306

Al Poesi er enten subjektiv eller objektiv. Den er subjektiv, naar Digteren tager Stoffet fra sig selv og fremstiller sit Indre i en Begeistrings Øieblik under selve Følelsens Udgydelse og Tankens Frembringelse, og den er objektiv, naar han henter Stoffet fra Udenverdenen og alene fremstiller Gjenstande fra denne med Fordølgelse af deres Virkning i Øieblikket paa hans eget Indre. I sidste Tilfælde er det da Mennesket, dets Virken og Liden som Slægt eller Person, der fortrinsviis er Gjenstand for Poesien. Som objektiv er denne enten episk (fortællende) eller dramatisk (i Handling fremstillende), og som subjektiv er den enten didaktisk, hvor Forstanden viser sig forherskende, eller lyrisk, hvor Følelsen er det.

Den lyriske Poesi har sit Navn af Lyraen, med hvis Toner Grækerne ledsagede deres Sang, og det antyder dens inderlige Forbindelse med Musiken. Denne er Følelsens meest individuelle og instinktmæssig naturlige Udtryk i dens dunkleste Tilstand, og da det er Følelsen, men bevidst og ligesom opklaret af de af den fremkaldte Tanker, som den lyriske Poesi ogsaa skal udtrykke, er en harmonisk, taktfuld Rhythmus, til hinanden svarende Strofer, korte syngbare Vers og hørlige Riim naturlig for denne. Følelsernes Natur og Charakter er musikalsk; de finde af sig selv dette Udtryk, medens den episke Poesi, ifølge en lignende indre Nødvendighed, vælger det majestætiske Hexameter, og den didaktiske og elegiske Poesi andre af de længere og roligere Versformer.

Da Følelsen, det individuelle Indtryk, er den lyriske Poesies Omraade, er dette altsaa overordentlig vidtløftigt. Intet menneskeligt Hjerte mangler lyriske Øieblik, hvori Følelsen gjør sin Magt gjældende 307som en Trang, der ofte kun finder Udtryk i et Blik fuldt af Kjærlighed eller i en Taare, og alle disse Hjerter ere som ligesaa mange Æolsharper, hvorigjennem Vinden toner eens i Akkord, men kun forskjelligt i Styrke. Det er de lyriske Digtere, som høres over deres Medmennesker, idet deres Kald saaledes er, at give en almindelig, reen menneskelig Følelse, som hæver Mennesket over Dyret og Fantasien over Virkeligheden, Udtryk i Ord og Tone. Jo varmere Følelsen maa være, des mere er den egnet for lyrisk Poesi. Gudsfrygt og Kjærlighed besidde saaledes en høiere og fyrigere Lyrik end f. Ex. Venskab, der er en roligere Følelse, og Patriotisme, der er mindre individuel. Vittighed, som f. Ex. i flere af Vaudevillens Sange eller i de i den senere Tid saa talrige politiske Sange, og blot Beskrivelse kan ikke være Hovedsagen i et lyriskt Digt. Beskrivelsen kan, med al Pragt og Sandhed, i det kun have Værd som Billed for dets Idee. At det besidder denne og den Eenhed, som intet Skjønt kan mangle, medfører dog ikke Kravet paa nogen synlig logisk Orden i Tankegangen. Man fordrer lyriske Tanker midt i Følelsernes Strøm, d. e. Tanker, som i en usøgt Sammenstilling overraske ved en indre Sandhed og et umiddelbart Sammenhæng, der undlader Mellemledene, fordi de ikke behøves. Det er Sjel som taler til Sjel, men støvhyllet til støvhyllet; men de forstaae hinanden som Døve gjennem Fingersproget, hvoraf enhver Figur lader dem strax fatte en heel Sætning og springe fra Mening til Mening. Følelserne skabe ogsaa, efter deres livlige Natur, Forestillingerne i Øieblikket, og fremkalde dem ikke efter nogen Regel, hvorved en eiendommelig Yndighed ved den lyriske Poesi fremkommer, som man kalder den lyriske Uorden, lyrisk Sving eller Flugt. Det lyriske Sprog er kort, billedrigt og frit i Brugen af Ord og Vendinger. Digteren har her især Anledning til at vise sit Herredømme over Sproget.

