53

Vaadt er dit Haaraf Dug, og Morgenrødekrandser det, Vaar!Dig jubler Alt imøde.Vældig og blid, som en straalende Aand,Jorden du løser og kvæger.Mægtige Vaar! i din skabende Haandbruser Begeistringens Bæger.

Hil dig! du vandt;den senestærke Kjæmpe,Vinteren, svandt.Saa viger Vold for Lempe.Sterk ved dit Smiil og frigjort’ ved din Haandskumme langs grønnende DaleElvene, brydende skinnende Baand;høit om din Vælde de tale.

Pragtrige Vaar!du kommer, Fjeldet rysterSnee af sit Haar,og i sin Pomp sig bryster.

54Mysk og Aurikler ad Rifterne gaaekrandsende mosede Stene.Guulgrønne Birke indbydende staae,Sang er paa fødende Grene.

Moder til Sangog Jordens bedste Glæder!Skjøn er din Gang,Fryd fødes, hvor du træder.Jublende, klagende, kurrende Vildttolker sin Elskov. Du tænder,retvise Amor! Naturen; din Ildheftigt men brødefri brænder.

Ven, du min Takmodtag! I dine Armeofte jeg drakBegeistring; ædel Varmenæres for Dyden, mod Lasten, hos dig.Ja, hvo forstod dine Lader,og ikke mandig svor Lasterne Krig,og ikke hylded din Fader!

Venlig modtagmin Lykkes Søn, min Vise;du var den Dag,som skjenked mig Elise.Maanen sank blid bag den nyfødte Lund,Pigen hang ømt ved mit Hjerte;Ja-Ordet slap fra den elskede Mund.Siden jeg kjendte ei Smerte.

(J. Zetlitz. Af ”Digte“. Christiania 1821.)

53

Vått er ditt hårav Dug, og morgenrødekranser det, vår!Deg jubler Alt imøte.Veldig og blid, som en strålende Aand,Jorden du løser og kveger.Mektige vår! i din skapende håndbruser Begeistringens beger.

Hil deg! du vant;den senesterke kjempe,Vinteren, svant.Så viker vold for lempe.Sterk ved ditt smil og frigjort’ ved din håndskumme langs grønnende dalerElvene, brytende skinnende bånd;høyt om din Vælde de tale.

Pragtrige vår!du kommer, fjellet rysterSnø av sitt hår,og i sin pomp seg bryster.

54Mysk og aurikler ad riftene gåkrandsende mosede Steiner.Guulgrønne Birke innbydende stå,Sang er på fødende grener.

Mor til sangog Jordens beste gleder!Skjønn er din gang,Fryd fødes, hvor du trer.Jublende, klagende, kurrende vilttolker sin elskov. Du tenner,retvise Amor! Naturen; din ildheftigt men brødefri brenner.

Venn, du min takkmotta! I dine Armeofte jeg drakkBegeistring; edel varmenæres for dyden, mot lasten, hos deg.Ja, hvo forstod dine Lader,og ikke mandig svor Lasterne krig,og ikke hyllet din far!

Vennlig mottamin Lykkes sønn, min vise;du var den dag,som skjenket meg Elise.Månen sank blid bak den nyfødte Lund,Piken hang ømt ved mitt hjerte;Ja-ordet slapp fra den elskede munn.Siden jeg kjente ei smerte.

(J. Zetlitz. Av ”Digte“. Christiania 1821.)