48

I kjølende Skygger,i Mørke, som Roser udbrede,hvor Sangersken byggerog kvidrende røber sin Rede;hvor sprudlende Bækkesnart dysse, snart vækkeCamønernes Yndling, den følende Skjald,med stedse ensrislende Fald.

Hvor Hjordene brølemod Skovens letspringende Sønner,og puste og føleden Rigdom, i hvilken de stønner;hvor Meieren syngerblandt gyldene Dynger,49og tæller sin Skat, og opløfter sit Raabtil Den, som har kronet hans Haab.

Hvor skjertsende Bølgerbeskvulpe den Vandrer, hvis Øiesnart stirrende følgermed Helsinges graanende Høie,snart undrende hasterblandt Skove af Master,og forsker, og kjender den Fremmedes Flag,og glemmer den heldende Dag.

Hvor Ensommes Lise,venskabelig lindrende Slummer,tidt bød en Louiseforglemme sin kjærlige Kummer;hvor Glæder tilsmileden Vandrende Hvile;hvor Rungsted indhegner den reneste Lyst -der fyldte Camenen mit Bryst.

Hvor Kummer og Smertefandt glade dit Aftryk, du Høie!det ædleste Hjertei hvert et medlidende Øie;hvor Venlighed pryderde strengeste Dyder,der voxte min Sang, og den undrende Skovgav Gjenlyd af Skaberens Lov.

Jeg saae dine Throner,o Almagt! og stirrede længe;men hellige Tonerfoer gjennem de zittrende Strenge;

Anden Deel.

50hvert Blad, hvor mit Øiefandt Præg af den Høie,opflammede Sjelen; da voxte min Sang,da raste den vældige Klang.

O Verdeners Fader! —saa sang jeg — du Stærke, du Vise!Gud! som Myriader,som Himlenes Vældige prise,se! Støvet kan bæredin Rigdom, din Ære,din Godhed, o Fader! saa sang jeg, og Frydbrød Læbernes bævende Lyd.

Lyksalige Digter,som Glæden indbød til sin Hytte,til venlige Pligter,til Frihed, som Dyder beskytte!Cheruber fornemmehans dristige Stemme,og Engle forsamles omkring ham, og Lystudbredes i Menneskets Bryst.

Men du, som alenefremkaldte den Lyst af min Smerte,siig: kan min Cameneudbrede sin Lyst i dit Hjerte?Og siig mig, Veninde!kan Sangens Gudindemed smeltende Toner belønne det Skjød,hvoraf min Lyksalighed flød?

(J. Ewald. Af ”Samtlige Skrifter.” Kbhvn. 1784—91.)

48

I kjølende skygger,i mørke, som roser utbre,hvor Sangersken byggerog kvitrende røper sin rede;hvor sprudlende bekkersnart dysse, snart vekkeCamønernes yndling, den følende Skjald,med stedse ensrislende fall.

Hvor hjordene brølemot Skovens lettspringende sønner,og puste og føleden rikdom, i hvilken de stønner;hvor Meieren syngerblant gyldene dynger,49og teller sin skatt, og oppløfter sitt roptil Den, som har kronet hans håp.

Hvor skjertsende bølgerbeskvulpe den Vandrer, hvis Øyesnart stirrende følgermed Helsinges grånende Høye,snart undrende hasterblant skoger av Master,og forsker, og kjenner den Fremmedes flagg,og glemmer den heldende Dag.

Hvor Ensommes Lise,vennskapelig lindrende Slummer,titt bød en Louiseforglemme sin kjærlige kummer;hvor gleder tilsmileden Vandrende hvile;hvor Rungsted innhegner den reneste lyst -der fylte Camenen mitt bryst.

Hvor kummer og smertefant glade ditt avtrykk, du Høye!det edleste hjertei hvert et medlidende Øye;hvor vennlighet pryderde strengeste dyder,der vokste min sang, og den undrende skogga gjenlyd av Skaberens lov.

Jeg så dine troner,o allmakt! og stirret lenge;men hellige tonerfoer gjennom de zittrende Strenge;

Annen del.

50hvert blad, hvor mitt Øyefant preg av den Høye,opflammede sjelen; da vokste min sang,da raste den veldige klang.

O Verdeners far! —så sang jeg — du Stærke, du vise!Gud! som myriader,som Himlenes Vældige prise,se! Støvet kan bæredin rikdom, din ære,din godhet, o far! så sang jeg, og frydbrød leppenes bevende lyd.

Lykksalige dikter,som gleden innbød til sin hytte,til vennlige plikter,til frihet, som dyder beskytte!Cheruber fornemmehans dristige stemme,og engler forsamles omkring ham, og lystudbredes i Menneskets bryst.

Men du, som alenefremkalte den lyst av min smerte,si: kan min Cameneutbre sin lyst i ditt hjerte?Og si meg, venninne!kan Sangens gudinnemed smeltende toner belønne det Skjød,hvorav min Lyksalighed fløt?

(J. Ewald. Av ”Samtlige Skrifter.” Kbhvn. 1784—91.)