353

Bækken gaaer i Engen,Bækken godt sig morer nok,springer over Rod og Stokog over høie Stene.Bækken leer bag Grene;hør, den leer i Græsset godt!354Alt hvad der er sort og graatkan Bækken ikke lide.

Liden Bæk vil gnideStenens stygge Ansigt hvidt,vasker den saa jævnt og tidtmed Voverne, som glide.Reen den blier med Tide,om den ikke bliver hvid.Dengang Stenen trilled did,da var den sort og muldet.

Nu er den som Guldet.Reen som Guld jeg ogsaa bli’er,blot du, lille Bæk, mig gi’eri Haanden blot en Draabe.Jeg kan længe raabe;Bækken gjør dog ikke Stop,løfter ei en Draabe opat øse mig i Haanden.

Men paa Siljevaanden,voxende paa Bækkens Bred,hopper liden Erle ned,og dypper hele Vingen.Hjælp dig selv er Tingen;det jeg har af Fuglen lært.Bækken har mig Vand forært,men selv maa jeg det tage.

Nu kan Fuglen jagerundt om Himmelen med Lyst.Se, hvor straalende dens Brystde friske Vinger føre!Jeg som den vil gjøre:555Haanden vil jeg dyppe ned,vaske den, mit Ansigt med,saa det ta’er ingen Ende.

Saa tør jeg det vendefreidig did, hvor Fuglen fly’er,see, om ei blandt Himlens Skyerjeg kan Smaaengle kjende.Milde Blik de sende,naar de see, at jeg er reensom den klare Ædelsteen,der kan i Mørket brænde.

(H. Wergeland.)

353

Bekken går i Engen,Bekken godt seg morer nok,springer over rot og stokkog over høye Steiner.Bekken leer bak grener;hør, den leer i gresset godt!354Alt hva der er sort og gråttkan bekken ikke lide.

Liten bekk vil gniSteinens stygge ansikt hvitt,vasker den så jevnt og tittmed vovene, som glide.Ren den blir med Tide,om den ikke blir hvit.Dengang steinen trillet dit,da var den sort og muldet.

Nå er den som gullet.Ren som gull jeg også bli’er,blot du, lille bekk, meg gi’eri hånden blot en dråpe.Jeg kan lenge rope;Bekken gjør dog ikke stopp,løfter ei en dråpe oppå øse meg i hånden.

Men på Siljevaanden,voksende på bekkens bred,hopper liten Erle ned,og dypper hele vingen.Hjelp deg selv er tingen;det jeg har av fuglen lært.Bekken har meg vann forært,men selv må jeg det ta.

Nå kan fuglen jagerundt om himmelen med lyst.Se, hvor strålende dens brystde friske vinger føre!Jeg som den vil gjøre:555Hånden vil jeg dyppe ned,vaske den, mitt ansikt med,så det ta’er ingen ende.

Så tør jeg det vendefreidig dit, hvor fuglen fly’er,se, om ei blant Himlens skyerjeg kan småengler kjenne.Milde blikk de sender,når de ser, at jeg er rensom den klare edelsten,der kan i mørket brenne.

(H. Wergeland.)