339

Det er min Sjel en frydfuld Trangat gjæste Norges Dale.Den gamle Fjeldkoll elsker Sang,den glade Hjerters Tale.Kom til den fagre Maridal!til Kleivens svimlende Portal!Kom hvorsomhelst, og Norge skaldig i sin Favn husvale!

Hvor strømmer ud Berusning sødfra Dalens Bjerkelunde!Det var en Drøm i Engles Skjødpaa deres Mos at blunde.Hvad Harpespil i denne Bæk!Hvad Melodi! hvor sød en Skræk!Bestandig ny den toner væk -ak! som fra Perlers Munde.

Hvad tænksomt sværmersk Øie fikdu Kjernets stille Vove!hvad Ord den susende Musiki Aasens dybe Skove!Den Mand er ei i Norge fød,som den ei gjør om Hjertet blød.Det er hans Vuggesang, der lødifra de dybe Skove.

Didind, hvor Fyrren suser, indtør ingen Niding vandre,som har forglemt i troløst Sindsit Fædreland for andre.Ham vilde Rædsel gribe, - bleg340ham vilde høre Skoven skreg,hvor klagende dens Røster steg.Did tør ei Niding vandre.

Ham vilde, som en Dommer haard,hvert Fjeld imødetræde.“Hvad vil du i din Moders Gaard,som glemt har hendes Kvæde?”Hvor Kjernets Blik blev kummerfuldt!Ak det, der smile kan saa huldt.Ve Den, hvis Barm ei voldsomt slaaer,ved Hjemmets Syn, af Glæde!

Vi nærmere i Dalens Favnos føle Norges Hjerte.Dets ærlige og gamle Navnvi der af Fossen lærte.I Fjeldets solbelyste Tinddet blotter os sit høie Sind,og derifra det speiler indsig selv i Folkets Hjerte.

Igjennem Folkets Aarer ladsig Glommens Styrke vælte!Som Rjukans kjække Styrtebadsaa fyrige dets Helte!Lad i dets Kvinder Ringerigmed bliden Ynde præge sig!Vær Gausta hver en Gubbe liig,som sig tilthinge meldte!

Hvor styrtende mod Tyris Strandfra Aasen Kleiven iler!Saa først ved Maalet, Idrætsmand!din stærke Villie hviler.

341Som Kolven fra det spændte Staal,din Kraft forfølge vil sit Maal:dit Vel, en Daad, o Fædreland,en Daad, hvortil du smiler.

Hist slanken Silje, Hæg og Piilog Rogn sig sammenranke.Det nøgne Fjeld de dække vil —det er en kjærlig Tanke.Saa, norske Brødre, Bryst ved Bryst,vi ville med vemodig Lystvor Moders Brøst selv hylle til —det er en kjærlig Tanke.

(Henr. Wergeland.)

339

Det er min sjel en frydfuld trangå gjeste Norges daler.Den gamle Fjeldkoll elsker sang,den glade Hjerters Tale.Kom til den fagre Maridal!til Kleivens svimlende portal!Kom hvorsomhelst, og Norge skaldeg i sin favn husvale!

Hvor strømmer ut Berusning søtfra Dalens Bjerkelunde!Det var en drøm i Engles Skjødpå deres Mos å blunde.Hva harpespill i denne bekk!Hva melodi! hvor søt en skrekk!Bestandig ny den toner vekk -ak! som fra Perlers Munde.

Hva tenksomt sværmersk Øye fikkdu Kjernets stille Vove!hva ord den susende musikki Aasens dype skoger!Den mann er ei i Norge født,som den ei gjør om hjertet bløt.Det er hans vuggesang, der lødifra de dype skoger.

Didind, hvor Fyrren suser, inntør ingen niding vandre,som har forglemt i troløst sinnsitt fedreland for andre.Ham ville redsel gripe, - bleg340ham ville høre skogen skreg,hvor klagende dens røster steg.Dit tør ei niding vandre.

Ham ville, som en dommer hard,hvert Fjell imødetræde.“Hva vil du i din Moders gård,som glemt har hennes kvede?”Hvor Kjernets blikk ble kummerfullt!Ak det, der smile kan så huldt.Ve Den, hvis Barm ei voldsomt slaaer,ved Hjemmets syn, av glede!

Vi nærmere i Dalens favnoss føle Norges hjerte.Dets ærlige og gamle navnvi der av fossen lærte.I fjellets solbelyste tinddet blotter oss sitt høye sinn,og derifra det speiler innsig selv i Folkets hjerte.

Igjennom Folkets årer lasig Glommens styrke velte!Som Rjukans kjekke Styrtebadså fyrige dets Helte!La i dets kvinner Ringerigmed bliden Ynde prege seg!Vær Gausta hver en gubbe lik,som seg tilthinge meldte!

Hvor styrtende mot Tyris Strandfra Aasen Kleiven iler!Så først ved målet, idrettsmann!din sterke vilje hviler.

341Som kolven fra det spente stål,din kraft forfølge vil sitt mål:ditt Vel, en dåd, o fedreland,en dåd, hvortil du smiler.

Hist slanken Silje, hegg og pilog rogn seg sammenranke.Det nakne Fjell de dekker vil —det er en kjærlig tanke.Så, norske brødre, bryst ved bryst,vi ville med vemodig lystvår Moders Brøst selv hylle til —det er en kjærlig tanke.

(Henr. Wergeland.)