323

Sønner af Norge, det ældgamle Rige,sjunger til Harpens den festlige Klang!Mandigt og høitidsfuldt Tonen lad stige: -Fædrenelandet indvies vor Sang.Fædreneminderherligt oprinderhvergang vi nævne vor Fædrenestavn.Svulmende Hjerter og glødende Kinderhylde det elskte, det hellige Navn!

Flyver vor Aand til de hensvundne Tider,herlig den skuer vort Fædrelands Glands:Kjæmpere gange om Dovrefjelds Sider,vandre til Ledingefærd som til Dands.Mandige SkarerBølgen befarer,324Norriges Roes bær’ til fjerneste Kyst;hjemme er Kjæmpere nok, som forsvarerarvede Frihed med modige Bryst.

Medens de staalklædte prøve sin Styrke,medens de stande i kjæmpende Rad,Skjalde og Sagamænd Kunsterne dyrke,riste i Runer de herligste Kvad.Konninger boldeScepteret holde,røgte med Viisdom det hellige Kald;gjennem Aarhundreders Nat deres Skjoldegjenstraale klart i Erindringens Hal.

Oldtid! Du svandt, men din hellige Flammeblusser i Nordmandens Hjerte endnu:end er af Æt og af Kraft han den samme,end staaer til Frihed og Ære hans Hu;og naar han kvæderNorriges Hæder,svulmer hans Hjerte af Stolthed og Lyst;ham er selv Sydens de yndigste Stederintet mod Norriges sneedækte Kyst.

Frihedens Tempel i Nordmandens Dalestander saa herligt i Ly af hans Fjeld;frit tør han tænke, og frit tør han tale,frit tør han virke til Norriges Held.Fuglen i Skove,Nordhavets Vovefriere er ei end Norriges Mand;villig dog lyder han selvgivne Love,trofast mod Konning og Fædreneland.

325Elskede Land med de skyhøie Bjerge,frugtbare Dale og fiskrige Kyst!Troskab og Kjærlighed fro vi dig sværge;kalder Du, bløde vi for Dig med Lyst.Evig du stande,elskte blandt Lande!frit som den Storm, der omsuser dit Fjeld!Og medens Bølgen omsnoer dine Strande,stedse du være i Hæder og Held!

(H. A. Bjerregaard.)

323

Sønner av Norge, det eldgamle rike,synger til Harpens den festlige klang!Mandigt og høytidsfullt tonen la stige: -Fedrelandet innvies vår sang.Fedreneminnerherlig opprinnerhvergang vi nevner vår fedrenestavn.Svulmende hjerter og glødende kinnerhylle det elskte, det hellige navn!

Flyver vår ånd til de hensvunne tider,herlig den skuer vårt fedrelands glans:Kjempere gange om Dovrefjelds sider,vandre til Ledingefærd som til dans.Mandige SkarerBølgen befarer,324Norriges Roes bær’ til fjerneste kyst;hjemme er kjempere nok, som forsvarerarvede frihet med modige bryst.

Mens de staalklædte prøve sin styrke,mens de stande i kjempende rad,Skjalde og sagamenn kunstene dyrke,riste i runer de herligste Kvad.Konninger boldeSepteret holde,røgte med Viisdom det hellige kald;gjennom århundrers natt deres skjoldgjenstraale klart i Erindringens Hal.

Oldtid! Du svant, men din hellige flammeblusser i nordmannens hjerte ennå:enn er av ætt og av kraft han den samme,enn står til frihet og ære hans hu;og når han kvederNorriges Hæder,svulmer hans hjerte av stolthet og lyst;ham er selv Sydens de yndigste stederintet mot Norriges sneedækte kyst.

Frihetens tempel i nordmannens dalerstander så herlig i ly av hans Fjell;fritt tør han tenke, og fritt tør han tale,fritt tør han virke til Norriges held.Fuglen i skoger,Nordhavets Vovefriere er ei enn Norriges mann;villig dog lyder han selvgivne Love,trofast mot Konning og fedreland.

325Elskede land med de skyhøye Bjerge,fruktbare daler og fiskerike kyst!Troskap og kjærlighet fro vi deg sverge;kaller Du, bløde vi for deg med lyst.Evig du stande,elskte blant land!fritt som den Storm, der omsuser ditt Fjell!Og mens bølgen omsnoer dine Strande,stedse du være i Hæder og held!

(H. A. Bjerregaard.)