84

Rul frem i din Vælde paa skykrandste Vover,du Havdrot, Orkan, fra dit Bygepallads:85det skinnende hisset med Svovlmulmet over!Kom Lyndiademte i Tordenkyrads!Kom! træd Oceanet i Afgrunden atter!din oprørske Træl,der haanspringer over din Thron, din Horneel!Kom! kjæmp med min Latter!Med din hvor den voxer den Storm fra min Sjel!Prøv, Byge, som glattermed Lyn Oceanernes stormreiste Raage,at kue de Vover mit Hjerte tør slaae!Da høiest med Seilet, min Snekke, min Maage!Med Bygen til Storseil, tilhimmels lad staae!Til Vimpel et Lyn! med den fygende Taageomkaps, medens Kastvinde Falkvinger blaaeudspænde om Raa!

Min Hingst! i Gallop, i Gallop over Broendet Sivblad, som bævrer der over en Fos!Trav ud, du min Hingst, i et Kaprend med Snoen!Trav ud over Stene med Egg under Mos!Da rider du Yngling! Da udruller Modeti Farten en Ving;og let som paa Blomster du vover de Spring.Da spreder jo Blodetpaa Kinden saa deilige Roser omkring,mens Hende forlod det,hvis Hjerte paa Bakken skal klappe saa bange?Da rulle sig Tordener jo i dit Spor?Da bølge jo under dig Bjerge og Vange?Da gnistrende Lyn i dit Fortrin sig svæver,og Jovahske Skystøtter bag dig jo prange?Og halvt, at en Guddom imod hende foer,den Elskede troer.

86Geled paa Geled over Marken sig høine!Opover de Blodbann’res flammende Havlad Spydene løfte de funklende-Øine,at see efter Vinket af Høvdingens Stav!Naar Hære om Høiderne Staaltage hvælved,mens Svovlskyer graaeet Afgrundens Gulv over Dalene slaae,mens frem af det Helved,(liig døende Svømmere hist paa det Blaa),paa Røghavet skjælvedGeleder af Skygger fra Dyngen derunder,der høines om blodstænkte Cæsar til Vold:du Yngling, da voxer der Laurer af Vunder!Da prøves et Sværd, og i tusinde Foldstrøer Seieren duggede Roser indunder.Da fremad! Da, Saga, du Riddersmand bold,vil mærke dit Skjold!

I Skodder, som henover Engene famlepaa Duunvinger graae, hyller Stjernerne til,de Venner af Jorden, de huusvante, gamle,der sidde hos den, naar den indslumre vil!Mørkn, Midnat, selv Blaabræens skinnende Bue,hvor Morgenens Grydog pleied ved Midnat at tændes paanyi Aftenens Lue,som slog endnu der fra en glødende Sky!Tilbage du kue,du rugende Nat, til sit Chaos Aljorden!Selv Alpen, der speiles i Himlen, forgaae!Da tænder jeg Baunen, da skal den i Nordensom Konge i herligst Skarlagendragt staae.Da klarest, som Lynet i sorteblaa Torden,87som Solen i Chaos, i Mulmet den maaforherliget staae.

Vælt, Skribler, dit Storhav af Blæk mig imøde!Høit guldkarmte Sangsnekke svæver derpaa.I Huulhjerner Storme af Hyl maae udstøde!Da kneiser min Plekter, den funklende Raa.Dæk Steenegg med Mose, og Dybet med Blade!. — Ak, Nid, du har glemt,at Vinger min Hest i sin Manke har gjemt!I Skjalde, der badei Sved eders Sang og i Gift eders Skiemt,i sammen maae radede smeddede Nidvers til Landsefalanger!Dog først over tusinde Slige der groeren Laure — knap værdig den viede Sanger.Aand, Avind, dit Mulm ud! — ak Edderkopflor,mon Guldharpens Baunblus du Bævrende fanger?I Ringler paa Strengen, jeg slaaer den for Nor —I falde til Jord!

(H. Wergeland.)

84

Rull frem i din Vælde på skykrandste Vover,du Havdrot, orkan, fra ditt Bygepallads:85det skinnende hisset med Svovlmulmet over!Kom Lyndiademte i Tordenkyrads!Kom! tred oseanet i avgrunnen atter!din opprørske trell,der haanspringer over din tron, din Horneel!Kom! kjemp med min latter!Med din hvor den vokser den Storm fra min sjel!Prøv, byge, som glattermed lyn oseanenes stormreiste Raage,å kue de Vover mitt hjerte tør slå!Da høyest med seilet, min snekke, min måke!Med bygen til storseil, til himmels la stå!Til vimpel et lyn! med den fykende tåkeom kapp, mens Kastvinde Falkvinger blåeudspænde om rå!

Min hingst! i galopp, i galopp over broendet Sivblad, som bevrer der over en foss!Trav ut, du min hingst, i et Kaprend med snoen!Trav ut over Steiner med egg under Mos!Da rider du yngling! Da utruller moteti farten en ving;og lett som på blomster du vover de Spring.Da spreder jo blodetpå kinnen så deilige roser omkring,mens henne forlot det,hvis hjerte på bakken skal klappe så bange?Da rulle seg tordener jo i ditt spor?Da bølge jo under deg Bjerge og Vange?Da gnistrende lyn i ditt fortrinn seg svever,og Jovahske skystøtter bak deg jo prange?Og halvt, at en guddom imot henne foer,den Elskede tror.

86Geledd på geledd over marken seg høyne!Opover de Blodbann’res flammende havlad spydene løfte de funklende-øyne,å se etter vinket av Høvdingens stav!Når hærer om høydene Staaltage hvelvet,mens Svovlskyer gråeet avgrunnens gulv over Dalene slå,mens frem av det helvete,(lik døende svømmere hist på det Blaa),på Røghavet skjælvedGeledder av skygger fra dyngen derunder,der høynes om blodstenkte Cæsar til vold:du yngling, da vokser der Laurer av Vunder!Da prøves et sverd, og i tusen foldstrør seieren duggede roser innunder.Da fremad! Da, saga, du riddersmann bold,vil merke ditt skjold!

I skodder, som henover engene famlepå dunvinger gråe, hyller stjernene til,de venner av jorden, de huusvante, gamle,der sitte hos den, når den indslumre vil!Mørkn, midnatt, selv Blaabræens skinnende bue,hvor Morgenens Grydog pleiet ved midnatt å tennes paanyi Aftenens lue,som slo ennå der fra en glødende sky!Tilbake du kue,du rugende natt, til sitt kaos Aljorden!Selv Alpen, der speiles i Himlen, forgaae!Da tenner jeg Baunen, da skal den i Nordensom konge i herligst Skarlagendragt stå.Da klarest, som lynet i sorteblå torden,87som solen i kaos, i Mulmet den måforherliget stå.

Velt, skribler, ditt storhav av blekk meg imøte!Høyt guldkarmte Sangsnekke svever derpå.I Huulhjerner Storme av hyl må utstøte!Da kneiser min plekter, den funklende rå.Dekk Steenegg med Mose, og dypet med Blade!. — Ak, nid, du har glemt,at vinger min hest i sin manke har gjemt!I Skjalde, der badei sved deres sang og i gift deres Skiemt,i sammen må radede smeddede Nidvers til Landsefalanger!Dog først over tusen Slige der groren Laure — knap verdig den viede sanger.Aand, Avind, ditt mulm ut! — ak edderkoppflor,mon Guldharpens Baunblus du Bævrende fanger?I ringler på strengen, jeg slaaer den for Nor —Dere faller til jord!

(H. Wergeland.)