109

Sig Kvællen nærmer; Dagens Aander flye;der spirer Roser af den bleggraa Sky,og meer fiolblaa vorder Himlens Bue.De fjerne Skove hyller Taagen ind,og mere dunkel bliver Fjeldets Tind;kun Goustas hvide Top staaer end i Lue.

Det er som om den var af Drømme fuld,den Jettepande under Hjelmens Guld,mens lette Skyer om dens Tinding flagre.Og disse Skyer er’ som Lokker graae,der om en kraftig Kjæmpes Isse slaae,i Solbelysning bølgende og fagre.

Taus paa den stille Gravlunds Jord jeg gaaer,mens Markedslarmen bruser udenfor,og kan I ane hvad jeg vil derinde?110En Bølge søger jeg paa Dødens Hav;det er en Digters, Mauritz Hansens Grav,og den alene, som mit Blik vil finde.

Den funden er. Her hviler Skjaldens Been,herunder sover, som en Blomst bag Sneen,den fromme uskyldsfulde Sangers Hjerte,der var saa varmt, der var saa godt og reent,og ene brast, fordi det ufortjentbetynget blev med Kummer og med Smerte.

Dog med hans Læbe blev hans Sorg jo stum,og ingen Røst fra Gravens mørke Rumskal nogen Levende om den fortælle.Den slumrer der med al den Poesi,som med ham selv begravet blev deri —en blot af Gud i Himlen kjendt Novelle.

Men naar det atter saa er bleven Vaar,og Søndenvindens blide Aande gaaeren stille Aften over Dødninghaven,naar Jorden klæder sig i Grønt paany,og Engle rulle fra den røde Skyet Slør af Rosenglands henover Graven:

Da vil jeg endnu engang denne see; -jeg ved den knæle vil, og da kanskeeen frydfuld Tone vil mit Øre møde.Da skulle Blomster, duftende og smaa,i tætte Klynger over Graven staa,som blide Sendebud ifra den Døde.

Da vil jeg see i hver Fiol, i hverKjærminde, som den grønne Tue bær,et yndigt Barn af Skjaldens eget Hjerte,111og i den duftende, den rige Regnaf gyldent Blomsterstøv et frydfuldt Tegnpaa en til Salighed forvandlet Smerte.

(C. Monsen.)

109

Sig Kvællen nærmer; Dagens ånder flye;der spirer roser av den blekgrå sky,og mer fiolblå vorder Himlens bue.De fjerne skoger hyller tåken inn,og mer dunkel blir fjellets tind;kun Goustas hvite topp står enn i lue.

Det er som om den var av drømmer full,den Jettepande under Hjelmens gull,mens lette skyer om dens Tinding flagre.Og disse skyer er’ som lokker gråe,der om en kraftig Kjæmpes Isse slå,i Solbelysning bølgende og fagre.

Taus på den stille Gravlunds jord jeg går,mens Markedslarmen bruser utenfor,og kan dere ane hva jeg vil derinne?110En bølge søker jeg på Dødens hav;det er en Digters, Mauritz Hansens Grav,og den alene, som mitt blikk vil finne.

Den funnen er. Her hviler Skjaldens Been,herunder sover, som en blomst bak Sneen,den fromme uskyldsfulle Sangers hjerte,der var så varmt, der var så godt og rent,og ene brast, fordi det ufortjentbetynget ble med kummer og med smerte.

Dog med hans leppe ble hans sorg jo stum,og ingen røst fra Gravens mørke romskal noen Levende om den fortelle.Den slumrer der med all den poesi,som med ham selv begravet ble deri —en blot av Gud i Himlen kjent novelle.

Men når det atter så er blitt vår,og Søndenvindens blide ånde gåren stille aften over Dødninghaven,når jorden klæder seg i grønt paany,og engler rulle fra den røde skyet slør av rosenglans henover graven:

Da vil jeg enda engang denne se; -jeg ved den knele vil, og da kanskjeen frydfuld Tone vil mitt øre møte.Da skulle blomster, duftende og små,i tette klynger over graven stå,som blide sendebud ifra den Døde.

Da vil jeg se i hver fiol, i hverKjærminde, som den grønne tue bær,et yndigt barn av Skjaldens eget hjerte,111og i den duftende, den rike Regnav gyllent blomsterstøv et frydfuldt tegnpå en til salighet forvandlet smerte.

(C. Monsen.)