302

I Haraldsted sad Hertug Knudi Julefestens Dage,ved Aften treen i Sal et Bud,og talede saa fage:“I høre mig nu, Hertug Knud!I komme flux i Skoven ud,Kong Magnus Eder bier.“

Og det var Eriks djærve Søn,saa brat han sprang fra Borde,men Ingeborg ham drog i Løn,og saa tog hun til Orde:“I ride ei, min Herre god!thi vist det gjælder eders Blod,Kong Magnus vil Jer svige.“

“Ei er jeg som en Kvinde ræd,og Magnus er min Frænde;“ —saa talte han, men Kvinden græd,og bad i stor Elende:“O, drag ei denne onde Færd!men tænk paa Fostret, som jeg bærfor Eder under Hjerte!“

Han klapped hende under Kind,og sagde: “Vær ei bange!“Men der hun saae ham, stolt i Sind,heel vaabenløs at gange,med Graad og Suk da gik hun hen,og spændte Sværdet ved hans Lænd,bad ham med Gud at fare.

303Og det var hellig Hertug Knud,og Sivard, Saxlands Sanger,de rede flux af Byen udalt paa den rappe Ganger;men der de rede hen ad Sne,Fru Ingeborg hun tyktes seeom Knud et Jordelagen.

Og der de komme ud fra By,tog Sivard til at kvæde;saa sørgelig det klang i Sky,at Knud han maatte græde;om Grimhilds Svig var lagt det Kvad,der kun tillaved blodigt Badfor sine Brødre baade.

“Heel fager er den gamle Sang,”saa mæled Knud med Blide,“men alt for ynkelig den klangdog her ved Nattetide.” —Saa hug han Sporen i sin Hest,og red, alt som han kunde bedstsit Dødningridt til Skoven.

Fru Ingeborg saa eenlig sadi Salen med stor Kvide,og inderlig til Gud hun bad;de Taarer flød saa stride;men der det var ved Midjenat,da banked det paa Døren brat,dog ingen var derude.

I Blod og Bryst en Rædsel foerog stemmed hendes Aande;304som uden Liv hun sank til Jordudi sin store Vaande;og det var i den samme Stund,da dræbtes Knud i mørke Lundaf Magnus og hans Svende.

Saa myrded de den Herre from,det Gud tilstede vilde;til Vidne om hans Helligdom,udsprang saa klar en Kilde;men hver en Stjerne flygter rædfra mørke Skov, fra Haraldsted,hvor Magnus slog sin Frænde.

(N. F. S. Grundtvig).

302

I Haraldsted satt hertug Knudi Julefestens dager,ved aften treen i Sal et bud,og talte så fage:“Dere hører meg nå, hertug Knud!Dere kommer fluks i skogen ut,Kong Magnus Eder bier.“

Og det var Eriks djerve sønn,så brat han sprang fra Borde,men Ingeborg ham drog i Løn,og så tok hun til Orde:“Dere ride ei, min Herre god!thi vist det gjelder deres blod,Kong Magnus vil Jer svike.“

“Ei er jeg som en kvinne redd,og Magnus er min frende;“ —så talte han, men kvinnen gråt,og bad i stor elende:“O, drag ei denne onde ferd!men tenk på fostret, som jeg bærfor Eder under hjerte!“

Han klappet henne under kinn,og sa: “Vær ei bange!“Men der hun så ham, stolt i sinn,hel våpenløs å gange,med gråt og sukk da gikk hun hen,og spente sverdet ved hans lend,bad ham med Gud å fare.

303Og det var hellig hertug Knud,og Sivard, Saxlands sanger,de rede fluks av byen utalt på den rappe ganger;men der de rede hen ad Sne,Fru Ingeborg hun tyktes seom Knud et Jordelagen.

Og der de kommer ut fra by,tok Sivard til å kvede;så sørgelig det klang i sky,at Knud han måtte gråte;om Grimhilds svik var lagt det Kvad,der kun tillaved blodig Badfor sine brødre både.

“Hel fager er den gamle sang,”så mælte Knud med Blide,“men alt for ynkelig den klangdog her ved Nattetide.” —Så hug han sporen i sin hest,og red, alt som han kunne bestsitt dødningritt til skogen.

Fru Ingeborg så eenlig satti salen med stor Kvide,og inderlig til Gud hun bad;de tårer fløt så stride;men der det var ved Midjenat,da banked det på døren brat,dog ingen var derude.

I blod og bryst en redsel foerog stemmet hennes ånde;304som uten Liv hun sank til jorduti sin store vånde;og det var i den samme stund,da dræbtes Knud i mørke Lundav Magnus og hans svenner.

Så myrdet de den Herre from,det Gud til stede ville;til vitne om hans helligdom,utsprang så klar en Kilde;men hver en stjerne flykter reddfra mørke skog, fra Haraldsted,hvor Magnus slo sin frende.

(N. F. S. Grundtvig).