lister mig;da vildt og fælt omkring mig Stormen hviner;dens Brølen her er dobbelt gyselig.Da Vetterens de tunge Bølger hylemod Fjeldets Fod i uophørlig Strid,og true grumt, at ville overskyllemin fæle Egn, og vældig styrtes hid.Da lyde hist i græsselige TonerBjerguglens Raab og gridske Rovdyrs Skrig;halv ønsker jeg, da Blod dem kun forsoner,at deres Tørst fik Lædskelse ved mig.

Min Sorg betog vor spæde Datter Livet.Jeg hendes Støv herhen har med mig bragt;her har jeg det et eenligt Gravsted givet;der hviler hun i Fred for Skjebnens Magt.

Anden Deel.

114Hvor helligt er mig dette Sted! Jeg knælerher tidt for ham, som styrer Alting, ned.Du seer, o Du, som mine Taarer tæller,hvor mange jeg har fældt paa dette Sted!Og tidt med Ro Du her min Andagt lønner,tidt slumrer her min Sorg og Jammer ind;tidt har Du hørt et saaret Hjertes Bønner,og, ak kun kort! skabt Lise for mit Sind.Min Aand jeg her med vaagne Drømme trætter,min Erik nu, nu hiin min Dræbte seer;jeg sværmende hendriver lange Nættermed Tankers Strid og tomme Billeder.Jeg skimter Haab, snart seer jeg det forsvinde,nu kommer hun, som Livet fik af dig,som Engel hun sin elskte Morderindeindbyder da til himmelsk Ro hos sig;men Taarer har jeg seet i hendes Øie:tænk, Engle selv med Taarer see til mig!Og du... dog nei! min Engel fra det Høiehar ogsaa sagt, jeg elskes end af dig.

Saa drømmer jeg, til Stormens Stød mig vækker,og vækker strax inddysset Sorg igjen.Naar ingen Sky den aabne Himmel dækker,og ingen Storm igjennemstrømmer den,jeg sidder da i Grotten; Intet røres,og rundt omkring er Alt, som Døden, tyst;kun sjeldne Suk af kvalte Storme høres,som blande sig med Sukke af mit Bryst.Som naar engang Naturen skal hendaanei evig Nat, naar Intet meer er til,saa dødt er Alt; kun Nattens blege Maaneseer til mig ned; men mørkt er mig dens Smiil.

115Hvor tumles da mit Sind blandt sorte Tanker!Indholden du dog af dem alle er;hvor vidt mit Sind end sværmende omvanker,det sværmer ei, hvor Erik ei er nær.Saa seer jeg dig, bevæget ved min Plage,at straffe dem, som hertil bragte mig,saa kommer du, at hente mig tilbage;jeg seer dig da, og troer at høre dig;ved mindste Lyd, som Vinden da frembringer,jeg lytter strax! ”o der, der kommer han!”Men, korte Fryd! du flyer med Lynets Vinger;min søde Drøm mig let betages kan.

Jeg tænker da: — forlad, jeg saa kan tænke! —”Har man sagt sandt? o mon han hader mig?O mon min Sorg ham nu ei meer kan krænke?O tænker han paa en Ulykkelig?En mere Skjøn mit Savn maaskee erstatter?Sødt hviler han i hendes bløde Arm?Nu taler man om mig med haanlig Latter?Nu spotter man min magtesløse Harm?Nei, tænker jeg, og straffer hine Tanker,du sørgende endnu erindrer mig;jeg bragtes hid, og du, du letted’ Ankertil Orlogsfærd — da seired’ kunstig Svig —og siden, da jeg borte var — ja siden —kort sagt, jeg vil, at du uskyldig er,saa venter jeg at finde dig i Tiden;men ak den Tid, o er den dog ei nær!

Dog al min Kval var ringe, let at bære,ifald jeg vidste dig kun lykkelig;velsignet den og sød mig skulde være,hvis bedre Held den kunde skaffe dig.

116Men nylig man det grumme Bud mig bringer,at Frækhed vandt; fra Thronen styrtet nedman min Gemal landflygtig nu paatvingeri ukjendt Vraa en ham uværdig Fred.O, min Gemal! o kan du ei foragtePhilippa saa, at Hjælp af hendes Haandselv synes dig ei værd at eftertragte:kom skjult herhid, forny de gamle Baand!Dog kun dit Navn behøver du at skrive,og disse Ord: “din Erik elsker dig”;og Kjærlighed mig Vinger da vil give;til Albion jeg flyer, og kaster migfor Kongens Fod; han elsker høit sin Datter,til Kamp for dig hans Magt tilrede staaer;jeg end maaskee dit Tab dig da erstatter;sødt skal vi da forglemme disse Kaar.

