96

Naar Solen rød og langsom dalerbag Øiekredsens Bjergerad,naar Bonden glad fra Marken iler,og til sin stille Hytte smiler;97da Taaren i mit Øie talerog tolker: Han er ikke glad.

Paa Banken hist, naar svale Vindehensuse i den høie Lind,jeg stirrer sværmerisk imødeden sødthendøde Aftenrøde,de Roser, der saa brat forsvinde,som Munterheden i mit Sind.

Naar hist i Lunden smukke Pigemig spørger, hvi jeg dandser ei,og naar en Yngling rask mig bydersin Brud til Dands — min Taare flyder . .Held Den, hvis Brud kan ikke svige!Han gaaer ad Livets Rosenvei.

Jeg engang Elskovsharpen stemtetil Glædens Priis, som du, min Ven!Hun var saa skjøn som Morgenrøden;hun svor at elske mig til Døden;men ak, sin Eed den Grumme glemte!Nu døer jeg langsomt, langsomt hen.

Hist hvor de høie Taarne ragemed gyldne Spir mod Himlens Blaa,hvor Foden hyller sig i Taage,hvor Uskyld døer, hvor Laster vaage,did kunde Floras Datter drage,og lade mig tilbagestaae!

Saa sukker jeg, og vandrer enei Skoven ind, og kaster migi Græsset, hvor de svundne Dagelod Veemodsmindet staae tilbage,

Anden Deel.

98hvor der i Stammer og i Greneer skaaret: Stella elsker dig!

Naar da i lille grønne KammerFuldmaanen titter blodigrød,da tænker jeg: Her vil du trædeved Midnat i dit hvide Klædeom disse kjære, elskte Stammer,i næste Vaar, naar du er død.

Da blusser Kinden, Taaren rinder,jeg iler hjem ad grønnen Vang.Kjærminderne saa huldt sig bøie,men hvad er de mod Stellas Øie?— Hvad Rosen er mod Stellas Kinder,og Lærkens Slag mod Stellas Sang.

Jeg føler det, mit Hjerte svulmerei meer saa stærkt ved hendes Navn.Mat glimter Straalen i mit Øie.I smaa nedsjunkne Blomsterhøie!Jeg føler det, min Smerte dulmer;snart synker jeg i Eders Favn.

(A. Oehlenschläger.)

96

Når solen rød og langsom dalerbak Øiekredsens Bjergerad,når bonden glad fra marken iler,og til sin stille hytte smiler;97da tåren i mitt Øye talerog tolker: Han er ikke glad.

På banken hist, når svale vinderhensuse i den høye Lind,jeg stirrer svermerisk imøteden sødthendøde Aftenrøde,de roser, der så brat forsvinne,som munterheten i mitt sinn.

Når hist i Lunden smukke pikemeg spør, hvi jeg danser ei,og når en yngling rask meg byrsin brud til dans — min tåre flyter . .Held Den, hvis brud kan ikke svike!Han går ad Livets Rosenvei.

Jeg engang Elskovsharpen stemtetil gledens pris, som du, min venn!Hun var så skjønn som morgenrøden;hun svor å elske meg til døden;men ak, sin ed den Grumme glemte!Nå dør jeg langsomt, langsomt hen.

Hist hvor de høye tårn ragemed gyldne spir mot Himlens Blaa,hvor foten hyller seg i tåke,hvor uskyld dør, hvor laster vaage,dit kunne Floras datter dra,og lade meg tilbakestå!

Så sukker jeg, og vandrer enei skogen inn, og kaster megi gresset, hvor de svundne dagerlot vemodsminnet stå tilbake,

Annen del.

98hvor der i stammer og i grenerer skåret: Stella elsker deg!

Når da i lille grønne kammerFullmånen titter blodigrød,da tenker jeg: Her vil du treved midnatt i ditt hvite kledeom disse kjære, elskte stammer,i neste vår, når du er død.

Da blusser kinnen, tåren rinner,jeg iler hjem ad grønne Vang.Kjærminderne så huldt seg bøye,men hva er de mot Stellas Øie?— Hva Rosen er mot Stellas Kinder,og Lærkens slag mot Stellas Sang.

Jeg føler det, mitt hjerte svulmerei mer så sterkt ved hennes Navn.Mat glimter strålen i mitt Øye.I små nedsjunkne Blomsterhøie!Jeg føler det, min smerte dulmer;snart synker jeg i Eders favn.

(A. Oehlenschläger.)