93

Ømme Længsler i min Sjel oprinde,Harpen rækker min Veninde,Hjertet byder - Eensomhed!Sangen hylde høitidsfuld din Fred!lifligt Harpens Toner flyde!Dine Skygger ei de gjennembryde.Ei med vilde Glæders Skingre-Klangblande sig min stille Sang!

Gladere ei Træl fra mørke Gjemme,ledet af en kjærlig Stemme,træder frem til Lys og Dag;gladere ei Sømand fra sit Vragstirrende et Seil opdager,meer og meer at nærme sig hans Plager,end naar efter tunge Savn din Veniler til din Favn igjen.

Til min Broder mig Naturen binder,skabt til Daad min Sjel sig finder.

94Tanken spirer i din Favn,men den Frugter bar til Verdens Gavn —Dorskhed tyer ei til din Bolig,den med Verdens Sværm er meer fortrolig;selv i dine Drømme mere sandtend i hines Gjøgl jeg fandt.

Tidens Strøm med jevne Fart henflyder,men liig Torden den gjenlyderfor Enhver, som haanlig saaeden med høitidsfulde Skridt fremgaae.Dyrebare Øieblikke,flyer, o flyer! Jeg taber Eder ikke;jeg opmærksom følger Eders Fjedi min tause Ensomhed.

Livets Sysler tidt med Kummer lønne;Faa retsindig Daad paaskjønne;tidt fra hine i din Armiilte jeg med kvalte bittre Harm —Bitterhed og Harm forsvunde,du balsamisk lægte Hjertets Vunde;jeg afkasted hvert uværdigt Baand,glad ved min frigjorte Aand.

O! Foragt for Mennesket at nære,Nag til ham, min Broder, bære,ei med Hjertets Fred bestaaer.Dobbelt hellig er du mig derfor,dobbelt værdig Hymens Toner,du, som mig med Mennesket forsoner!Stedse du i Ro mig dysse ind,med formildet, roligt Sind!

95Verdens Sværm Ulykkelige haaner.Du et saaret Hjerte skaaner;varsom du tilbyder kunhvad jeg ønsker mig: i Smertens StundTaushed, Fred — og naar du vækkerEftertanken, Viisdoms Bæger rækker,byder du ei kold, med trodsig Aand;jeg gjenkjender Vennehaand.

Kjær er Uskylds Spøg og Vennetale,Glædens Sang i Blomsterdale,kjær er liden Vennekreds;dog, med den og Verden meest tilfreds,dybt i Skoven dig jeg søger.Der, hvor Fuglen om min Tinding spøger;for mig selv jeg trolig tolker derTanker, Haab og Følelser.

Der, i dine elskte Opholdssteder,blandt Naturens Yndigheder,hvisker du: hør Almagts Røst!Tab ei den, o denne rene Lyst!Til hver Blomst, hvert Løv du peger;Skovens Toner i mit Hjerte præger.Bort, o bort med hver vanhellig Lyd,som forstyrrer rene Fryd!

Hvo tør vel sig ved din Guddom glæde,hvo tør i dit Tempel træde,for at hellige din Fred,Høie, frygtelige Ensomhed?Ikkun den af Hjertet Rene,som, med sin Samvittighed alene,blues ei for hvad han er og varog hvad han besluttet har.

96Jeg var Barn, og mine Aar bortspøgte,Sværm og glade Støi jeg søgte;jeg var ung, og Venner fandt,og min Fryd til deres Yndest bandt.Tiden væltes, Venner drageuformærkt til eget Jeg tilbage.Ve mig, om jeg, fremmed for Enhver,fremmed for mig selv og er!

Du, som dig i Daarskabs Snarer hilder,og som dig med Flid forvilder,for dig selv at kunne flyegjennem Labyrinther, stedse nye,slumre ind ved Harpe-Toner!drøm om Vellyst, Høihed, Throner!Dine Fjed end udi Drømme gaaedog til Gravens mørke Vraa.

Elskte, venlig du min Sang modtage!I din Ungdoms Blomsterdagedeler du saa glad med migdenne Ro, som gjør mig lykkelig.Disse Smaa, som du tilbeder,takke dig engang for mine Glæder!De oplive skal din Eensomhed,naar jeg nyder Gravens Fred.

