299

Sankt Olaf lader en Snekke bygge,de Svende gaae hannem tilhaande;300saa agted han til Hornelen sig,de Trolde til megen Vaande.

Det meldte Kong Olaf med freidigt Mod,og han sprang først i Stavn:“I kaste paa Oxen Toug og Reb!Afsted i Jesu Navn!“

Oxen knysted og Oxen pusted,han monne mod Bølgerne skride;saa seiled de mod Hornelen ind,de Trolde til megen Kvide.

Jetten stalker ud mod de Bjerge,med høie Klipper blaae,da saae han Konning Sankt Olaf,og Oxen under hannem gaae.

Øine han havde som brændende Baal,med Munden monne han skingre,Negle han havde som Bukkehorn,stode alle ud fra hans Fingre.

Skjæg han havde som Hesteman,slog neder til hans Knæe;Halen han havde lodden og lang,hans Kløer vare slemme at see.

“Aldrig kom her den Snekke for Land,nu eller nogensinde,jeg kunde jo med min eneste Haandden ind i Bjerget vinde.“

Det svared hannem Sankt Olaf,han blev for Jetten ei bange:301“Kast paa Oxen kun Bast og Baand,forsøg hure det vil gange!”

Jetten tog Oxen om Horn og Stavn,han agted at gjøre hannem Ve;strax sank han udi Klippen ned,saa dybt under begge sine Knæ.

“Dybt stander jeg udi Steen nedsjunken,her maa jeg nu fortøve.Ryggespænd og Haandedrægt,det vilde jeg med dig prøve.”

“Du tie nu kvar, du fuleste Gast,du blive forvendt til Steen!Stat du der til Dommedag,og gjør ingen Christen Meen!”

Monne det ikke den Rødskjæg være,som haver os længe hødt?Forgjeves stærken Jernstangvi have mod hannem stødt.

Det skede ved Hornelen,som det var aldrig før:Bjerget blev med Vand omlukt,man fandt der ingen Dør.

Nu takker Enhver den gode Gud,dertil Sankt Olafs Naade:Hornelen kan man seile forbi,og times der ingen Vaade.

(Af “Gamle danske Folkeviser, udgivne af Oehlenschläger.” Kbhvn. 1840).

299

Sankt Olaf lader en snekke bygge,de svenner gå ham tilhaande;300så aktet han til Hornelen seg,de troll til mye vånde.

Det meldte Kong Olaf med freidigt mot,og han sprang først i Stavn:“Dere kaster på oksen tau og rep!Av sted i Jesu Navn!“

Oksen knystet og oksen pustet,han monne mot bølgene skride;så seilte de mot Hornelen inn,de troll til mye Kvide.

Jetten stalker ut mot de Bjerge,med høye klipper blåe,da så han Konning Sankt Olaf,og oksen under ham gå.

Øyne han hadde som brennende bål,med munnen monne han skingre,Negler han hadde som bukkehorn,stod alle ut fra hans fingre.

Skjegg han hadde som Hesteman,slo neder til hans kne;Halen han hadde lodden og lang,hans Kløer var slemme å se.

“Aldri kom her den snekke for land,nå eller noensinne,jeg kunne jo med min eneste håndden inn i Bjerget vinde.“

Det svarte ham Sankt Olaf,han ble for jetten ei bange:301“Kast på oksen kun Bast og bånd,forsøk hure det vil gange!”

Jetten tok oksen om Horn og Stavn,han aktet å gjøre ham ve;straks sank han uti klippen ned,så dypt under begge sine kne.

“Dypt stander jeg uti Steen nedsjunken,her må jeg nå fortøve.Ryggespænd og Haandedrægt,det ville jeg med deg prøve.”

“Du tie nå kvar, du fuleste Gast,du bli forvendt til Steen!Stat du der til dommedag,og gjør ingen Christen Meen!”

Monne det ikke den rødskjegg være,som haver oss lenge hødt?Forgjeves sterke jernstangvi har mot ham støtt.

Det skjedde ved Hornelen,som det var aldri før:Bjerget ble med vann omlukt,man fant der ingen dør.

Nå takker Enhver den gode Gud,dertil Sankt Olafs Naade:Hornelen kan man seile forbi,og times der ingen Vaade.

(Av “Gamle danske folkeviser, utgitte av Oehlenschläger.” Kbhvn. 1840).