35

Op, Brødre! Timen lyder;den lyder sidste Gang:et Aar forsvandt; - udbryderi festlig Afskedssang!Blandt fjerne Oldtids Dagedet svandt; vi staae tilbage.Vi Smerter led, vi Glæder nød,og nærmed’ os til Gravens Skjød.

Bevinget Tiden iler;hvo har den Grændser sat?Den blomstrer, ældes, hvileri evig Glemsels Nat.Knap stamme dunkle Skrifterom Fædrenes Bedrifter,og Skjønhed, Rigdom, Magt med deni Mulm og Taushed synke hen.

Her hilste vi med Glædedet Aar, som nys forsvandt;ak! løsnet er den Kjæde,som os da sammenbandt.Vi Venner saae henile;de gik, de gik til Hvile.De var blandt os, de er ei meer;Fred hvile over deres Leer!

Maaskee og vi forladevor Bane dette Aar;tidt visne Træets Bladeendog i favre Vaar;36tidt Døden os paakalderi fyrig Ungdomsalder,og Den, som vandrer her igjen,med Taarer tænker paa sin Ven.

Kun ædel Daad betryggermod Dødens Bitterhed.I Gravens tause SkyggerAlgodhed vinker Fred.Vi nyde, frie for Kummer,en let og salig Slummer;snart vækkes vi ved Almagts Budtil evig Salighed hos Gud.

Lad Afskedstaaren rinde!Er vi kun Dyden troe,i Livet Fryd vi finde,og end i Døden Ro.Her maae vi adskilt vandre,hist møde vi hverandre.Aftør din Graad, min Ven! vær glad!For evig ei vi skilles ad.

(Cl. Pavels.)

35

Opp, brødre! Timen lyder;den lyder siste gang:et år forsvant; - utbryteri festlig avskjedssang!Blant fjerne Oldtids dagerdet svant; vi står tilbake.Vi smerter led, vi gleder nød,og nærmet’ oss til Gravens Skjød.

Bevinget tiden iler;hvo har den grenser satt?Den blomstrer, eldes, hvileri evig Glemsels natt.Knap stamme dunkle Skrifterom Fædrenes bedrifter,og skjønnhet, rikdom, makt med deni mulm og taushet synke hen.

Her hilste vi med glededet år, som nys forsvant;ak! løsnet er den kjede,som oss da sammenbandt.Vi venner så henile;de gikk, de gikk til hvile.De var blant oss, de er ei mer;Fred hvile over deres Leer!

Maaskee og vi forlatervår bane dette år;titt visne Træets Bladeendog i fagre vår;36titt døden oss påkalleri fyrig ungdomsalder,og Den, som vandrer her igjen,med tårer tenker på sin venn.

Kun edel dåd betryggermot Dødens bitterhet.I Gravens tause skyggerAlgodhed vinker fred.Vi nyter, frie for kummer,en lett og salig Slummer;snart vekkes vi ved allmakts budtil evig salighet hos Gud.

Lad avskjedståren rinne!Er vi kun dyden troe,i livet fryd vi finner,og enn i døden ro.Her må vi adskilt vandre,hist møter vi hverandre.Aftør din gråt, min venn! vær glad!For evig ei vi skilles ad.

(Cl. Pavels.)