26

Jeg reiser ud i tomme Baad;vil Gud mig Intet give,forgjeves kaster jeg mit Lod,og lang vil Dagen blive;men Du, som Liv og Aande gav,og skabte Hav og Fisk i Hav,Du mig vel ikke glemmer. —

27Hvad Du har skabt, opholder Du,for Dig er Hav en Draabe;Din store Himmel staaer endnu,hvi skulde jeg ei haabe?Hvo nærer vel de Fugle smaa,som bygge paa de Holme graae?Hvo lærte dem at dukke?

I Havets Bund Du huled’ udsaa mangen Forraads Kjælder;af Din almægtig’ Haand, o Gud!hvor Flod og Strøm udvælder;Du leder Strøm igjennem Sund,den spiller paa min Fiskegrund,i Strømmen Fisken dandser.

Du kalder, til sin visse Tid,de store Fiskesværme;til vore nøgne Strande hidde legende sig nærme;vi kjende deres Hvilested,og mangen Ladning følger medvort Garn og Snor tilbage.

Velsign o Gud! hver Fiskegrundtil Landets sidste Odde!Mæt hver en hungrig Fiskers Mund!opfyld de tomme Baade!giv Landet Fred, at Fiskersønhos Fader tjene maa sin Løn,og ei af Baaden drages!

(Cl. Frimann.)

26

Jeg reiser ut i tomme båt;vil Gud meg intet gi,forgjeves kaster jeg mitt Lod,og lang vil dagen bli;men Du, som Liv og ånde ga,og skapte hav og fisk i hav,Du meg vel ikke glemmer. —

27Hva Du har skapt, opholder Du,for deg er hav en dråpe;Din store himmel står ennå,hvi skulle jeg ei håpe?Hvo nærer vel de fugler små,som bygge på de Holme gråe?Hvo lærte dem å dukke?

I Havets bunn Du huled’ utså mangen Forraads kjeller;av Din allmektig’ hånd, o Gud!hvor Flod og strøm udvælder;Du leder strøm igjennom Sund,den spiller på min fiskegrunn,i strømmen Fisken danser.

Du kaller, til sin visse tid,de store Fiskesværme;til våre nakne Strande hitde legende seg nærme;vi kjenner deres hvilested,og mangen ladning følger medvårt garn og snor tilbake.

Velsign o Gud! hver fiskegrunntil Landets siste Odde!Mett hver en hungrig Fiskers munn!oppfyll de tomme båter!gi landet fred, at fiskersønnhos far tjene må sin Løn,og ei av båten drages!

(Cl. Frimann.)