295

Liden han rider tilthingebeder skue sine dødelige Saar;“og det gjorde mig aldrig nogen Verdsens Mand,foruden min Broder Baar.”Der de ikke ride maatte.

Opstod unge Herr Baar,og byder han for sig Lov:“Og jeg byder dig baade Guld og Sølv,dertil min fædrene Skov.”Der de o. s. v.

“Have Du selv dit hvide Sølv,dertil dit Guld saa rød!296Seer Du denne liden hvide Haand?og den skal vorde Din Død.”Der de o. s. v.

Palle og Baar ride af Landsthing,de vide sig ingen Sag;Liden og hans Svende femde fulgte dem fast paa Bag.

Palle, Baar og Liden vare tre,de mødtes under grønnen Lide;det var stor Ynk at see derpaa,hvor Sværde de runde af Skede.

Først vog han sin Broder Palle,og saa da vog han Baar;det vil jeg for Sanden sige,Liden fik selv sit Banesaar.

Op saa toge de Palle og Baar,og førte dennem til By;Liden han ligger i Rosenslundsaa blodig under aaben Sky.

Nu ligger Liden for Ugle og Ørn,og andre Dyr til Føde;det spurgte hjem hans Fæstemø,hun sørger sig selv tildøde.

Havde han lydt sin Moders Ord,og talet sin Sag med Rette,da havde hans Brødre været uslagen,og skilt havde været deres Trætte.297Saa saare sørger stolt Mettelillealt for sine Sønner tre;Herre Gud naade mig den sorgfuld Stund,jeg Eder med Øine skulde see.

Saa saare græd hun for Palle,end mere græd hun for Baar;men allermest græd hun for Liden,han kom i heden Jord.Der de ikke ride maatte.

(Af “Udvalgte Danske Viser fra Middelalderen efter A. S. Vedels og P. Syvs trykte Udgaver o. s. v. udgiven af Nyerup og Rahbek.“ Kbhvn. 1813.)

295

Liten han rider tilthingebeder skue sine dødelige sår;“og det gjorde meg aldri noen verdens mann,foruten min bror Baar.”Der de ikke ride måtte.

Opstod unge herr Baar,og byr han for seg lov:“Og jeg byr deg både gull og sølv,dertil min fedrene skog.”Der de o. s. v.

“Have Du selv ditt hvite sølv,dertil ditt gull så rød!296Ser Du denne liten hvite hånd?og den skal vorde Din død.”Der de o. s. v.

Palle og Baar ride av landsting,de vet seg ingen Sag;Liten og hans svenner femde fulgte dem fast på bak.

Palle, Baar og liten vare tre,de møttes under grønne Lide;det var stor ynk å se derpå,hvor sverd de runde av Skede.

Først vog han sin bror Palle,og så da vog han Baar;det vil jeg for sanden si,Liten fikk selv sitt banesår.

Opp så tok de Palle og Baar,og førte dem til by;Liten han ligger i Rosenslundså blodig under åpen sky.

Nå ligger liten for ugle og Ørn,og andre dyr til føde;det spurte hjem hans festemø,hun sørger seg selv tildøde.

Hadde han lydt sin Moders ord,og talet sin Sag med rette,da hadde hans brødre vært uslagen,og skilt hadde vært deres trette.297Så såre sørger stolt Mettelillealt for sine sønner tre;Herre Gud nåde meg den sorgfull stund,jeg Eder med øyne skulle se.

Så såre gråt hun for Palle,enda mer gråt hun for Baar;men allermest gråt hun for liten,han kom i heden jord.Der de ikke ride måtte.

(Av “Udvalgte Danske viser fra middelalderen etter A. S. Vedels og P. Syvs trykte utgaver o. s. v. utgitt av Nyerup og Rahbek.“ Kbhvn. 1813.)