327

Blandt skybekrandste Fjelde,her i det høie Nord,hvor Fossen toner Vælde,hvor Kjæmpegranen groer,hvor Bautastenen hædret staaer, graaskjægget Gubbe lig,opmuntrende hver Norges Søn, som ædelt føler sig,der Lyset først jeg skued’,opvorte og blev Mand,der Hjertet tidligt lued’for dig, mit Fødeland!

Hvad Under, Hjertet bankerstolt, Norrig! ved dit Navn?Saae Britter ei og Frankermed Skræk din Snekkes Stavn?Om vore kjække Brødres Daad til Minni Bølgen slaaerfra Heklas minderige Ø til fjerne Mykligaard,Se! Sagas Tavle hædresved hellig Runeskrift!Der lever vore Fædresforbausende Bedrift.

Men, skjøndt han drog saa videdin Søn paa Ledingstog,saae Sydens Egne blide,dig elskede han dog;ei nogen Lotos lægede Hjemvee i Heltens Barm;den svandt først, naar han favned’ dig, o Moder! i sin Arm.Hvo elsked’ ei din Himmel,meer reen, end Kildens Vand,din raske Folkevrimmel,dit stolte Klippeland?

328Tak, Norrige, vor Moder!Du gavst som Yngling boldmig trofast Ven og Broder,i Dyst og Farer kold.Blid skuer ham hver Norges Mø, granvoxen, stolt og rank,naar Norges Løve ryster vred mod Kamp sin Flammemank;i Feide Thor sig brysteraf sin udvalgte Søn;i Fred med ham forlystersig Mimer ved sin Brønd.

Paa Land og vilden VoveNaturen gav dig Værn,Snekker fra dine Skove,fra dine Fjelde Jern.Ved dem Forfædre værgede din Skat, dit Ly og Læ,din Øiesteen, o Norrige! dit favre Friheds Træ.Sødt Fædrene nu soverbedæk'te af dets Løv;os grønnes det nu overmed Blade for vort Støv.

Ja, Norge! — elskte Norge!Dig skal din Kjæmpeætmed Mod og Manddom borgefor Frihed og for Ret.Du est vor Moder blid og huld, og Kongen er vor Fa'er,vi Eder offre Gods og Guld, og Blod, hvo Hjerte har.Kjæk som vi dele Nødenvi dele Glæden froe;i Livet og i Dødenvi sværge Eder Tro.

(L. Sagen.)

327

Blant skybekrandste fjell,her i det høye nord,hvor fossen toner Vælde,hvor kjempegranen gror,hvor bautasteinen hedret står, gråskjegget gubbe lig,oppmuntrende hver Norges Søn, som edelt føler seg,der lyset først jeg skuet’,opvorte og ble mann,der hjertet tidlig luet’for deg, mitt fødeland!

Hva under, hjertet bankerstolt, Norrig! ved ditt navn?Så Britter ei og frankermed skrekk din Snekkes Stavn?Om våre kjekke Brødres dåd til Minni bølgen slaaerfra Heklas minderige Ø til fjerne Mykligaard,Se! Sagas tavle hedresved hellig Runeskrift!Der lever våre fedresforbausende bedrift.

Men, skjønt han drog så videdin sønn på Ledingstog,så Sydens Egne blide,deg elsket han dog;ei noen Lotos lægede hjemve i Heltens Barm;den svant først, når han favnet’ deg, o mor! i sin arm.Hvo elsket’ ei din himmel,mer ren, enn Kildens vann,din raske folkevrimmel,ditt stolte Klippeland?

328Takk, Norrige, vår mor!Du gavst som yngling boldmeg trofast venn og bror,i dyst og Farer kald.Blid skuer ham hver Norges Mø, granvoksen, stolt og rank,når Norges løve ryster vred mot kamp sin Flammemank;i feide Thor seg brysterav sin utvalgte sønn;i Fred med ham forlystersig mimer ved sin brønn.

På land og vilden VoveNaturen ga deg vern,Snekker fra dine skoger,fra dine fjell jern.Ved dem forfedre verget din skatt, ditt ly og Læ,din øyesten, o Norrige! ditt fagre frihets tre.Søtt fedrene nå soverbedæk'te av dets løv;oss grønnes det nå overmed Blade for vårt støv.

Ja, Norge! — elskte Norge!Deg skal din Kjæmpeætmed mot og manndom borgefor frihet og for rett.Du est vår mor blid og huld, og Kongen er vår Fa'er,vi Eder ofre gods og gull, og blod, hvo hjerte har.Kjekk som vi deler nødenvi deler gleden froe;i livet og i dødenvi sverger Eder tro.

(L. Sagen.)