Disse Egenskaber ved den lyriske Poesi vise sig især i Oden. Da den er Begeistringens Udgydelse og kun en ophøiet Gjenstand, det Sande, Gode, Store eller Skjønne, kan begeistre, er alt Usædeligt og Lavt ja endog det Komiske udelukket fra Oden. Digteren behandler i den sin Gjenstand enten med sædeligt Alvor, og da have vi den didaktiske og sentimentale Ode, eller med hellig Begeistring (Hymnen) eller med sandselig Heftighed (Dithyramben).

En mindre stærk Følelse udtaler sig i Sangen, der er af ligesaa mangfoldig Art som dens Gjenstand (aandelig Sang eller Psalme, samt 308verdslig Sang, saasom Nationalsange, Krigssange, Barnesange, Selskabssange, Kjærlighedssange, Sorgesange eller Mindedigte, Drikkesange, Sømandssange o. s. v.) Versarten er desaarsag simplere, omendskjøndt den ofte tager en høiere Flugt i enkelte Strofer; og saaledes nærmer den sig Oden. Stundom antager ogsaa Sangen dramatisk Indklædning (Vexelsang), hvilket især er Tilfælde i Kantaten eller Høitidssangen. Da Syngbarhed er en Egenskab, som kræves ved Sangen, synes Rimet at være den nødvendigere end det er for Oden, der paa Grund af sit vægtigere Indhold beiler mindre til Ørets Behag end den. I ingen Sangart træder Rimet og i det Hele det Formelle overvægtigere frem end i Kanzonen og endnu mere i Sonetten, der i sin Bygning er en Slags Kunstdreier-Efterligning af deslige i det Italienske og andre sydromaniske Sprog, som især ere skikkede derfor. Disse Arters rolige, bløde Tone og den Vidtløftighed i Udtrykket, som er dem egen i Modsætning til Odens kraftige Korthed (Odens Lakonismus) gjøre dem især skikkede for Lidenskabens Resignation og i det Hele for Betragtningen. Disse Gemytstilstandes sædvanligste poetiske Udtryk er dog Elegien (Klagedigtet). Som ethvert lyrisk Digt gjengiver denne Digterens subjektive Følelse, men ikke umiddelbart som Odedigteren, men stedse med en omstændelig, udvævlende Rolighed, der ikke forsømmer noget Træk, som kan bidrage til Fuldkommenheden af den Skildring af hans Gemytstilstand og Stilling for Øieblikket, som han vil udkaste. Det er Betragtninger over hans Følelser, ikke disse selv i deres Udbrud, som den elegiske Digter udtrykker; og da den igyder Lidenskaben ligesom en Balsam af Rolighed, fremkomme de blandede Følelser, Vemod, Haab og Frygt, Lyst og Ulyst, som have valgt Elegiens langsomme, blidthenglidende Former til deres naturlige Udtryk. En Art af Elegien i Aand og Versform er Heroiden (lyrisk Epistel), hvori Digteren sætter sig ind i en Andens sørgelige Stilling, og skildrer denne i sin Helts Navn.

Den lyriske Digtning er det Blomsterbed i Poesiens Have, som pranger med de forskjelligste Arter; men ville vi fra et andet af Naturens skjønne Riger hente billedligt Udtryk for Lyrikens Hovedarter, der foruden Mangfoldigheden og Forskjelligheden i deres Udvortes tillige kunne betegne den i deres Charakter, saa kunne vi i Oden see Ørnens Flugt, ligesom man har lignet Kanzonen og Sonetten med den ad Vandfladen henglidende Svane; i den ømme Due og Nattergalen kunne vi finde Elegien, og Sangen i de talløse Arter af Sangfugle, som om Sommeren 309kappende fylde Skovens grønne Haller med deres afvexlende Toner. Dette Billede peger ogsaa paa en hidtil undladt Bemærkning, nemlig den, at, om det end er de almeen-menneskelige Følelser, den lyriske Digter skal give et idealt, med al Forskjønnelse dog sandt, Udtryk, er Individualitet heri noget, som man kan kræve af ham, om han ikke vil være blot Versemager.

