79

Bryd, o Støv, i Lovsang ud!Lover Herren, alle Zoner!Lover, alle Nationer,lover Gud

Priser Ham, den ene Store!Priser Ham i fulde Chore,Himmel, Jord og Hav!Alt, hvad aander, nynner, stammerHam, som tændte Lysets Flammer!Ham, som Aande gav!

Høit i glade Jubeltonerbryde Livets Vellyst ud!Alle Kloders Millioner,toner i foreente Toner,toner Gud!

Alt slumred’ dybt i Mulighedens Skjød;i Nattens Svælg var Tomhed, Mørke, Død;men gjennem Evighedens Chaos løddit Bliv!Og Verdener sprang frem af Intets Skjødtil Lys og Liv.Nyskabte Væsners Studsen rundt udbrød:“Halleluja! vi ere!Halleluja, Du er, Du var og Du skal værevor Gud!”

80Fra Lundens skyggefulde Lyseer vækket Liv, hver Morgen ny,i Skov og Eng Din Herlighed fremgrye!Se! Fuglen fro, paa lette Vinger,sig op i Luftens Purpur svinger,dens Lovsang dirrer høit i gyldne Sky!Vidt straaler voxende Din lyse Morgenrøde,og Duggens Blik og Blomstrets Smiilog Vindens Vift og Bækkens Iili yndig Kappen stræber den imøde.

Du ruller bort Naturens Slør,Du tørrer Duggens Graad, som Jordens Ansigt væder,Din Himmel skjules ei, som før —se, Dagens lyse Helt i fulden Glands fremtræder!Han favner sin rødmende Brud,og tryllet af Lysets oplivende Glæderden hele Natur bryder ud:Det er Gud!Det er Gud!Det er Gud!

Halleluja! vi ere!Halleluja! Du er, Du var og Du skal værevor Gud!

Jeg hørte Lærken slaae,-og Rosen aabned sig, og Løvet bæved;jeg Morgenrøden saae,og, vakt til Lyst, mit Hjerte høit sig hæved.

Men ene var jeg, og mit Brystfandt Savn i sin udeelte Lyst.Jeg Roser fandt paa min bestraalte Vei;de rødmede; men de forstod mig ei.

81Da saae Du, Skaber! mine Taarer rinde,og se.Du sendte mig den smilende Mandinde!Jeg sank i Fryd ved Egens Rod,og raabte: Gud er god!

Jeg Lysets Hære saaemed Dagen i Triumf til Jorden stimle;jeg Solen seire saae,og Tanken tabte sig i Himles Himle.

Men ene var jeg, og mit Brystfandt Vemod i sin halve Lyst;jeg iilte længselfuld hvert Træ imod;men intet Træ i Lunden mig forstod.

Du saae, o Fader! Taaren i mit Øie;og se!mit andet Jeg kom frem bag Skovens Høie —O! Gud er god! saa brød han ud;jeg svarte: god er Gud!

Jeg Østens lyse Purpur saae;jeg skued Dagens Helt fremgaae;men hvad er Morgenrødens Smiil,men hvad er Solens Straalers Ild,hvad er du, skjønne Jord,hvad er du, høie Himmel,mod Mandens Tankeblik?imod Mandindens Smiil?

O hvad er alle Herligheders Vrimmelmod Flammen i vort Bryst,mod vore Hjerters Lyst?

2den Deel.

82O Kjærlighed! vi ere!O Kjærlighed! du er, du var og du skal værevor Lyst!

Vi love Dig, vi takke Dig, o Gud!i Lysets Glands, i Livets stille Fryd.

Vi see dit Vink, vi høre dine Budi Nattens Mulm og Skrækkens døve Lyd.

Din Throne mørknes, Solen flyerbag tykke Skyer;sig Dybets sorte Kjæmpe hæver,og Jordens lynildslagne Grundvold bæver.

Se! Dale svulme, Høie synke ned,vildt flammer Ilden hen i Vandets Fjed,igjennem vidtadsplittede Ruineri høit opslagne Luer Stormen hviner.Med Brag i Brag og Skrald i Skrald,i knuste Fjeldes Styrten, Klippers Fald,med bange Dundrens hule Rædselsbulderdin Dommervogn igjennem Himlen ruller.

Retfærdige, forfærdelige Gud!Vi dybt i Støvet høre Dine Bud.

