87

Der var en Tid, da jeg var meget lille;min hele Krop var knap en Alen lang;sødt, naar jeg denne tænker, Taarer trille,og derfor tænker jeg den mangengang.

Jeg spøgte i min ømme Moders Arme,og sad til Hest paa Bedstefaders Knæ,88og kjendte Mismod, Uro, Grublen, Harme,saa lidt som Penge, Græsk og Galathee.

Da syntes mig, vor Jord var meget mindre,men og tillige meget mindre slem;da saae jeg Stjernerne som Prikker tindre,og ønskte Vinger for at fange dem.

Da saae jeg Maanen ned bag Øen glide,og tænkte: Gid du var paa Øen der!Saa kunde du dog rigtig faae at vide,hvoraf, hvor stor, hvor rund, hvor skjøn den er.

Da saae jeg undrende Guds Sol at dalemod Vesten ned i Havets gyldne Skjød,og dog om Morg'nen tidlig atter maleden hele Himmelegn i Østen rød;

Og tænkte paa den naadige Gud Fader,som skabte mig og denne smukke Sol,og alle disse Himlens Perlerader,der vrimle fra hans Hænder, Pol til Pol.

Med barnlig Andagt bad min unge Læbeden Bøn, min fromme Moder lærte mig:“O, gode Gud! o lad mig stedse stræbeat blive viis og god og ligne Dig!“

Saa bad jeg for min Fader og min Moder,og for min Søster og den hele By,og for ukjendte Konge og den Stodder,der gik mig krum og sukkende forbi.

De svandt, de svandt, de blide Barndoms Dage;min Rolighed, min Fryd med dem svandt hen.89Jeg kun Erindringen har nu tilbage,Gud, lad mig aldrig, aldrig tabe den!

(J. Baggesen.)

87

Der var en tid, da jeg var meget lille;min hele kropp var knap en alen lang;søtt, når jeg denne tenker, tårer trille,og derfor tenker jeg den mangengang.

Jeg spøkte i min ømme Moders Arme,og satt til hest på Bedstefaders kne,88og kjente mismot, uro, Grublen, harme,så litt som penger, gresk og Galathee.

Da syntes meg, vår jord var meget mindre,men og tillike meget mindre slem;da så jeg stjernene som prikker tindre,og ønskte vinger for å fange dem.

Da så jeg månen ned bak Øen glide,og tenkte: Gid du var på Øen der!Så kunne du dog riktig få å vite,hvorav, hvor stor, hvor rund, hvor skjønn den er.

Da så jeg undrende Guds sol at dalemot Vesten ned i Havets gyldne Skjød,og dog om Morg'nen tidlig atter maleden hele Himmelegn i Østen rød;

Og tenkte på den nådige Gud Fader,som skapte meg og denne smukke sol,og alle disse Himlens perlerader,der vrimle fra hans hender, pol til pol.

Med barnlig andakt bad min unge leppeden Bøn, min fromme mor lærte meg:“O, gode Gud! o la meg stedse strebeå bli vis og god og ligne deg!“

Så bad jeg for min far og min mor,og for min søster og den hele by,og for ukjente konge og den stodder,der gikk meg krum og sukkende forbi.

De svant, de svant, de blide Barndoms dager;min Rolighed, min fryd med dem svant hen.89Jeg kun erindringen har nå tilbake,Gud, la meg aldri, aldri tape den!

(J. Baggesen.)