11. Over en tungsindig Bjergmand.
Glemmigei og Egeløvsmykker mangen snever Tinding,105og paa mangt et daadløst Støvsynker denne fagre Vinding.Seer du, dette ædle Liighar kun Svøbets nøgne Flig.Ak, hans Foraar og hans Sommervar saa arm paa Løv og Blommer.
Og i Hjertets dunkle Vraamaatte han sit Eden dølge;der hans Psyche bunden laasom en Lotos paa sin Bølge;men i mangt et selsomt Orddufted Sjelens rige Flor,hver en Straale fra det Høiefik sin Afglands i hans Øie.
Og han stod med klarnet Bliki sin Grubes Tempelhaller,medens Minens Orgel gikunder Hvælvingens Krystaller;hver en Alf i Dybets Favnhvisked ham sin Fryd, sit Savnder, hvor Jordens Hjerte banker,svulmer under Herrens Tanker.
Men de stille Alfer bandtKogleriet i hans Tale,naar han vilde purt og grantsine dybe Syner male.Verdnen i hans rige Barmknugedes af Livets Larm,over Tankens klare Strømmesank en Sky af syge Drømme.
106Vandreren gaaer kold forbiKlippen med de skarpe Kanter,stirrer fra sin brede Stipaa de smukke Glimmerplanter;Ingen seer i Klippens SpaltStenens lysende Gehalt,Ingen veed, hvad Bruddet lover;Tornebusken groer derover.
Men en Engel, sendt fra Gud,har det skjulte Leie fundet;Faklens Glød er gaaet ud,men den gyldne Skat er vundet;fra den stille, dybe SchachtErtsen er for Dagen bragt;Herren selv Klenodet kjender,veier det med milde Hænder.
(J. S. Welhaven)
11. Over en tungsindig bergmann.
Glemmigei og Egeløvsmykker mangen snever Tinding,105og på mangt et dådløst støvsynker denne fagre vinning.Ser du, dette edle likhar kun Svøbets nakne flik.Ak, hans forår og hans sommervar så arm på løv og Blommer.
Og i Hjertets dunkle vråmåtte han sitt Eden dølge;der hans Psyche bunden låsom en Lotos på sin bølge;men i mangt et selsomt ordduftet Sjelens rike Flor,hver en stråle fra det Høyefikk sin avglans i hans Øye.
Og han stod med klarnet blikki sin Grubes Tempelhaller,mens Minens orgel gikkunder Hvælvingens krystaller;hver en Alf i Dybets favnhvisket ham sin fryd, sitt savnder, hvor Jordens hjerte banker,svulmer under Herrens tanker.
Men de stille Alfer bandtKogleriet i hans Tale,når han ville purt og grantsine dype syner male.Verdnen i hans rike Barmknugedes av Livets larm,over Tankens klare strømmesank en sky av syke drømmer.
106Vandreren går kald forbiKlippen med de skarpe kanter,stirrer fra sin brede stipå de smukke Glimmerplanter;Ingen ser i Klippens SpaltSteinens lysende gehalt,Ingen vet, hva bruddet lover;Tornebusken gror derover.
Men en engel, sendt fra Gud,har det skjulte leie funnet;Faklens glød er gått ut,men den gyldne skatt er vundet;fra den stille, dype SchachtErtsen er for dagen brakt;Herren selv Klenodet kjenner,veier det med milde hender.
(J. S. Welhaven)