19. Lodssang.
Naar, Himlen i Brandog Havet i Kogning, jeg sætter fra Strand,de Mænd at veilede paa rigtige Sti,som ønske sig Indløbets Farer forbi:da, himmelske Fader! Du være vort Skjoldmod Brændingens Vold!
Paa Skibet ombordei vorde beskjæmmet mit raadende Ord!Lad kjendes, at ei udi Blinde jeg gik,men vidste hver Banke til nøieste Prik!Dog, er Du ei selv min Raadgiver, omsonster Kundskab og Konst.
Ulykkeligt Skridtden blinde Formastende gjorde saa tidt;hvor skulde jeg saa byde Farerne Trods,og sætte paa Lykkespil Skibet og Gods?26At handle mod Pligt og Samvittigheds Bud —bevare mig Gud!
Naar styrende Mandaf mig tager Roeret ved yderste Land:som Skibet jeg vendte fra borende Grund,saa vogt Du det siden i raadvilde Stund!Naar Storbølgen banker, naar Torden slaaer ned,o lys da Din Fred!
Ja, Fred med Enhver,som Dig i sit Hjerte paa Bølgerne bær!Velsignelse følge Retfærdigheds Gods,hvad enten det gaaer eller kommer til os!Naar Brødskibet ventes, lad kjærlige Havnoplade sin Favn!
Men kommer med Død,med sprudende Struber og Ild i sit Skjød,den troløse Snekke fra fiendtlig Kyst,af mig kun forgjeves da trygler den Trøst.Hvor Brændingen bryder, med Kjøl over Raa,den længe nok staae!
(Cl. Frimann.)
19. Lodssang.
Når, Himlen i Brandog havet i koking, jeg setter fra Strand,de menn å veilede på riktige sti,som ønske seg Indløbets Farer forbi:da, himmelske Fader! Du være vårt skjoldmot brenningens vold!
På skipet ombordei vorde beskjemmet mitt rådende ord!La kjennes, at ei uti blinde jeg gikk,men visste hver banke til nøyeste prikk!Dog, er Du ei selv min rådgiver, omsonster kunnskap og kunst.
Ulykkelig skrittden blinde Formastende gjorde så titt;hvor skulle jeg så by Farerne trass,og sette på lykkespill skipet og gods?26Å handle mot plikt og Samvittigheds bud —bevare meg Gud!
Når styrende mannav meg tar roret ved ytterste land:som skipet jeg vendte fra borende grunn,så vogt Du det siden i rådville stund!Når Storbølgen banker, når torden slaaer ned,o lys da Din fred!
Ja, fred med Enhver,som deg i sitt hjerte på bølgene bær!Velsignelse følge rettferdighets gods,hva enten det går eller kommer til oss!Når brødskipet ventes, lad kjærlige havnoplade sin favn!
Men kommer med død,med sprudende struper og ild i sitt Skjød,den troløse snekke fra fiendtlig kyst,av meg kun forgjeves da trygler den trøst.Hvor brenningen bryter, med kjøl over rå,den lenge nok stå!
(Cl. Frimann.)