306

All poesi er enten subjektiv eller objektiv. Den er subjektiv, når dikteren tar stoffet fra seg selv og fremstiller sitt indre i en Begeistrings øyeblikk under selve Følelsens utgytelse og Tankens frembringelse, og den er objektiv, når han henter stoffet fra utenverdenen og alene fremstiller gjenstander fra denne med Fordølgelse av deres virkning i øyeblikket på hans eget indre. I siste tilfelle er det da mennesket, dets Virken og liten som slekt eller person, der fortrinnsvis er gjenstand for poesien. Som objektiv er denne enten episk (fortellende) eller dramatisk (i handling fremstillende), og som subjektiv er den enten didaktisk, hvor forstanden viser seg forherskende, eller lyrisk, hvor følelsen er det.

Den lyriske poesi har sitt navn av Lyraen, med hvis toner grekerne ledsaget deres sang, og det antyder dens inderlige forbindelse med musikken. Denne er Følelsens mest individuelle og instinktmessig naturlige uttrykk i dens dunkleste tilstand, og da det er følelsen, men bevisst og likesom oppklart av de av den fremkalte tanker, som den lyriske poesi også skal uttrykke, er en harmonisk, taktfull Rhythmus, til hinannen svarende strofer, korte syngbare vers og hørlige rim naturlig for denne. Følelsernes natur og karakter er musikalsk; de finner av seg selv dette uttrykk, mens den episke poesi, ifølge en lignende indre nødvendighet, velger det majestetiske heksameter, og den didaktiske og elegiske poesi andre av de lenger og roligere versformer.

Da følelsen, det individuelle inntrykk, er den lyriske Poesies område, er dette altså overordentlig vidløftig. Intet menneskelig hjerte mangler lyriske øyeblikk, hvori følelsen gjør sin makt gjeldende 307som en trang, der ofte kun finner uttrykk i et blikk fullt av kjærlighet eller i en tåre, og alle disse hjerter er som likeså mange eolsharper, hvorigjennom vinden toner ens i akkord, men kun forskjellig i styrke. Det er de lyriske diktere, som høres over deres medmennesker, idet deres kald således er, å gi en alminnelig, ren menneskelig følelse, som hever mennesket over dyret og fantasien over virkeligheten, uttrykk i ord og Tone. Jo varmere følelsen må være, des mer er den egnet for lyrisk poesi. Gudsfrykt og kjærlighet besitte således en høyere og fyrigere lyrikk enn f. Ex. Vennskap, der er en roligere følelse, og patriotisme, der er mindre individuell. Vittighet, som f. Ex. i flere av Vaudevillens sanger eller i de i den senere tid så talrige politiske sanger, og blot beskrivelse kan ikke være hovedsaken i et lyriskt dikt. Beskrivelsen kan, med all prakt og sannhet, i det kun have verd som bilde for dets idé. At det besitter denne og den enhet, som intet Skjønt kan mangle, medfører dog ikke kravet på noen synlig logisk orden i tankegangen. Man fordrer lyriske tanker midt i Følelsernes strøm, d. e. Tanker, som i en usøkt sammenstilling overraske ved en indre sannhet og et umiddelbart sammenheng, der unnlater mellomleddene, fordi de ikke behøves. Det er sjel som taler til sjel, men støvhyllet til støvhyllet; men de forstår hinannen som Døve gjennom fingerspråket, hvorav enhver Figur lader dem straks fatte en hel setning og springe fra mening til mening. Følelsene skape også, etter deres livlige natur, forestillingene i øyeblikket, og fremkalle dem ikke etter noen regel, hvorved en eiendommelig yndighet ved den lyriske poesi fremkommer, som man kaller den lyriske uorden, lyrisk sving eller flukt. Det lyriske språk er kort, billedrikt og fritt i bruken av ord og vendinger. Dikteren har her især anledning til å vise sitt herredømme over språket.

