2. Til Fødelandet.
Du Plet af Jord, hvor første Gang mit Øiefra Vemods Favn opstirred til det Høieog i et Smiil og Skyens Purpurbrudfortryllet saae de første Glimt af Gud!
Plet, hvor jeg vaagned’ op af Intets Slummer,fremkaldt af Almagts underfulde Bliv,til Livets korte Fryd og lange Kummer,men og, algode Gud, til evigt Liv!
O elskte Plet! hvor første Gang mit Ørehenrykkedes af Vaarens Harpers Klang;hvor Himlens Harmoni jeg tro’de hørei Skovens Lyd og i min Moders Sang;
Hvor første Gang min spæde Læbe stammed’med kjælen Følelse det ømme Navn;hvor første Gang mit tændte Hjerte flammed’i Kjærligheds og Venskabs hulde Favn! —
Ak! ingensteds er Roserne saa røde,ak! ingensteds er Tornene saa smaa,og ingensteds er Dunene saa bløde,som de, vor Fordums Uskyld hvilte paa!
Forgjeves gjød, i mindre brudte Straaler,ud over fremmed Egn den milde SolVelsignelsernes Væld i større Skaaler,end over Beltet om vor kolde Pol..
90Forgjeves hæver langt bag Hjemmets Hegnesig høiere mod Himlen Jordens Bryst;o! hvad var Himlen selv, hvis ingenvegnevort Hjerte der fandt Spor af svunden Lyst?
O Fødeland! kun i dit stille Skjødfandt det i fremmed Lyst beruste Hjerteden hele Fryd, det længselfuldt Begjerte,den Ro, som langt fra dig det aldrig nød!
(J. Baggesen.)
2. Til fødelandet.
Du plett av jord, hvor første gang mitt Øyefra Vemods favn opstirred til det Høyeog i et smil og Skyens Purpurbrudfortryllet så de første glimt av Gud!
Plett, hvor jeg våknet’ opp av Intets Slummer,fremkalt av allmakts underfulle Bliv,til Livets korte fryd og lange kummer,men og, algode Gud, til evig liv!
O elskte plett! hvor første gang mitt ørehenrykkedes av vårens Harpers klang;hvor Himlens harmoni jeg tro’de hørei Skovens lyd og i min Moders sang;
Hvor første gang min spede leppe stammet’med kjælen følelse det ømme Navn;hvor første gang mitt tente hjerte flammet’i Kjærligheds og Venskabs hulde favn! —
Ak! ingensteds er rosene så røde,ak! ingensteds er tornene så små,og ingensteds er dunene så bløde,som de, vår Fordums uskyld hvilte på!
Forgjeves gjød, i mindre brutte stråler,ut over fremmed Egn den milde solVelsignelsernes vell i større skåler,enn over beltet om vår kalde pol..
90Forgjeves hever langt bak Hjemmets Hegnesig høyere mot Himlen Jordens bryst;o! hva var Himlen selv, hvis ingenvegnevårt hjerte der fant spor av svunnen lyst?
O Fødeland! kun i ditt stille Skjødfant det i fremmed lyst beruste hjerteden hele fryd, det længselfuldt Begjerte,den ro, som langt fra deg det aldri nød!
(J. Baggesen.)