73

Gud! Du est stor; Din Magt og Æreforkynde alle Himlens Hære.Hvo er Dig, Gud, blandt Guder liig?Men intet Skabt Dit Væsen fatter,forgjeves Tanken sig udmatter,naar den vil stræbe op til Dig.

Din Throne skjuler sig i Straaler,som ei Serafens Øie taaler,hvad kan da Menneskets Forstand?Beundre, knæle og tilbede,og tabe sig i hellig Glæde,er alt, o Skaber! hvad den kan.

Jehova er Dit Navn, o Herre!Du var, Du est, og Du skal værefra Evighed til Evighed;almægtig, alviis, stor og herlig,velgjørende og from og kjærligfra Evighed til Evighed.

Du bødst, og Himmelen og Jordenblev til, og Skjønhed, Pragt og Ordenblev til ved samme Almagts Bud;Du bødst, og Støvet fik den Evneat tænke, skjønne, føle, nævneog prise Faderen, sin Gud.

Usynlig styrer Du dit Rige,selv holder Du dit Værk vedlige;et Solegran forkommer ei.74Den Haand, ved hvilken Alt er blevet,har Ormens Bane foreskrevet,og lært Kometer deres Vei.

Din Magten er. Du ikkun vinker,og Torden brager, Lynild blinker;flux lydes Du; thi Du est Gud.Du truer - Jordens Indvold ryger,og Hunger, Krig og fule Sygerudrette dine Almagts Almagtsbud.

Du vinker atter - Himlen smiler,og Solen i sin Glands fremiler,og Alting frydes fjern og nær;Du kalder Helbred, glade Dageog Fred og Frugtbarhed tilbage,og Alting blomstrer fjern og nær.

Det Folk, som sig paa Dig forlader,est Du en huld og kjærlig Fader;Gud! vi forlade os paa Dig.Din blide Trofasthed, vi kjende,den er foruden Maal og Ende;den varer ved evindelig.

Du gavst os Fyrster i din Naade,Du vendte Alting os til Baade;høit lyder Nordens Jubelraab.Dens Lod er skjøn og herlig vorden;hvor er et Folk, som vi, paa Jorden?Hvor er et Haab, som Nordens Haab?

Gud! Du est stor; din Magt og Æreforkynde alle Himlens Hære,Serafers Chor lovsynge dig;75men Støvets Sang Du og annammer,naar det sin Fryd og Tak udstammer;hvo er Dig, Gud! blandt Guder liig?

(E. Storm.)

73

Gud! Du est stor; Din makt og æreforkynne alle Himlens hærer.Hvo er deg, Gud, blant guder lik?Men intet Skabt ditt vesen fatter,forgjeves tanken seg utmatter,når den vil strebe opp til deg.

Din trone skjuler seg i stråler,som ei Serafens Øie tåler,hva kan da Menneskets forstand?Beundre, knele og tilbe,og tape seg i hellig glede,er alt, o skaper! hva den kan.

Jehova er ditt Navn, o Herre!Du var, Du est, og Du skal værefra evighet til evighet;allmektig, alviis, stor og herlig,velgjørende og from og kjærligfra evighet til evighet.

Du bødst, og himmelen og jordenble til, og skjønnhet, prakt og ordenble til ved samme allmakts bud;Du bødst, og støvet fikk den evneå tenke, skjønne, føle, nevneog prise Faderen, sin Gud.

Usynlig styrer Du ditt rike,selv holder Du ditt verk vedlige;et Solegran forkommer ei.74Den hånd, ved hvilken Alt er blitt,har Ormens bane foreskrevet,og lært kometer deres vei.

Din makten er. Du ikkun vinker,og torden braker, Lynild blinker;fluks lydes Du; thi Du est Gud.Du truer - Jordens innvoll ryger,og hunger, krig og fule sykerutrette dine allmakts Almagtsbud.

Du vinker atter - Himlen smiler,og solen i sin glans fremiler,og Alting frydes fjern og nær;Du kaller helbred, glade dagerog fred og fruktbarhet tilbake,og Alting blomstrer fjern og nær.

Det Folk, som seg på deg forlater,est Du en huld og kjærlig far;Gud! vi forlater oss på deg.Din blide trofasthet, vi kjenner,den er foruten mål og ende;den varer ved evindelig.

Du gavst oss Fyrster i din nåde,Du vendte Alting oss til båter;høyt lyder Nordens Jubelraab.Dens Lod er skjønn og herlig vorden;hvor er et folk, som vi, på jorden?Hvor er et håp, som Nordens Haab?

Gud! Du est stor; din makt og æreforkynne alle Himlens hærer,Serafers kor lovsynge deg;75men Støvets sang Du og annammer,når det sin fryd og takk udstammer;hvo er deg, Gud! blant guder lik?

(E. Storm.)