321

Boer jeg paa det høie Fjeld,hvor en Fin skjød en Reen med sin Rifle paa Skien,hvor der sprang et Kildevæld,322og hvor Ryperne plasked i Lien:jeg med Sang vil mane fremhver en Skat, som er skjult udi Klippernes Rifter,jeg er glad og rig ved dem,kjøber Viin og klarerer Udgifter.Klippens Top, som Granen bær,muntre Sjeles Fristed er;Verdens Tummel nedenfortil min skyhøie Bolig ei naaer.

Boer jeg i den lave Dal,hvor en Elv løber let gjennem skovrige Sletter,hvor Løvhytten er min Sal,og den voxende Grøde mig mætter;hvor det muntre Faar og Lamtripper om, nipper Løv, og hvor Oxerne bøge,leer jeg høit ad Modens Kramog ad Renter, som Rigdom forøge.Fra min lave rolige Dalseer jeg mange Mægtiges Fald,sidder paa min Tue tryg,og udtømmer en Glædskabs Pokal.

Boer jeg ved den nøgne Strand,paa en Holm, fuld af Æg, mellem rullende Bølger,hvor en Fuglehær paa VandSild og Brisling og Morten forfølger:trak jeg mig en Fiskedræt,fuld af Rogn, saa min Baad var paa Vei til at synke;naar jeg da er glad og mæt,lad den Gjerrige længe nok klynke!Een Ret nok paa Nøisomheds Bord —”Fisken svømme!” — Det var et Ord!323Derpaa drak jeg mig et Glas,sang og drak Fiskeriernes Flor.

Sjunger Bjerg og Dal og Strand,Guld af Bjerg, Brød af Dal, fuldt af Fiske fra Stranden!Lad saa Daaren drikke Vand!Skjænker Viin udi Glasset til Randen!Norges Land er ingen Ørk,Glæden fødes, og det udaf selve Naturen;være hvo, som vil, en Tyrk,sidde tørstig og vranten og sturen!Vi drak Norges Hæder og Held,sang om Strand, om Dal og om Fjeld;Alting blomstre for Enhver,som vort Land og vort Selskab har kjær!

(J. N. Brun)

321

Boer jeg på det høye Fjell,hvor en Fin skjød en ren med sin rifle på Skien,hvor der sprang et kildevell,322og hvor rypene plasket i Lien:jeg med sang vil mane fremhver en skatt, som er skjult uti klippenes rifter,jeg er glad og rik ved dem,kjøper vin og klarerer utgifter.Klippens topp, som Granen bær,muntre Sjeles fristed er;Verdens Tummel nedenfortil min skyhøye bolig ei når.

Boer jeg i den lave dal,hvor en elv løper lett gjennom skogrike sletter,hvor løvhytten er min Sal,og den voksende grøde meg metter;hvor det muntre får og lamtripper om, nipper løv, og hvor oksene bøge,leer jeg høyt ad Modens Kramog ad renter, som rikdom forøke.Fra min lave rolige dalser jeg mange mektiges fall,sitter på min tue trygg,og uttømmer en Glædskabs pokal.

Boer jeg ved den nakne Strand,på en Holm, full av egg, mellom rullende bølger,hvor en Fuglehær på vannSild og brisling og Morten forfølger:trakk jeg meg en Fiskedræt,full av rogn, så min båt var på vei til å synke;når jeg da er glad og mett,la den Gjerrige lenge nok klynke!Een rett nok på nøysomhets bord —”Fisken svømme!” — Det var et ord!323Derpå drakk jeg meg et Glas,sang og drakk fiskerienes Flor.

Synger Bjerg og dal og Strand,Gull av Bjerg, brød av dal, fullt av fisker fra stranden!La så dåren drikke vann!Skjenker vin uti glasset til randen!Norges land er ingen Ørk,Gleden fødes, og det udaf selve naturen;være hvo, som vil, en tyrk,sitte tørstig og vranten og sturen!Vi drakk Norges Hæder og held,sang om Strand, om dal og om Fjell;Alting blomstre for Enhver,som vårt land og vårt selskap har kjær!

(J. N. Brun)