Men har du lært, ved Thronen at betræde,hvor svag dens Glands, hvor tomt dets Intet er:en lønlig Vraa for os har rolig Glæde,ukjendt af Den, som Sceptrets Byrde bær.Il lønlig hid! - Du Modstand ei vil finde -saa flye vi did, hvor Tryghed vinker os;du ved mit Bryst foragte skal din Fiende,og glad i Fred din Skjebne byde Trods.Og har man end sagt sandt, og har dit Hjerteengang afladt sin Kjærlighed for mig -velan! mit Bryst dig at tilgive lærte;elsk mig paany, og jeg er lykkelig.Ja fandt du end i fremmed Arm de Dyder,som mangle mig - elsk, skjul din Kjærlighed;det, man ei veed, man jo dog ei fortryder,jeg elsker dig, naar jeg ei noget veed.117Kort, giv mig end din Kjærlighed tilbage -en Deel deraf, kan jeg den heel ei naae!Endnu jeg glad velsigner al min Plage,hvis jeg som min dig kun omfavne maa.

(C. Pram.)

111

Jeg bragtes hit. Når sorger Hjertet nage,selv gledens Egn er rædsom, dagen mørk.O tenk da meg, tenk dette Hjertes plage,og kast et blikk hit til min fæle Ørk!Her sorgen boer, og hersker allevegne,men fremmed er min Egn for Jordens lyst;o syn for meg, som kjente gledens Egne,før Themsens bred, nys Danmarks blide kyst!Her himmelhøyt sees nakne klipper kneise,sneefurede, langt over Skyens gang;fra toppen ned er lange Dages reise;den krumme dal er traurig, øde, trang;ei middagssol Tusmørket her adspreder,man neppe den bak fjellets Isse ser;ei yndig elv de golde Marker væder,men Alt er is, som aldri smeltes her;min skumle Ørk med vår og yndig sommerei barske Frost og Storm afvexlede;ny vinter her ved vinterens ende kommer,og dalen selv er skjult med evig snø.Ei skog, ei busk, ei urt er her å finne;her ingen fugl istemmer munter sang;her hyle kun de barske Nordens vinder;112mot korte Dag er natten trefold lang.Hvor vidt mitt syn den øde strekning følger,det finner her kun vinterens tyranni;det skimter blot den fjerne Vetters bølger,som flye med il min fæle Egn forbi.Selv sjeldne spor av mennesker det søkerforgjeves her i Dødens mørke land;men Rovdyrs hyl blant Klipperne forøkerdets Rædsomhed, hvis den forøkes kan.Jeg hist og her de fallende ruinerav mangen Borg og gravsted blir vaer,imellom dem fordoblet Stormen hviner;men dyrket land Vadstenas Egn ei har.Dypt fra en vrå, som Fjeldeklinter skjule,den brune mur av klostret kikker frem.Mer ligner det en rædsom Røverhule,enn himmelsk Freds og stille andakts hjem.Hit bragtes jeg. Hva trøst, at meg omgiveren Flok, som ei kan glemme det, jeg var!O! deres ynk min smerte kun oppliver;av fordums glans jeg nå kun byrden har.Jeg dronning var, det blotte tomme Mindetil overs er, all fordums glans tiltrods;thi når fant vel en dronning en venninne?Fortrolighet har Himlen nektet oss, -Fortrolighet, som titt den Usles kummerforlindret har og døvet bitre harm,titt dysset blid de tunge nag i Slummer,og gydet fred i den Forladtes Barm.Hver blir taus; mitt øyekast utbrermitt Hjertes sorg på hva det vendes til;meg Ingen ser, hvis Øye Graad jo væder,jeg aldri her ble vaer et trøstfullt smil.

113Så hever seg opp over blide daleri vårens luft den sorte Tordensky,og gleden straks nedsynket er i dvale,før muntre dyr med frykt til hulen flye.Stum flagrer da du, Skovens sangerinne!til redets ly langs jorden engstet hen;tungt sukke da før muntre vestenvinder,halv falmet, lukt står nå selv liljen.

Her er en plass, som Have skulle hete,hvis Solens kraft opliv’de jorden her;men den, som Alt, innhyller vinterens vrede,og redselsfullt dens kalde åsyn er.En grotte der, som malt løv bepryder,et minnetegn om Stedets nakenhet,Tungsindighet en rolig tilflukt byr,og dette er din Dronnings yndte sted.Når natten frem av sorte leie triner,hit, kjed av mitt, jeg lønnlig lister meg;da vilt og fælt omkring meg Stormen hviner;dens Brølen her er dobbelt gyselig.Da Vetterens de tunge bølger hylemot fjellets fot i uopphørlig strid,og true grumt, at ville overskyllemin fæle Egn, og veldig styrtes hit.Da lyde hist i gresselige tonerBjerguglens rop og gridske Rovdyrs skrik;halv ønsker jeg, da blod dem kun forsoner,at deres tørst fikk Lædskelse ved meg.