Men naar sig alle Livets Engle skjule,naar Døden paa dit Vink sig reiser af sin Hule,i Morderslagets bange Nuvort knuste Hjertes sidste Suk er Du.

Ja, Fader! selv i Dødens skumle Gruskal fra sit Støv vort Intet Dig anraabe,og Ormen i sit Muld med Tillid haabe,Du kommer den, som Seraf selv, ihu.

83Thi, store Dommer! Du er evig god!Du gav vort Hjerte Kjærlighedens Vinge,vi trygge Dig vor Tillids Offer bringe,Du tager det med Velbehag imod.Du seer med milde Faderblikke ned,naar barnlig fro vi Livets Bane vandre;Du gav os her i Samfund med hverandreen Forsmag af Serafers Salighed.

O Gud!Lad Dine Hænders Gjerning slettes ud,lad Stjerner falde, Sole svinde hen,og Mørkets Afgrund aabne sig igjen:om Himmel, Jord og Hav og Alt forgaaer,Du, evigen den Samme, Du bestaaer!I Alt, i Nattens Øde, fjern og nær,Du er!og Lys, og Liv, og Lyst er evig, hvor Du er.

O Himmel i vort Bryst!o Kjærlighed! vi ere!Halleluja! Du er, Du var og Du skal værevor Lyst!

Hellig! Hellig! Hellig!Fald hele Skabning ned!nedbøi dig, Himmel! knæl, o Jord! tilbed!Lovet være den Evige, den Almægtige, den Alvise!Lovet være den Hellige, den Retfærdige, den Algode!Halleluja! vor Skaber!vor Dommer!vor Fader!Halleluja!

84Saa nynne alle Støvets Melodier,saa synger Lysets Hær,saa toner alle Himles Harmonier:Halleluja! Du er!

Og Havets Brusen, Lyn og Storm og Tordenbasuner over Jorden:Du er!

Dig juble alle Kloders Myriaderi Sfærers Harmoni.Dig, Skaber, Dig, o Dommer, Dig, vor Fader,Dig prise vi!

Høit, i Chor af Millioner,lyde vore Harpers Klang!Toner, alle Livets Toner!Al Naturen være Sang!Hav og Ild og Storm og Torden,Sole, Stjerner, bryder ud!Alt, hvad Aande har paa Jorden,love Gud!

Halleluja! vi ere!Halleluja! Du er, Du var, og Du skal værevor Gud!

(J. Baggesen.)

79

Bryd, o støv, i lovsang ut!Lover Herren, alle soner!Lover, alle nasjoner,lover Gud

Priser Ham, den ene Store!Priser Ham i fulle Chore,Himmel, jord og hav!Alt, hva ånder, nynner, stammerHam, som tente Lysets flammer!Ham, som ånde ga!

Høyt i glade Jubeltonerbryte Livets vellyst ut!Alle Kloders millioner,toner i forente toner,toner Gud!

Alt slumret’ dypt i mulighetens Skjød;i Nattens svelg var tomhet, mørke, død;men gjennom evighetens kaos lødditt Bliv!Og verdener sprang frem av Intets Skjødtil lys og Liv.Nyskapte Væsners Studsen rundt utbrøt:“Halleluja! vi er!Halleluja, Du er, Du var og Du skal værevår Gud!”

80Fra Lundens skyggefulle lyser vekket Liv, hver morgen ny,i skog og eng Din herlighet fremgrye!Se! Fuglen fro, på lette vinger,sig opp i Luftens purpur svinger,dens lovsang dirrer høyt i gyldne sky!Vidt stråler voksende Din lyse morgenrøde,og Duggens blikk og Blomstrets smilog Vindens Vift og bekkens ili yndig kappen streber den imøte.

Du ruller bort Naturens slør,Du tørrer Duggens gråt, som Jordens ansikt væder,Din himmel skjules ei, som før —se, Dagens lyse helt i fulden glans fremtrer!Han favner sin rødmende brud,og tryllet av Lysets opplivende glederden hele natur bryter ut:Det er Gud!Det er Gud!Det er Gud!

Halleluja! vi er!Halleluja! Du er, Du var og Du skal værevår Gud!

Jeg hørte lerken slå,-og Rosen åpnet seg, og løvet bevde;jeg morgenrøden så,og, vakt til lyst, mitt hjerte høyt seg hevet.

