4. Nordmandssang.
Af S. O. Wolff
Hvor herligt er mit Fødeland,det havomkrandste gamle Norge!Sku disse stolte Klippeborge,som evig trodse Tidens Tand, -Urverdners gamle Bautastene,der gjennem Klodens Storme ene,som Kjæmper end i Brynjer blaae,med Sølverhjelm om Issen staae!
Da Aukathor saae Norges Fjeld,sin Kongestol han der opreiste;de Kjæmper, som mod Skyen kneiste,de huede hans Heltesjel.Naar høit i Sky sin Vogn han kjørte,sin Hyldest han fra Klippen hørte;de Kjæmpestemmer hylded Thor,da var der Helteold i Nord!
Da seer jeg, hvor min Nordmand giki Stormgang fast, saa Jorden bæved,ham Døden var en Mø, som svæved326udi hans Arm, med Freias Blik,og i en Runddands over Valenham hæved op til Gudesalen,og end i Livets Afskedsstundet Drapa kvad den blege Mund.
Jeg har de gamle Sagn saa kjær;naar Luren gjennem Dalen tonervemodigt mellem Birkens Kroner,da drømmer jeg om Blod paa Sværd.Naar Fossen vildt fra Klippen skummer,sin monotone Bas den brummer,da tykkes mig jeg hører Klangaf Vaabenstorm og Skjaldesang.
I Fjeldets Søn endnu jeg seeret Skud af gamle Kjæmpestammen;i Øiet funkler Helteflammen,som freidig kun ad Faren leer.I Pigens Øine blaae jeg skuerUskyldighed og Sjofnas Luer,og Yduns evig-unge Vaarpaa hendes Kinder farvet staaer!
Ja! herligt er mit Fødeland,det gamle klippefaste Norge,med Sommerdal og Vinterborge,der evig trodse Tidens Tand!Om Kloden rokkes end, dets Fjeldeskal Stormen dog ei kunne fælde;som Bauta end de skulle staae,og vise, hvor vort Norge laae.
(S. O. Wolff.)
4. Nordmannssang.
Af S. O. Wolff
Hvor herlig er mitt fødeland,det havomkrandste gamle Norge!Sku disse stolte klippeborger,som evig trodse Tidens tann, -Urverdners gamle Bautastene,der gjennom Klodens Storme ene,som kjemper enn i brynjer blåe,med Sølverhjelm om issen stå!
Da Aukathor så Norges Fjeld,sin Kongestol han der oppreiste;de kjemper, som mot skyen kneiste,de huede hans Heltesjel.Når høyt i sky sin vogn han kjørte,sin hyldest han fra klippen hørte;de kjempestemmer hyllet Thor,da var der Helteold i nord!
Da ser jeg, hvor min nordmann gikki Stormgang fast, så jorden bevde,ham døden var en Mø, som svevet326uti hans arm, med Freias Blik,og i en Runddands over Valenham hevet opp til Gudesalen,og enn i Livets avskjedsstundet drapa kvad den bleke munn.
Jeg har de gamle sagn så kjær;når luren gjennom dalen tonervemodigt mellom Birkens kroner,da drømmer jeg om blod på sverd.Når fossen vilt fra klippen skummer,sin monotone bas den brummer,da tykkes meg jeg hører klangav våpenstorm og Skjaldesang.
I fjellets sønn ennå jeg seret skudd av gamle kjempestammen;i øyet funkler Helteflammen,som freidig kun ad faren leer.I Pigens øyne blåe jeg skuerUskyldighet og Sjofnas luer,og Yduns evig-unge vårpå hennes kinner farvet står!
Ja! herlig er mitt fødeland,det gamle klippefaste Norge,med Sommerdal og Vinterborge,der evig trodse Tidens tann!Om kloden rokkes enn, dets fjellskal stormen dog ei kunne felle;som bauta enn de skulle stå,og vise, hvor vårt Norge lå.
(S. O. Wolff.)