51

Gudfrygtigheds og Haabets Datter,Taalmodighed!hvis ældre Broder, Nøisomhed,tidt findes mellem Spøg og Latter,balsamisk drypper du en himmelsk Fredpaa Saar af Jordens Riis: Gjenvordighed.

Naturens Søn, hvis stolte Hjerteog kjække Haandvel turde løse Støvets Baand,bedøvet under haabløs Smerte,modtager Trøst, naar Du, o Lysets Aand!hans Graad afvisker med en kjærlig Haand.

Trælbundnes Arm, som blytung Lænkeved hævdet Voldberøved’ Flids og Friheds Soldog selv tilsidst den Ret at tænke,den standses ved din Moders Vink, naar koldTyrannen bæver bag din Faders Skjold.

Og du, vor danske Bondes Huldgudinde!dog aldrig saaeet Tempel til din Hæder staae.Jo — sene Slægter det vil finde,og græde, naar de paa den Ørken staae,hvor Fædres Sved og Blod og Sukke laae.

O Støtte for Tyranners Vælde,Taalmodighed!hvis ældre Broder Nøisomhedopfostredes blandt Norges Fjelde,52balsamisk dryppe du en stille Fredpaa Saar af Danmarks Vorned-Rettighed!

(N. Weyer. Af Maanedskriftet „Minerva“ for 1788.)

51

Gudfryktighets og håpets datter,Tålmodighet!hvis eldre bror, nøysomhet,titt finnes mellom spøk og latter,balsamisk drypper du en himmelsk fredpå sår av Jordens Riis: Gjenvordighed.

Naturens sønn, hvis stolte hjerteog kjekke håndvel turde løse Støvets bånd,bedøvet under håpløs smerte,modtager trøst, når Du, o Lysets Aand!hans gråt afvisker med en kjærlig hånd.

Trellbundnes arm, som blytung lenkeved hevdet voldberøved’ Flids og frihets soldog selv til sist den rett å tenke,den standses ved din Moders vink, når kaldTyrannen bever bak din Faders skjold.

Og du, vår danske Bondes Huldgudinde!dog aldri sået tempel til din Hæder stå.Jo — sene slekter det vil finne,og gråte, når de på den ørken stå,hvor fedres sved og blod og Sukke lå.

O Støtte for Tyranners Vælde,Tålmodighet!hvis eldre bror nøysomhetopfostredes blant Norges Fjelde,52balsamisk dryppe du en stille fredpå sår av Danmarks Vorned-rettighet!

(N. Weyer. Av Maanedskriftet „Minerva“ for 1788.)