Min sorg betok vår spede datter livet.Jeg hennes støv herhen har med meg brakt;her har jeg det et eenligt gravsted gitt;der hviler hun i fred for Skjebnens makt.

Annen del.

114Hvor hellig er meg dette sted! Jeg knelerher titt for ham, som styrer Alting, ned.Du ser, o Du, som mine tårer teller,hvor mange jeg har felt på dette sted!Og titt med ro Du her min andakt lønner,titt slumrer her min sorg og jammer inn;titt har Du hørt et såret Hjertes bønner,og, ak kun kort! skapt Lise for mitt sinn.Min Aand jeg her med våkne drømmer tretter,min Erik nå, nå hin min Dræbte ser;jeg svermende hendriver lange nettermed Tankers strid og tomme Billeder.Jeg skimter håp, snart ser jeg det forsvinne,nå kommer hun, som livet fikk av deg,som engel hun sin elskte morderinneindbyder da til himmelsk ro hos seg;men tårer har jeg sett i hennes Øye:tenk, engler selv med tårer se til meg!Og du... dog nei! min engel fra det Høyehar også sagt, jeg elskes enn av deg.

Så drømmer jeg, til Stormens støt meg vekker,og vekker straks inndysset sorg igjen.Når ingen sky den åpne himmel dekker,og ingen Storm igjennemstrømmer den,jeg sitter da i grotten; Intet røres,og rundt omkring er Alt, som døden, tyst;kun sjeldne sukk av kvalte Storme høres,som blande seg med Sukke av mitt bryst.Som når engang naturen skal hendaanei evig natt, når intet mer er til,så dødt er Alt; kun Nattens bleke måneser til meg ned; men mørkt er meg dens smil.

115Hvor tumles da mitt sinn blant sorte tanker!Indholden du dog av dem alle er;hvor vidt mitt sinn enn svermende omvanker,det svermer ei, hvor Erik ei er nær.Så ser jeg deg, beveget ved min plage,å straffe dem, som hertil brakte meg,så kommer du, å hente meg tilbake;jeg ser deg da, og tror å høre deg;ved minste lyd, som vinden da frembringer,jeg lytter straks! ”o der, der kommer han!”Men, korte fryd! du flyer med Lynets vinger;min søte drøm meg lett betages kan.

Jeg tenker da: — forlat, jeg så kan tenke! —”Har man sagt sandt? o mon han hater meg?O mon min sorg ham nå ei mer kan krenke?O tenker han på en Ulykkelig?En mer skjønn mitt savn maaskee erstatter?Søtt hviler han i hennes bløte arm?Nå taler man om meg med hånlig latter?Nå spotter man min maktesløse harm?Nei, tenker jeg, og straffer hine tanker,du sørgende ennå erindrer meg;jeg bragtes hit, og du, du lettet’ Ankertil Orlogsfærd — da seiret’ kunstig svik —og siden, da jeg borte var — ja siden —kort sagt, jeg vil, at du uskyldig er,så venter jeg å finne deg i tiden;men ak den tid, o er den dog ei nær!

Dog all min kval var ringe, lett å bære,i fall jeg visste deg kun lykkelig;velsignet den og søt meg skulle være,hvis bedre held den kunne skaffe deg.

116Men nylig man det grumme bud meg bringer,at frekkhet vant; fra tronen styrtet nedman min gemal landflyktig nå påtvingeri ukjent vrå en ham uverdig fred.O, min gemal! o kan du ei foraktePhilippa så, at hjelp av hennes håndselv synes deg ei verd at eftertragte:kom skjult herhid, forny de gamle bånd!Dog kun ditt Navn behøver du å skrive,og disse ord: “din Erik elsker deg”;og kjærlighet meg vinger da vil gi;til Albion jeg flyer, og kaster megfor Kongens fot; han elsker høyt sin datter,til kamp for deg hans makt tilrede står;jeg enn maaskee ditt tap deg da erstatter;søtt skal vi da forglemme disse kår.

Men har du lært, ved tronen å betrede,hvor svak dens glans, hvor tomt dets intet er:en lønnlig vrå for oss har rolig glede,ukjent av Den, som Sceptrets byrde bær.Il lønnlig hit! - Du motstand ei vil finne -så flye vi dit, hvor trygghet vinker oss;du ved mitt bryst forakte skal din fiende,og glad i fred din skjebne by trass.Og har man enn sagt sandt, og har ditt hjerteengang afladt sin kjærlighet for meg -velan! mitt bryst deg å tilgi lærte;elsk meg paany, og jeg er lykkelig.Ja fant du enn i fremmed arm de dyder,som mangle meg - elsk, skjul din kjærlighet;det, man ei vet, man jo dog ei fortryder,jeg elsker deg, når jeg ei noe vet.117Kort, gi meg enn din kjærlighet tilbake -en del derav, kan jeg den hel ei nåe!Ennå jeg glad velsigner all min plage,hvis jeg som min deg kun omfavne må.

(C. Pram.)