Gud i sin Alfuldkommenhed er den meest ophøiede Gjenstand for Betragtningen og derfor ogsaa det rigeste Stof for Følelsen, Indbildningskraften og den digteriske Begeistring. I Forsøgene paa at udtrykke sig Gjenstanden værdigt naaer da Poesien sin høieste Flugt, og bliver Lovsang eller Tempel-Hymne. I Psalmen, hvori de religiøse Følelser finde Udtryk, som fremkaldes ved Betragtningen af Guds enkelte Egenskaber, af Hans Storhed i det Skabte og Hans Velgjerninger, af Religionens Hovedpunkter og Livsalighed samt af den religiøse Betydning ved forskjellige Livs- og Naturforholde, er Rhythmusen roligere og Charakteren nedstemt fra Begeistringens funkeslaaende Glød til Kraftens Varme. Den er bestemt til at synges, og besidder derfor en strengere riimbunden Ensformighed end Hymnen behøver. Det er for Menighedens religiøse Følelser, Psalmisten er Organ, medens der ogsaa er en, til Elegien grændsende, aandelig Digtning, som blot gjengiver Indtrykket af Øieblikkets individuelle alvorlige Forhold. Da Gjenstandene for disse Digtarter altid ere af den meest opløftende Natur og altsaa mindst af alle tillade nogen Mathed i Tankerne, er det klart, at Versemaalet altid maa være fuldttonende og kraftigt og sparsomt paa overflødige Ord. I ingen Digtart er det saa umuligt for det Formelle at tilsløre de indre Tankens eller Følelsens Mangler, som netop i disse. Det altid, selv med det meest harmoniske og velklingende Rhythmus og den prægtigste Versebygning mislykkede Forsøg derpaa, opdages let af selve Eenfoldigheden, og vækker det modsatte Indtryk af det, der skulde vækkes, hvorfor mange gamle aandelige Sange, med alle deres stødende Feil, som saadanne bære Prisen fremfor flere nutidige, der nok tiltale Øret og maaskee Indbildningskraften, men ikke slaae an de Strenge i Hjertet, som netop skulde røres.

Gud i sin Alfuldkommenhed er den mest opphøyde gjenstand for betraktningen og derfor også det rikeste stoff for følelsen, innbilningskraften og den dikteriske begeistring. I forsøkene på å uttrykke seg gjenstanden verdig når da poesien sin høyeste flukt, og blir lovsang eller tempel-hymne. I salmen, hvori de religiøse følelser finne uttrykk, som fremkalles ved betraktningen av Guds enkelte egenskaper, av Hans Storhed i det Skabte og Hans Velgjerninger, av Religionens hovedpunkter og Livsalighed samt av den religiøse betydning ved forskjellige Livs- og naturforhold, er Rhythmusen roligere og karakteren nedstemt fra Begeistringens funkeslående glød til Kraftens varme. Den er bestemt til å synges, og besitter derfor en strengere riimbunden ensformighet enn hymnen behøver. Det er for menighetens religiøse følelser, Psalmisten er organ, mens der også er en, til Elegien grensende, åndelig diktning, som blot gjengiver inntrykket av øyeblikkets individuelle alvorlige forhold. Da gjenstandene for disse Digtarter alltid er av den mest oppløftende natur og altså minst av alle tillate noen matthet i Tankerne, er det klart, at versemålet alltid må være fulltonende og kraftig og sparsomt på overflødige ord. I ingen diktart er det så umulig for det Formelle å tilsløre de indre Tankens eller Følelsens mangler, som nettopp i disse. Det alltid, selv med det mest harmoniske og velklingende Rhythmus og den prektigste Versebygning mislykkede forsøk derpå, oppdages lett av selve enfoldigheten, og vekker det motsatte inntrykk av det, der skulle vekkes, hvorfor mange gamle åndelige sanger, med alle deres støtende feil, som sådanne bære prisen fremfor flere nutidige, der nok tiltale øret og maaskee innbilningskraften, men ikke slå an de Strenge i hjertet, som nettopp skulle røres.