292

Hellig Olaf stod ved Fjorden med sin Hær,Pindsefesten var forhaanden.Alskens Løv og Blomster artede sig derfagert under Folgefonden.Kongens Drage laa og speiled sig ved Strand,Bispen stod med Korset i den hvide Sand,Kongens Kjæmperadlaa paa Knæ og bad,og der gik dem Lyn i Aanden.

293Hellig Olafs Aasyn skinned som en Sol,klar sad Kronen ham om Panden;mens han knæled, laa hans rige Purpurkjolsom et Teppe over Sanden.Her han vilde atter, i en stakket Frist,bygge Kirke for den stærke Herre Christ;alt paa Pindsedagskulde fra dens TagKorset lyse over Stranden.

Og da Værket nu var helliget med Bøn,mured hver en Kjæmpe trolig.Men i Fjeldet lød der underlige Drøn;Dvergeslægten blev urolig.Høit fra Uren rulled Gruus og Kampesteen,og fra Lien kom der Rod og Bul og Green;ilde saae det udfor Kong Olafs Gud,ilde freded man hans Bolig.

Hellig Olaf med sit luerøde Skjægkyssed Hjaltet paa sin Klinge,og han holdt det høit mod Dvergehallens Væg,og han korsede sin Bringe.Se, da rulled alle Stene ned i Mag,og de føied sig til Muren Lag ved Lag,og hver Stok, der sprang,blev en Bjælke lang;Øxebruget var kun ringe.

O, hvor gram blev da den travle Dvergeflok!Fjorden skjalv ved deres Mæle,og de stødte til en vældig Klippeblokmed de kobbersko'de Hæle.

294Hellig Olaf sagde da et lystigt Ord:“Se, der kommer Dvergen med vort Alterbord.”Stenen dumped nedjust paa rette Sted,der hvor Kongen pleied knæle.

Snart var Kirken med sit Skiferdække takt;klar den stod paa Pindsedagen;og i Choret var paa Alterstenen lagtGyldenstykke og Skarlagen.Bispen stod i Bønnen bøiet over den,Olaf gik til Offers did med sine Mænd:Altervinen klar,Guld og farvet Glarbragte han i Land fra Dragen.

Kirken stod ved Strand i mange hundred Aar;nu er dog dens Muur forsvunden.Men, til Olafs Roes, endnu blandt Løvet staaerAlterbordet over Grunden.Moseteppet hviler nu paa Stenen graa,Abildtræet strøer sin hvide Blomst derpaa,og fra Birkens Topstemmer Fuglen opPindsepsalmerne i Lunden.

Mangen Sommerkvel, naar i den dunkle Fjordtriller Dug fra grønne Blade,vies dog Kong Olafs faste Alterbordatter til et helligt Stade.Dalens Søn har der et Stevne med sin Brud,og de vexle Ringe der for Olafs Gud,295og de knæle nedtrygt, med Haab og Fredog i Sommerdrømme glade.

Derfor kan Kong Olafs minderige Ryingensinde gaae til Grunde;med hver Dalens Slægt det hæver sig paanyfagert fra de friske Munde.Hellig Olaf med sit hjerterøde Skjolddækker Klippen, hvor den kneiser mørk og gold,og hans Saga gaaer,gjennem Norges Vaar,sødt som Fuglesang i Lunde.

(J. S. Welhaven. “Digte.” Chnia 1839.)

Kjæmpevise.

292

Hellig Olaf stod ved fjorden med sin hær,Pinsefesten var forhånden.Alskens løv og blomster artet seg derfagert under Folgefonden.Kongens Drage lå og speilet seg ved Strand,Bispen stod med korset i den hvite Sand,Kongens kjemperadlå på kne og bad,og der gikk dem lyn i Aanden.

293Hellig Olafs Aasyn skinte som en sol,klar satt kronen ham om pannen;mens han knelte, lå hans rike Purpurkjolsom et teppe over sanden.Her han ville atter, i en stakket frist,bygge kirke for den sterke Herre Christ;alt på pinsedagskulle fra dens takKorset lyse over stranden.

Og da verket nå var helliget med Bøn,mured hver en kjempe trolig.Men i fjellet lød der underlige drønn;Dvergeslægten ble urolig.Høyt fra Uren rullet grus og kampestein,og fra Lien kom der rot og Bul og Green;ilde så det utfor Kong Olafs Gud,ilde fredet man hans bolig.

Hellig Olaf med sitt luerøde skjeggkysset hjaltet på sin Klinge,og han holdt det høyt mot Dvergehallens vegg,og han korset sin Bringe.Se, da rullet alle Steiner ned i Mag,og de føyet seg til muren lag ved lag,og hver stokk, der sprang,ble en bjelke lang;Øxebruget var kun ringe.

O, hvor gram ble da den travle Dvergeflok!Fjorden skjalv ved deres mæle,og de støtte til en veldig klippeblokkmed de kobbersko'de hæler.

294Hellig Olaf sa da et lystig ord:“Se, der kommer dvergen med vårt alterbord.”Steinen dumpet nedjust på rette sted,der hvor Kongen pleiet knele.

Snart var kirken med sitt skiferdekke takt;klar den stod på pinsedagen;og i koret var på Alterstenen lagtGyldenstykke og skarlagen.Bispen stod i bønnen bøyet over den,Olaf gikk til Offers dit med sine menn:Altervinen klar,Gull og farvet Glarbrakte han i land fra Dragen.

Kirken stod ved Strand i mange hundre år;nå er dog dens mur forsvunnen.Men, til Olafs Roes, ennå blant løvet stårAlterbordet over grunnen.Moseteppet hviler nå på steinen grå,Abildtræet strør sin hvite blomst derpå,og fra Birkens toppstemmer fuglen oppPindsepsalmerne i Lunden.

Mangen Sommerkvel, når i den dunkle fjordtriller Dug fra grønne Blade,vies dog Kong Olafs faste alterbordatter til et hellig Stade.Dalens sønn har der et stevne med sin brud,og de veksle Ringe der for Olafs Gud,295og de knele nedtrygt, med håp og Fredog i Sommerdrømme glade.

Derfor kan Kong Olafs minderige ryingensinde gå til grunne;med hver Dalens slekt det hever seg paanyfagert fra de friske Munde.Hellig Olaf med sitt hjerterøde skjolddekker klippen, hvor den kneiser mørk og gold,og hans saga går,gjennom Norges Vaar,søtt som Fuglesang i Lunde.

(J. S. Welhaven. “Digte.” Chnia 1839.)

Kjempevise.