297

Kong Magnus ligger paa Ransnæsmed Herrer og stærke Mænd,alle klædte i Pladerog skarpen Sværd ved ’Lænd.

Og midt i Stuen er Ilden,høit knitrer den røde Lue;der stander unge Orm Kongesøn,heel fager og høi at skue.

Om Bordet sidde de Kjæmperog drikke den klare Mjød;Ulven tuder i vilden Mark;der ligger mangen Hellede død.

Og lystelig rundt gaaer Hornet,de drikke af al sin Magt;298ved Døren sidder den Bjarkebein,men Ingen paa ham giver Agt.

Indtræder fattige Bonde,han stedes for breden Bord;saa høvisk monne han hilseog føie saa vel sit Ord.

“Og hør Du Magnus Kongen min,godt Nyt jeg monne Dig vide:nu haver jeg slaget ung Eysten,og ham rinder Blodet saa stride.“

Gjensvared Magnus Erlingsøn,stolt monne hans Hoved kneise:“saa vil vi kaste ham Høien stor,og Stenen den haarde ham reise!“

I Stuen indtræde Kongens Mænd,ung Eysten ligger paa Skjold;da kunde det hver Mand kjende,han var en Kjæmpe saa bold.

Men op sig reiser den Bjarkebein,ei vil han sin Harme dølge;først vil han hevne sin Konges Død,og saa ham glædelig følge.

Thi griber han Øxen med skarpen Eg,og høit den svinger med Vælde,men takke maa Magnus de raske Mænd,at Hugget ham ikke mon fælde.

Og atter hæver han Øxen,end vil han sin Herre hevne;299paa Bænken ligger Orm Kongesøn,did monne han Eggen stevne.

Men det var unge Orm Kongesønhan frister et afvendt Kast;den Bjarkebein hugger i Bænken,og der staaer Øxen fast.

Da storme de Kjæmper i vilden Færd;nu Bjarkebein hjælpe Dig Gud!Fast staaer han gjennemboretaf hundred hvasse Spjud.

Da talte unge Orm Kongesøn,han var en Herre saa prud:”saa ønske sig hver en Kjæmpe at døe.For hundred hvasse Spjud.“

Fremtraadte Magnus Erlingsøn,han sagde Ord med Ære:”saa bør det sig hver Kjæmpe, trosin Konge i Døden at være.“

Og op de kaste ham Høien storog Stenen den haarde ham reise.Hans Navn er glemt, men i evigt Ry,i Saga hans Daad skal kneise.

(Th: Broch. Af ”Morgana“, Nytaarsgave for 1820, udg. af M. C. Hansen.“ Chnia.)

297

Kong Magnus ligger på Ransnæsmed herrer og sterke menn,alle kledde i platerog skarpen sverd ved ’lend.

Og midt i stuen er ilden,høyt knitrer den røde lue;der stander unge Orm kongesønn,hel fager og høy å skue.

Om bordet sitte de kjemperog drikke den klare mjød;Ulven tuder i vilden Mark;der ligger mangen Hellede død.

Og lystelig rundt går hornet,de drikker av all sin makt;298ved døren sitter den Bjarkebein,men Ingen på ham gir akt.

Inntrer fattige Bonde,han stedes for breden bord;så høvisk monne han hilseog føye så vel sitt ord.

“Og hør Du Magnus Kongen min,godt Nyt jeg monne deg vide:nå haver jeg slaget ung Eysten,og ham rinner blodet så stride.“

Gjensvared Magnus Erlingsøn,stolt monne hans hode kneise:“så vil vi kaste ham Høien stor,og steinen den harde ham reise!“

I stuen inntre Kongens menn,ung Eysten ligger på skjold;da kunne det hver mann kjenne,han var en kjempe så bold.

Men opp seg reiser den Bjarkebein,ei vil han sin harme dølge;først vil han hevne sin Konges død,og så ham gledelig følge.

Thi griper han øksen med skarpen Eg,og høyt den svinger med Vælde,men takke må Magnus de raske menn,at hugget ham ikke mon felle.

Og atter hever han øksen,enn vil han sin Herre hevne;299på benken ligger Orm kongesønn,dit monne han Eggen stevne.

Men det var unge Orm kongesønnhan frister et afvendt kast;den Bjarkebein hugger i benken,og der står øksen fast.

Da storme de kjemper i vilden ferd;nå Bjarkebein hjelpe deg Gud!Fast står han gjennomboretav hundre hvasse spyd.

Da talte unge Orm kongesønn,han var en Herre så prud:”så ønske seg hver en kjempe å dø.For hundre hvasse spyd.“

Fremtraadte Magnus Erlingsøn,han sa ord med ære:”så bør det seg hver kjempe, trosin Konge i døden å være.“

Og opp de kaster ham Høien storog steinen den harde ham reise.Hans Navn er glemt, men i evig ry,i saga hans dåd skal kneise.

(Th: Broch. Av ”Morgana“, nyttårsgave for 1820, udg. av M. C. Hansen.“ Chnia.)