90

Jeg tør — stolt hæver sig min Aand —dit stolte Blik frimodig møde,og end, mens Hjertets Vunder bløde,tør dristig række dig min Haand;tør rolig dine Saar ransage,tør Viisdom i din Vei opdageog Godhed i din haarde Dom.

Min stærke Sang, den Svage fly,som dorsk sig om i Støvet snigerog skjælver, naar fra Polen stigeren mørk og tordensvanger Sky;som ængstlig hver en Plet opleder,hvor Glædens Sol sin Glands udbreder,og græder, naar den skjuler sig!

Igjennem Plagers skumle Vei,igjennem dine Lyn og Torden,o Modgang! høit hen over Jordenop til dit Udspring stiger jeg.Jeg seer, og mig i Undren taber,91fra Lysets Gud, fra Glædens Fadertil Jordens Held udspringer du.

Med faste Blik du nærmer digdin Spædes trygge Blomsterleie,afcirkler ham hans Fremtids Veie,seer Alt, hvad han vil ønske sig;ei Uskylds Smiil, ei første Taare,ei ømme Klager dig bedaare, —din Dom er uforanderlig.

“Hvil sødt, o Spæde! — taler du —Fred være med din Barndoms Dage!Jeg vil dit Held og ei din Plage,ei trænger du til mig endnu;engang med Vennehaand jeg knuserdet Glædens Bæger, som beruser,som lønlig Gift paa Bunden har.

“Lad Lykkens kjælne Fostersønomsværme, Glæder evig nydeog kun sit eget Jeg adlyde;sin Lod han finde himmelsk skjøn!Dig jeg for Verden vil opdrage;min sunde Næring du modtageog vorde stærk og klippefast!” —

I tidlig Vaar opdrog du mig.At jeg ved Andres Nød har Taarer,at Gjækkens Haan mig ikke saarer,at jeg ved Nøisomhed er rig.at Venners Kreds, ei Daarers Vrimmel,at stille Hjemstavn er min Himmel —O! dette Alt jeg skylder dig

92Skjøndt Mindet endnu bittert er,ærbødig, taus jeg dog tilbeder,saa tidt jeg nærmer mig de Steder,som Vidne om min Kummer bær’;hver Gravhøi, hvor jeg offred Klagefor elsket Barn, for ømme Mageog trofast Ven, mig hellig er.

Jeg stadig vandre Banen hen!Ei vil jeg varig Fred begjere,kun at jeg den maa værdig være,kun moden til at nyde den;men, er jeg endnu nok ei prøvet,da, naar jeg krymper mig i Støvet,skal Haabet dog opløfte mig.

(J. Rein.)

90

Jeg tør — stolt hever seg min Aand —ditt stolte blikk frimodig møte,og enn, mens Hjertets Vunder bløde,tør dristig rekke deg min hånd;tør rolig dine sår ransake,tør visdom i din vei oppdageog godhet i din harde dom.

Min sterke sang, den Svage fly,som dorsk seg om i støvet snikerog skjelver, når fra Polen stigeren mørk og tordensvanger sky;som engstelig hver en plett opleder,hvor gledens sol sin glans utbrer,og gråter, når den skjuler seg!

Igjennom Plagers skumle vei,igjennom dine lyn og torden,o motgang! høyt hen over jordenopp til ditt utspring stiger jeg.Jeg ser, og meg i Undren taper,91fra Lysets Gud, fra gledens fartil Jordens held udspringer du.

Med faste blikk du nærmer degdin spedes trygge Blomsterleie,afcirkler ham hans Fremtids Veie,ser Alt, hva han vil ønske seg;ei Uskylds smil, ei første tåre,ei ømme klager deg bedåre, —din dom er uforanderlig.

“Hvil søtt, o Spæde! — taler du —Fred være med din Barndoms dager!Jeg vil ditt held og ei din plage,ei trenger du til meg ennå;engang med vennehånd jeg knuserdet gledens beger, som beruser,som lønnlig gift på Bunden har.

“Lad Lykkens kjælne fostersønnomsværme, gleder evig nyteog kun sitt eget Jeg adlyde;sin Lod han finne himmelsk skjønn!Deg jeg for verden vil oppdra;min sunde næring du mottaog vorde sterk og klippefast!” —

I tidlig vår oppdro du meg.At jeg ved Andres nød har tårer,at Gjækkens hån meg ikke sårer,at jeg ved nøysomhet er rik.at Venners krets, ei Daarers vrimmel,å stille Hjemstavn er min himmel —O! dette Alt jeg skylder deg

92Skjønt minnet ennå bittert er,ærbødig, taus jeg dog tilbeder,så titt jeg nærmer meg de steder,som vitne om min kummer bær’;hver Gravhøi, hvor jeg offred klagefor elsket barn, for ømme mageog trofast venn, meg hellig er.

Jeg stadig vandre banen hen!Ei vil jeg varig fred begjære,kun at jeg den må verdig være,kun moden til å nyte den;men, er jeg ennå nok ei prøvet,da, når jeg krymper meg i støvet,skal håpet dog opløfte meg.

(J. Rein.)