(J. Rein.)

93

Ømme lengsler i min sjel opprinne,Harpen rekker min venninne,Hjertet byr - ensomhet!Sangen hylle høytidsfull din fred!lifligt Harpens toner flyte!Dine skygger ei de gjennembryde.Ei med ville Glæders Skingre-klangblande seg min stille sang!

Gladere ei trell fra mørke gjemme,ledet av en kjærlig stemme,trer frem til lys og Dag;gladere ei sjømann fra sitt vrakstirrende et seil oppdager,mer og mer å nærme seg hans plager,enn når etter tunge savn din venniler til din favn igjen.

Til min bror meg naturen binder,skapt til dåd min sjel seg finner.

94Tanken spirer i din favn,men den frukter bar til Verdens Gavn —Dorskhet tyer ei til din bolig,den med Verdens sverm er mer fortrolig;selv i dine drømmer mer sandtenn i hines gjøgl jeg fant.

Tidens strøm med jevne fart henflyder,men lik torden den gjenlyderfor Enhver, som hånlig såden med høytidsfulle skritt fremgå.Dyrebare øyeblikk,flyer, o flyer! Jeg taper Eder ikke;jeg oppmerksom følger Eders Fjedi min tause ensomhet.

Livets sysler titt med kummer lønne;Få rettsindig dåd påskjønne;titt fra hine i din armiilte jeg med kvalte bitre harm —Bitterhet og harm forsvunde,du balsamisk lægte Hjertets Vunde;jeg afkasted hvert uverdig bånd,glad ved min frigjorte Aand.

O! Forakt for mennesket å nære,Nag til ham, min bror, bære,ei med Hjertets fred består.Dobbelt hellig er du meg derfor,dobbelt verdig Hymens toner,du, som meg med mennesket forsoner!Stedse du i ro meg dysse inn,med formildet, rolig sinn!

95Verdens sverm Ulykkelige håner.Du et såret hjerte skåner;varsom du tilbyder kunhva jeg ønsker meg: i Smertens stundTaushet, fred — og når du vekkerEttertanken, visdoms beger rekker,byr du ei kald, med trossig Aand;jeg gjenkjenner vennehånd.

Kjær er Uskylds spøk og Vennetale,Gledens sang i Blomsterdale,kjær er liten vennekrets;dog, med den og verden mest tilfreds,dypt i skogen deg jeg søker.Der, hvor fuglen om min Tinding spøker;for meg selv jeg trolig tolker derTanker, håp og følelser.

Der, i dine elskte oppholdssteder,blant Naturens yndigheter,hvisker du: hør allmakts røst!Tap ei den, o denne rene lyst!Til hver blomst, hvert løv du peker;Skovens toner i mitt hjerte preger.Bort, o bort med hver vanhellig lyd,som forstyrrer rene fryd!

Hvo tør vel seg ved din guddom glede,hvo tør i ditt tempel tre,for å hellige din fred,Høye, fryktelige ensomhet?Ikkun den av Hjertet Rene,som, med sin samvittighet alene,blues ei for hva han er og varog hva han besluttet har.

96Jeg var barn, og mine år bortspøkte,Sverm og glade støy jeg søkte;jeg var ung, og venner fant,og min fryd til deres Yndest bandt.Tiden veltes, venner drauformærkt til eget Jeg tilbake.Ve meg, om jeg, fremmed for Enhver,fremmed for meg selv og er!

Du, som deg i dårskaps snarer hilder,og som deg med flid forviller,for deg selv å kunne flyegjennom labyrinter, stedse nye,slumre inn ved harpe-toner!drøm om vellyst, høyhet, troner!Dine Fjed enn uti drømmer gådog til Gravens mørke vrå.

Elskte, vennlig du min sang motta!I din Ungdoms Blomsterdagedeler du så glad med megdenne ro, som gjør meg lykkelig.Disse Smaa, som du tilbeder,takke deg engang for mine gleder!De oplive skal din ensomhet,når jeg nyter Gravens fred.

(J. Rein.)