52

Alt i min Bolig venter dig med Glæde,syslende Hænder dig en Fest berede,virksomt mit Hjerte, med Kraft, som ei hviler,imøde dig iler.

Ene du mig og al min Daad besjeler,kun ved dit Billed stadigen jeg dvæler;med dig forynget vore svundne Dagevende tilbage.

Medens min Anna Husets Dont besørger,stedse om dig, nysgjerrig, hun mig spørger;snaksom, vidløftig, jeg for alt gjør Rede,skjemtsom af Glæde.

Men, skjøndt jeg dig, som Polyfem den Anden,skrækkelig maler: Øiet midt i Panden —hun dig, med Vished, som ei Spøg forvilder,ædel afbilder.

Venlige Arme hun mod dig vil strække,smilende til sin lange Børnerække,hen til sin Rigdom dine Blik at drage,og dem randsage.

Duftende Krandse hendes Smaa dig binde;alt i Naturen de sin Rigdom finde;der deres Fader Kummeren forglemte,Harpen han stemte.

53Aldrig besøgt af Høihed og af Naader,reenlige Bolig Velstand ei forraader;læta paupertas og Gjestmildhed, dens Søster,her kun forlyster.

Frydes vi vil ved Ungdoms kjære Minde;gladere kun du skal din Ven gjenfinde.Ham nu det forhen bedøvende Bægermuntrer og kvæger.

(J. Rein. Af „Nyeste Digte.“ Kbhvn. 1810.)

52

Alt i min bolig venter deg med glede,syslende hender deg en fest berede,virksomt mitt hjerte, med kraft, som ei hviler,imøte deg iler.

Ene du meg og all min dåd besjeler,kun ved ditt bilde stadig jeg dveler;med deg forynget våre svundne dagervende tilbake.

Mens min Anna Husets dont besørger,stedse om deg, nysgjerrig, hun meg spør;snaksom, vidløftig, jeg for alt gjør rede,skjemtsom av glede.

Men, skjønt jeg deg, som Polyfem den Anden,skrekkelig maler: Øyet midt i pannen —hun deg, med visshet, som ei spøk forviller,edel avbilder.

Vennlige Arme hun mot deg vil strekke,smilende til sin lange Børnerække,hen til sin rikdom dine blikk å dra,og dem ransake.

Duftende kranser hennes Smaa deg binde;alt i naturen de sin rikdom finne;der deres far Kummeren forglemte,Harpen han stemte.

53Aldri besøkt av høyhet og av nåder,reenlige bolig velstand ei forråder;læta paupertas og gjestmildhet, dens søster,her kun forlyster.

Frydes vi vil ved Ungdoms kjære Minde;gladere kun du skal din venn gjenfinne.Ham nå det forhen bedøvende begermuntrer og kveger.

(J. Rein. Av „Nyeste Digte.“ Kbhvn. 1810.)