329

Norafjeld med Jøkel blaa,dunkle Urolds Minde!Over Skyens Taagegraakneiser høi din Tinde;i din rene Ætherluftfunkler Tidens Øie,om din Fod i Blomsterduftgrønnes Kjæmpehøie.

Norafjeld! din KjæmpearmKjæmpers Vugge favner.Nordmand ved din JøkelbarmHeltens Ild ei savner.Blaabrynt Jøkels Sommergraad,ere Mimers Strømme;stolt’ i Færd og vis’ i Raad,de hans Bæger tømme.

Fortid, med din Skjoldeklang,Thingmænds Kraft i Hallen,mandigt Alvor, Skjaldesang,høie Mod paa Valen —op du leve til vort Held!Nei, du endnu lever.Høi alvorlig over FjeldOldtidsaanden svæver.

Norske Dal! din Birkelundstuer Held og Hygge;frie Mand paa Odelsgrundthroner i din Skygge.Hvo er tryg, som du, for Vold,for Tyranners Vælde?330Hvem har vel, som Du, et Skjold -o, af Dovrefjelde!

Endnu synger Stormens Suustrindtom Fjeldets Tinder,rundtom Kyst hver Bølges BruusFædres store Minder.Høie Nordlys-Flammen endFriheds Billed maler;dybt en Mand og UngersvendNordens Aand tiltaler.

Hil dig, elskte Fædreland,stolte, frie Norge!skjønt ved havombruste Strand,Fjeldets Himmelborge.Siig, o Vandrer, hvor du saaeDalene saa grønne,Jøklens Tind saa himmelblaa,Møerne saa skjønne?

Norge! i dit Moderskjødjeg saa gjerne lever;men hvis, Fødeland! min Dødfor dit Vel du kræver -o, da flyde kun mit Blod!jeg i Døden segne!Altid kun en Norne godNorges Held omhegne!

Frihed med sit Himmelsmiilaltid bo og byggeunder Nordens Ygdrasil,i sin gamle Skygge!331Til ved Gjallarhornets LydKlippevægge stønner,Held og Hæder, Kraft og Dydboe blandt Norges Sønner!

(S. Sivertson.)

329

Norafjeld med jøkel blå,dunkle Urolds Minde!Over Skyens Taagegraakneiser høy din Tinde;i din rene Ætherluftfunkler Tidens Øye,om din fot i blomsterduftgrønnes Kjæmpehøie.

Norafjeld! din kjempearmKjempers vugge favner.Nordmann ved din JøkelbarmHeltens ild ei savner.Blåbrynt Jøkels sommergråt,er Mimers strømme;stolt’ i ferd og vis’ i råd,de hans beger tømme.

Fortid, med din Skjoldeklang,Thingmænds kraft i hallen,mandigt alvor, Skjaldesang,høye mot på Valen —opp du leve til vårt held!Nei, du ennå lever.Høy alvorlig over FjellOldtidsaanden svever.

Norske Dal! din Birkelundstuer held og hygge;frie mann på odelsgrunntroner i din skygge.Hvo er trygg, som du, for vold,for Tyranners Vælde?330Hvem har vel, som Du, et skjold -o, av Dovrefjelde!

Ennå synger Stormens sustrindtom fjellets Tinder,rundt om kyst hver Bølges brusFedres store minner.Høye Nordlys-flammen ennFrihets bilde maler;dypt en mann og ungersvennNordens Aand tiltaler.

Hil deg, elskte fedreland,stolte, frie Norge!skjønt ved havombruste Strand,Fjellets Himmelborge.Si, o Vandrer, hvor du såDalene så grønne,Jøklens tind så himmelblå,Møene så skjønne?

Norge! i ditt Moderskjødjeg så gjerne lever;men hvis, fødeland! min dødfor ditt Vel du krever -o, da flyte kun mitt blod!jeg i døden segne!Alltid kun en Norne godNorges held omhegne!

Frihet med sitt himmelsmilalltid bo og byggeunder Nordens Ygdrasil,i sin gamle skygge!331Til ved Gjallarhornets lydKlippevægge stønner,Held og Hæder, kraft og dydbo blant Norges sønner!

(S. Sivertson.)