286

Konning Haarfager sidder ved Gjæstebudbordmed sine Kjæmper tilsammen;Mjødhornet ganger, som Skik i Nord,omkring med Lyst og med Gammen.Men mægtig er Viismands Tale.

Ind treen Konning Erik i Hallen saa mod,hans Øie skjød Lynildstraaler.Ei kan jeg troe, Herre Konning god,at saadan Udaad I taaler.

287Til Møre jeg stevned i Vinter hen,i Sælvaag dvæle jeg vilde;mindst vented jeg Svig af norske Mænd,og bød mine Kjæmper til Gilde.

Der var stor Gammen i alt det Huus,og mange Horn bleve tømte,tilsengs gik hver Mand med et ærligt Ruus,og lagde sig ned og drømte.

Selv sov jeg trygt udi Høiloftssal,det var saa stilt i min Stue;men længe før Daggry og Hanegaljeg vaktes af Røg og Lue.

Den røde Hane med Vinger slogalt over Taget paa Huset;op foer jeg fra Leiet, til Værge tog,skjøndt endnu til Halvten beruset.

I Gaarden var Larm og Støi og Skrig,mine Venner vare stedte i Kampen.Min Broder Halfdan med Niddingsvigmig vilde qvalt udi Dampen.

Dernede Blodet i Strømme flød;mine Kjæmper ei Overmagt skræmte.De fleste funde for Sværd sin Død;jeg slog mig igjennem selv femte.

Nu, Herre Konning og Fader stærk!jeg her for dit Aasyn mon stande.Siig, vil du taale sligt Niddingsværki dine Riger og Lande?

288Vred blev da Kong Harald, den Helt saa prud;han reiste sig op med Vælde.”Det sværger jeg ved den øverste Gud,den Spøg skal Halfdan undgjælde.”

Og flux han samled sin stærke Hær,bevæbnet i blanke Plader.Grue maatte vel En og Hver,der saae de vældige Rader.

Som Torden det runged der de fremdrog.de vældige norske Helte.Ved Reimesletten sin Leir de slog;nu Seir eller Død det gjældte.

Konning Halfdan ei dvæler; men dristig udi Leding monne han fare.Ved Thorsberg sig leirer den Helt saa prudalt med sin mandige Skare.

Ved Daggry stilled hver Drot sin Hæri mægtig truende Rækker;i Solen blinke de hvasse Sværd,og Spjudet mod Himlen sig strækker.

Alt nærme de sig med vilde Raab,mod hinanden de Konninger drage;da ganger frem ud af Halfdans HobGuttorm Sindri den Skjald saa fage.

Høit klinger hans Stemme blandt Vaabenlarm,han Taushed monne paabyde;hver Kæmper sænker den løftede Arm.Da monne hans Tale lyde:289“Konning Harald, du Herre saa kjæk som huld!Du Helt, Konning Halfdan hiin unge!I bøde mig begge det røde Guld,da jeg Eders Priis monne sjunge.

Dog ei for Guld var tilfals mit Kvad;jeg ei modtage det kunde,men som min Skjaldeløn Eder badmig engang en Bøn at forunde.

Men Aar henrunde, og jeg taug stil,jeg aldrig min Bøn fremførte.Nu Timen er kommen, — jeg bede vil;o Held mig, hvis I mig hørte!

Her stander i Vaaben nu Fader mod Søn,opflammet af glødende Vrede.Nu fordrer jeg høit mine Sanges Løn,og Fred, saa monne den hede.”

De Konninger Blodet i Aasynet steg,deres Blikke ved Jorden dvæled.Men fra begge Sider de Kæmper skreg:“Heel vise Ord Skjalden mæled!”

Og Kongerne rakte hinanden Haand,de Sværd blev i Balgen gjemte.Men Skjalden, som knytted det løsnede Baand,de Drotter aldrig forglemte.Thi mægtig er viis Mands Tale.

(H. A. Bjerregaard. “Blandede Digtninger.” Chnia 1829.)

286

Konning Haarfager sitter ved gjestebudbordmed sine kjemper tilsammen;Mjødhornet ganger, som skikk i nord,omkring med lyst og med gammen.Men mektig er vismanns Tale.

Inn treen Konning Erik i hallen så mot,hans Øye skjød lynildstråler.Ei kan jeg troe, Herre Konning god,at sådan udåd dere tåler.

287Til Møre jeg stevnet i vinter hen,i Sælvaag dvele jeg ville;minst ventet jeg svik av norske menn,og bød mine kjemper til gilde.

Der var stor gammen i alt det hus,og mange Horn ble tømte,til sengs gikk hver mann med et ærlig rus,og la seg ned og drømte.

Selv sov jeg trygt uti Høiloftssal,det var så stilt i min stue;men lenge før daggry og hanegaljeg vaktes av Røg og lue.

Den røde hane med vinger sloalt over taket på huset;opp foer jeg fra Leiet, til verge tok,skjønt ennå til halvten beruset.

I gården var larm og støy og skrik,mine venner var stedte i kampen.Min bror Halfdan med Niddingsvigmeg ville kvalt uti dampen.

Dernede blodet i strømme fløt;mine kjemper ei overmakt skremte.De fleste funde for sverd sin død;jeg slo meg igjennom selv femte.

Nå, Herre Konning og far sterk!jeg her for ditt åsyn mon stande.Si, vil du tåle slikt Niddingsværki dine riker og land?

288Vred ble da Kong Harald, den helt så prud;han reiste seg opp med Vælde.”Det sverger jeg ved den øverste Gud,den spøk skal Halfdan unngjelde.”

Og fluks han samlet sin sterke hær,bevæpnet i blanke plater.Grue måtte vel En og Hver,der så de veldige rader.

Som torden det runged der de fremdrog.de veldige norske Helte.Ved Reimesletten sin leir de slo;nå seier eller død det gjaldt.

Konning Halfdan ei dveler; men dristig uti Leding monne han fare.Ved Thorsberg seg leirer den helt så prudalt med sin mandige Skare.

Ved daggry stilled hver drott sin hæri mektig truende rekker;i solen blinke de hvasse sverd,og Spjudet mot Himlen seg strekker.

Alt nærme de seg med ville rop,mot hinannen de Konninger dra;da ganger frem ut av Halfdans hopGuttorm Sindri den Skjald så fage.

Høyt klinger hans stemme blant våpenlarm,han taushet monne påby;hver kjemper senker den løftet arm.Da monne hans Tale lyde:289“Konning Harald, du Herre så kjekk som huld!Du helt, Konning Halfdan hin unge!Dere bøte meg begge det røde gull,da jeg Eders pris monne sjunge.

Dog ei for gull var tilfals mitt Kvad;jeg ei motta det kunne,men som min Skjaldeløn Eder badmeg engang en Bøn å forunne.

Men år henrunde, og jeg tidde stil,jeg aldri min Bøn fremførte.Nå timen er kommet, — jeg bede vil;o held meg, hvis dere meg hørte!

Her stander i våpen nå far mot sønn,oppflammet av glødende vrede.Nå fordrer jeg høyt mine Sanges Løn,og Fred, så monne den hede.”

De Konninger blodet i åsynet steg,deres Blikke ved jorden dvelte.Men fra begge sider de kjemper skreg:“Hel vise ord Skjalden mælte!”

Og kongene rakte hinannen hånd,de sverd ble i balgen gjemte.Men Skjalden, som knyttet det løsnede bånd,de drotter aldri forglemte.Thi mektig er vis Mands Tale.

(H. A. Bjerregaard. “Blandede diktninger.” Chnia 1829.)