290

I Klippekløft i Nord etstedsen tørvtakt Hytte staaer;en Fader med sin Børnekredsboer der, ved Nøisomhed tilfredsmed Huusmands ringe Kaar.

Et Abildtræ staaer Hytten nærved bratte Klippes Fod;om Vaar det blomstbedækket er,om Høst det gyldne Frugter bæri yppig Overflod.

En Herremand en Dag om Høstfa’er ridende forbi;han studser, standser, seer med Lystdet skjønne Træ, og tænker tyst:“min Have skal det i.”

Han banker rask paa Hyttens Dør,og Huusmand træder ud.“Knap saae jeg slig en Abild før;sælg mig det Træ! Jeg derpaa gjørdig intet karrigt Bud.”

“Det Træe jeg nødig sælge vil,”blev fattig Huusmands Svar;“jeg kan det ei; min Kirstenlil,min ældste Datter, hør’ det til,og hun saa kjært det har.

“For sexten Aar den Datter huld,mit første Barn, blev fød;da lagde jeg saa tankefuld291et Kjernefrø i sorten Muldaf Klippekløftens Skjød.

“I Klippens Ly for Nordens Vinddet voxte herligt frem.Saa voxte hun; paa Rosenkindhun bærer Smiil af skyldfrit Sind,og pryder høit mit Hjem.

“I Slægtskab løndomsfuldt og særtdet Træ med Pigen staaer;det er ei mange Penge værdt,men det er liden Kirsten kjært,og Træet ei Du faaer.”

“Jeg gier dig røden Guld derforog vil indrømme det,med lige Ly i bedre Jord,hvor endog kjelnest Plante groer,min Haves bedste Plet.

“Hver Høst jeg sender Kirstenlilen Kurv fuld af dets Frugt,og mangen sjelden Blomst dertilmed Sydens rige Farvespil,med sød og liflig Lugt.”

“I Klippekløft er Træet groet,der steg det af sit Frø;og flyttes nu den dybe Rod,skjøndt til din Have luun og god,da vil det sikkert døe.”

“Nu vel, vil Du mit Bud forsmaae,spørg dog din Datter til!292Maaskee hun bedre vil forstaaemit rige Bud ei at afslaae”.“Ja vel! Ske hvad hun vil!”

Udkaldet hører Kirsten nuhvad Herremanden vil;med lønligt Gys, men fattet Hu,hun svarer: “Fader, sælg det Du!Guld kan Du trænge til.”

Og Guld blev talt; og snarlig stoddet skjønne Abildtræmed varsomt flyttet Hjerterodi Herremandens Have godbag høie Mures Læ.

Men da det næstegang er Vaaralt efter Vintrens Kuld,uddød den skjønne Abild staaer,og Kirstens Hjerte meer ei slaaer,det hviler under Muld.

(C. N. Schwach. “Samlede Digte.” Chnia. 1837.)

290

I Klippekløft i nord etstedsen tørvtakt hytte står;en far med sin barnekretsboer der, ved nøysomhet tilfredsmed husmanns ringe kår.

Et Abildtræ står hytten nærved bratte Klippes fot;om vår det blomstbedekket er,om høst det gyldne frukter bæri yppig overflod.

En Herremand en dag om høstfa’er ridende forbi;han studser, stanser, ser med lystdet skjønne tre, og tenker tyst:“min hage skal det i.”

Han banker rask på Hyttens dør,og husmann trer ut.“Knap så jeg slig en Abild før;selg meg det tre! Jeg derpå gjørdeg intet karrigt bud.”

“Det tre jeg nødig selge vil,”ble fattig husmanns svar;“jeg kan det ei; min Kirstenlil,min eldste datter, hør’ det til,og hun så kjært det har.

“For seksten år den datter huld,mitt første barn, ble født;da la jeg så tankefull291et Kjernefrø i sorten Muldav Klippekløftens Skjød.

“I Klippens ly for Nordens vinddet vokste herlig frem.Så vokste hun; på rosenkinnhun bærer smil av skyldfritt sinn,og pryder høyt mitt hjem.

“I slektskap løndomsfuldt og særtdet tre med piken står;det er ei mange penger verdt,men det er liten Kirsten kjært,og treet ei Du får.”

“Jeg gir deg røden gull derforog vil innrømme det,med lige ly i bedre jord,hvor endog kjelnest plante gror,min Haves beste plett.

“Hver høst jeg sender Kirstenlilen kurv full av dets frukt,og mangen sjelden blomst dertilmed Sydens rike fargespill,med søt og liflig lukt.”

“I Klippekløft er treet grodd,der steg det av sitt frø;og flyttes nå den dype rot,skjønt til din hage lun og god,da vil det sikkert dø.”

“Nå vel, vil Du mitt bud forsmå,spør dog din datter til!292Maaskee hun bedre vil forståmitt rike bud ei å avslå”.“Ja vel! Ske hva hun vil!”

Utkalt hører Kirsten nåhva herremannen vil;med lønligt gys, men fattet hu,hun svarer: “Fader, selg det Du!Gull kan Du trenge til.”

Og gull ble talt; og snarlig stoddet skjønne Abildtræmed varsomt flyttet hjerteroti herremannens hage godbak høye Mures Læ.

Men da det neste gang er våralt etter vinterens Kuld,utdødd den skjønne Abild står,og Kirstens hjerte mer ei slaaer,det hviler under Muld.

(C. N. Schwach. “Samlede Digte.” Chnia. 1837.)