47

Grillicander, hvad er det?Er du ei endnu af Griller mæt?Blinde Hjerte, som sin Ro i Uro søger!Saadan Ro gjør ikkun Sindet træt.Hvorfor vil du arme Trælplage meer en plaget Sjel?Skal da Sorgen slaae dig reent ihjel?Nei, lad Verden tumle, Modgangs Vinde rase!Le du kun deraf, saa gjør du vel.

Feige Hjerter, Slavesinder det kun, som sig vil bilde ind,at naar Himlen graaner, Havet Bølger vælter,Skibet strande skal ved mindste Vind;er ei Lykkens Himmel blaa,og man Havn ei nær kan naae,Haabets Skib da strax vil undergaae.Men for Helte og de rette Dydens KjæmperVee og Vel, ja Alting, bukke maa.

Vil da tusend Plagers Skokreent udjage mig af Lykkens Flok?Ei! hvad fattes Den, som intet meer behøver,men i Dyden har sit Ene nok?

48Synes Himlen ofte vred,skyder Tordenkiler ned,jeg dog frygter ikke; thi jeg veed,at den Almagt, som kan Skjebnens Rasen styre,aldrig blive kan af Naade kjed.

Nu saa staaer den Slutning fast:jeg vil haabe, om end Himlen brast.Slige kjække Hjerter Dyden altid skjenker,som ei bugne under nogen Last.Stormer Alting mod mig an,jeg dog trøstig holder Stand;ja, om Himmel, Jord, og Ild, og Vandbuldrer, suser, bruser, lyner, tordner, truer,Haab og Mod dog aldrig rokkes kan.

(C. B. Tullin. Af “Skrifter.” Kbhvn. 1770—74.)

47

Grillicander, hva er det?Er du ei ennå av griller mett?Blinde hjerte, som sin ro i uro søker!Sådan ro gjør ikkun sinnet trett.Hvorfor vil du arme trellplage mer en plaget sjel?Skal da sorgen slå deg rent ihjel?Nei, lad verden tumle, motgangs vinder rase!Le du kun derav, så gjør du vel.

Feige hjerter, slavesinner det kun, som seg vil bilde inn,at når Himlen gråner, havet bølger velter,Skipet strande skal ved minste vind;er ei Lykkens himmel blå,og man havn ei nær kan nåe,Håpets skip da straks vil undergå.Men for Helte og de rette Dydens kjemperVee og Vel, ja Alting, bukke må.

Vil da tusen Plagers skokkrent udjage meg av Lykkens Flok?Ei! hva fattes Den, som intet mer behøver,men i dyden har sitt Ene nok?

48Synes Himlen ofte vred,skyder tordenkiler ned,jeg dog frykter ikke; thi jeg vet,at den allmakt, som kan Skjebnens rasen styre,aldri bli kan av nåde kjed.

Nå så står den slutning fast:jeg vil håpe, om enn Himlen brast.Slike kjekke hjerter dyden alltid skjenker,som ei bugne under noen last.Stormer Alting mot meg an,jeg dog trøstig holder stand;ja, om himmel, jord, og ild, og vannbuldrer, suser, bruser, lyner, tordner, truer,Håp og mot dog aldri rokkes kan.

(C. B. Tullin. Av “Skrifter.” Kbhvn. 1770—74.)