Men ene var jeg, og mitt brystfant savn i sin udelte lyst.Jeg roser fant på min bestrålte vei;de rødmede; men de forstod meg ei.

81Da så Du, skaper! mine tårer rinne,og se.Du sendte meg den smilende Mandinde!Jeg sank i fryd ved Egens rot,og ropte: Gud er god!

Jeg Lysets hærer såmed dagen i triumf til jorden stimle;jeg solen seire så,og tanken tapte seg i Himles Himle.

Men ene var jeg, og mitt brystfant vemod i sin halve lyst;jeg iilte lengselsfull hvert tre imot;men intet tre i Lunden meg forstod.

Du så, o far! Tåren i mitt Øye;og se!mitt andre Jeg kom frem bak Skovens Høye —O! Gud er god! så brød han ut;jeg svarte: god er Gud!

Jeg Østens lyse purpur så;jeg skuet Dagens helt fremgå;men hva er Morgenrødens smil,men hva er Solens Straalers ild,hva er du, skjønne jord,hva er du, høye himmel,mot Mandens tankeblikk?imot Mandindens smil?

O hva er alle herligheters vrimmelmot flammen i vårt bryst,mot våre Hjerters lyst?

2den del.

82O Kjærlighed! vi er!O Kjærlighed! du er, du var og du skal værevår lyst!

Vi lover deg, vi takker deg, o Gud!i Lysets glans, i Livets stille fryd.

Vi ser ditt vink, vi hører dine budi Nattens mulm og skrekkens døve lyd.

Din trone mørknes, solen flyerbak tykke skyer;sig Dybets sorte kjempe hever,og Jordens lynildslagne grunnvoll bever.

Se! Dale svulme, Høye synke ned,vilt flammer ilden hen i vannets Fjed,igjennom vidtadsplittede ruineri høyt opslagne luer Stormen hviner.Med brak i brak og skrall i skrall,i knuste fjells styrten, Klippers fall,med bange Dundrens hule redselsbulderdin Dommervogn igjennom Himlen ruller.

Rettferdige, forferdelige Gud!Vi dypt i støvet høre Dine bud.

Men når seg alle Livets engler skjule,når døden på ditt vink seg reiser av sin Hule,i Morderslagets bange nåvårt knuste Hjertes siste sukk er Du.

Ja, far! selv i Dødens skumle gruskal fra sitt støv vårt intet deg anrope,og Ormen i sitt Muld med tillit håpe,Du kommer den, som seraf selv, ihu.

83Thi, store dommer! Du er evig god!Du ga vårt hjerte kjærlighetens Vinge,vi trygger deg vår tillits offer bringe,Du tar det med velbehag imot.Du ser med milde Faderblikke ned,når barnlig fro vi Livets bane vandre;Du ga oss her i samfunn med hverandreen forsmak av Serafers salighet.

O Gud!La Dine Hænders gjerning slettes ut,lad stjerner falle, Sole svinne hen,og Mørkets avgrunn åpne seg igjen:om himmel, jord og hav og Alt forgår,Du, evigen den Samme, Du består!I Alt, i Nattens Øde, fjern og nær,Du er!og lys, og Liv, og lyst er evig, hvor Du er.

O Himmel i vårt bryst!o kjærlighet! vi er!Halleluja! Du er, Du var og Du skal værevår lyst!

Hellig! Hellig! Hellig!Fall hele skapning ned!nedbøi deg, himmel! knel, o jord! tilbed!Lovet være den Evige, den Almægtige, den Alvise!Lovet være den Hellige, den Retfærdige, den Algode!Halleluja! vår skaper!vår dommer!vår Fader!Halleluja!

84Så nynne alle Støvets melodier,så synger Lysets hær,så toner alle Himles harmonier:Halleluja! Du er!

Og Havets brusen, lyn og Storm og tordenbasuner over jorden:Du er!

Deg juble alle Kloders myriaderi Sfærers harmoni.Deg, skaper, deg, o dommer, deg, vår Fader,Deg prise vi!

Høyt, i kor av millioner,lyde våre Harpers klang!Toner, alle Livets toner!All naturen være sang!Hav og ild og Storm og torden,Sole, stjerner, bryter ut!Alt, hva ånde har på jorden,love Gud!

Halleluja! vi er!Halleluja! Du er, Du var, og Du skal værevår Gud!

(J. Baggesen.)