70

Se, atter over mig suser den Piil,som rysted nedovermin Barndoms seirrige Legede laureglindsende Blade.

Bekrandste Eensomhed feirer, som før,i Skyggen sin Høitid— den kjære Drømmer, som bredtehver Kvel sit Teppe paa Engen.

Som forhen toner den grenede Top,den Vindenes Harpe,der nynned ind i mit Hjerteen sød Tungsindigheds Sange.

Naar Grenen vaier, fremblaaner den Elv,hvis Bølgeslag løste71min Sjels ubændige Frihed,og lærte Kvadet at rulle.

Jeg hører Fossen, hvis drønende Faldførst vakte de Strømme,som slumred end i mit Indre.(De overdrønede Fossen).

Den Stærke borthvirvlte stundom en Gran,der voved for langt sig,og Klippens Vildhumleranke,der tørstig sneg sig til Stupet.

Den høie Gjetrams med glødende Kindog nikkende Hoved,af Straaleregnen beruset,gled ud og fulgte de andre.

Men pragtfuld, dæmonbevinget Fantasmvar Granen, som ofteblev slynget bort af de Strømme,som bruste gjennem mit Hjerte.

Og stolten Tanke paa Stengel af Lysog Drømmen, saa smuk somforelsket Fees Fantasi,de Blomster var, som bortførtes.

Der seer jeg Bjerget, det gamle og graa,hvor Tanken sig hviltetilforn paa Flugten til Stjernenog til de sværmerske Skyer.

Hvor ligt en Afgrunds mørktfunklende Blikhist sortner ei Kjernet!72Meer kjækt og ædelt det synesend fromme stirrende Himmel.

Hvor øm og trofast du stolte Naturmig møder herhjemme!Ei Blad har Pilene mistet,og Engen ikke et Blomster.

Kun dig jeg savner, Genius, dig,i Eensomhed født afNaturens Høihed og Ynde.Hvi er du ei under Pilen?

Ve, har du vildfødte Høihed fortabti Menneskelarmen?forglemt dit Mødrenemæle:Naturens Yndigheds Tale?

Ak, kommer der ei min Elskede selv?Ved Himlen! der svæveret Elskovsdigt over Læben,en Ode brænder i Øiet?

Fortæt din Skygge, min Piil; thi jeg harmin Genius fanget.Den vist i Himlen har været;thi Jorden har ei dens Blidhed.

Lud ned, min Piil! Thi jeg vil paa min Mundfra Hendes aftrykkedet Elskovskvæde og læseden Ode Øie til Øie.

(H. Wergeland.)

70

Se, atter over meg suser den pil,som rystet nedovermin Barndoms seirrige Legede laureglindsende Blade.

Bekrandste ensomhet feirer, som før,i skyggen sin høytid— den kjære drømmer, som bredtehver Kvel sitt teppe på Engen.

Som forhen toner den grenede topp,den Vindenes harpe,der nynnet inn i mitt hjerteen søt tungsindighets sanger.

Når grenen vaier, fremblaaner den elv,hvis bølgeslag løste71min Sjels ubendige frihet,og lærte kvadet å rulle.

Jeg hører Fossen, hvis drønnende fallførst vakte de strømme,som slumret enn i mitt indre.(De overdrønede Fossen).

Den Stærke borthvirvlte stundom en Gran,der voved for langt seg,og Klippens Vildhumleranke,der tørstig snek seg til stupet.

Den høye Gjetrams med glødende kinnog nikkende hode,av stråleregnen beruset,gled ut og fulgte de andre.

Men praktfull, demonbevinget Fantasmvar Granen, som ofteble slynget bort av de strømme,som bruste gjennom mitt hjerte.

Og stolten tanke på stengel av lysog drømmen, så smuk somforelsket Fees fantasi,de blomster var, som bortførtes.

Der ser jeg Bjerget, det gamle og grå,hvor tanken seg hviltetilforn på flukten til stjernenog til de sværmerske skyer.

Hvor ligt en avgrunns mørktfunklende blikkhist sortner ei Kjernet!72Mer kjekt og edelt det synesenn fromme stirrende himmel.

Hvor øm og trofast du stolte naturmeg møter herhjemme!Ei blad har pilene mistet,og Engen ikke et blomster.

Kun deg jeg savner, Genius, deg,i ensomhet født avNaturens høyhet og Ynde.Hvi er du ei under pilen?

Ve, har du villfødte høyhet fortapti Menneskelarmen?forglemt ditt Mødrenemæle:Naturens yndighets Tale?

Ak, kommer der ei min Elskede selv?Ved Himlen! der sveveret elskovsdikt over leppen,en Ode brenner i øyet?

Fortæt din skygge, min pil; thi jeg harmin Genius fanget.Den vist i Himlen har vært;thi jorden har ei dens blidhet.

Lut ned, min pil! Thi jeg vil på min munnfra Hendes aftrykkedet elskovskvede og leseden Ode Øye til Øye.

(H. Wergeland.)