Disse egenskaper ved den lyriske poesi vise seg især i Oden. Da den er Begeistringens utgytelse og kun en opphøyd gjenstand, det sanne, gode, Store eller Skjønne, kan begeistre, er alt Usædeligt og Lavt ja endog det Komiske utelukket fra Oden. Dikteren behandler i den sin gjenstand enten med sedelig alvor, og da har vi den didaktiske og sentimentale Ode, eller med hellig begeistring (hymnen) eller med sanselig heftighet (Dithyramben).

En mindre sterk følelse uttaler seg i sangen, der er av likeså mangfoldig art som dens gjenstand (åndelig sang eller Psalme, samt 308verdslig sang, saasom nasjonalsanger, Krigssange, barnesanger, selskapssanger, kjærlighetssanger, sorgesanger eller minnedikt, drikkesanger, sjømannssanger o. s. v.) Versarten er desaarsag simplere, omendskjøndt den ofte tar en høyere flukt i enkelte strofer; og således nærmer den seg Oden. Stundom antar også sangen dramatisk Indklædning (vekselsang), hvilket især er tilfelle i kantaten eller høytidssangen. Da Syngbarhed er en egenskap, som kreves ved sangen, synes rimet å være den nødvendigere enn det er for Oden, der på grunn av sitt vektigere innhold beiler mindre til Ørets behag enn den. I ingen Sangart trer rimet og i det hele det Formelle overvægtigere frem enn i Kanzonen og enda mer i sonetten, der i sin bygning er en Slags Kunstdreier-etterligning av deslige i det Italienske og andre sydromaniske språk, som især er skikkede derfor. Disse Arters rolige, bløde Tone og den Vidtløftighed i uttrykket, som er dem egen i motsetning til Odens kraftige korthet (Odens Lakonismus) gjøre dem især skikkede for lidenskapens Resignation og i det hele for betraktningen. Disse Gemytstilstandes sædvanligste poetiske uttrykk er dog Elegien (klagediktet). Som ethvert lyrisk dikt gjengiver denne dikterens subjektive følelse, men ikke umiddelbart som odedikteren, men stedse med en omstendelig, udvævlende Rolighed, der ikke forsømmer noe trekk, som kan bidra til fullkommenheten av den skildring av hans Gemytstilstand og stilling for øyeblikket, som han vil utkaste. Det er betraktninger over hans følelser, ikke disse selv i deres utbrudd, som den elegiske dikter uttrykker; og da den igyder lidenskapen likesom en balsam av Rolighed, fremkomme de blandede følelser, vemod, håp og frykt, lyst og ulyst, som har valgt Elegiens langsomme, blidthenglidende former til deres naturlige uttrykk. En Art av Elegien i ånd og versform er Heroiden (lyrisk epistel), hvori dikteren setter seg inn i en Andens sørgelige stilling, og skildrer denne i sin Helts navn.

Den lyriske diktning er det blomsterbed i Poesiens hage, som pranger med de forskjelligste arter; men ville vi fra et annet av Naturens skjønne riker hente billedlig uttrykk for Lyrikens Hovedarter, der foruten mangfoldigheten og forskjelligheten i deres utvortes tillike kunne betegne den i deres karakter, så kunne vi i Oden se Ørnens flukt, likesom man har lignet Kanzonen og sonetten med den ad vannflaten henglidende svane; i den ømme due og Nattergalen kunne vi finne Elegien, og sangen i de talløse arter av sangfugler, som om sommeren 309kappende fylde Skovens grønne haller med deres avvekslende toner. Dette bilde peker også på en hittil unnlatt bemerkning, nemlig den, at, om det enn er de almen-menneskelige følelser, den lyriske dikter skal gi et idealt, med all forskjønnelse dog sandt, uttrykk, er individualitet heri noe, som man kan kreve av ham, om han ikke vil være blot versemaker.