283

Hvad hjælper Vold, hvad hjælper Muur,hvor Landets Mænd er bløde Kvinder?Skeeløiet Uven gaaer paa Luur;han tramper — Alt paa Knæ han finder.Kom, Uven! kom til Norges Land!I Kvinden der du finder Mand.

Stolt Anna stu paa Norderhoug!Med Svensken der hun turde tale.Vel sandt, eet Træ er ingen Skov,og ingen Sommer gjør een Svale;men vid: hun mangen Søster har —For Norges Døttre tag dig vaer!

Stolt Anna bar vel intet Skjoldog ingen staalbeslagen Hue;hun mødte ei paa grønnen Voldmed Spyd og Sværd og Piil og Bue,som Skjoldmø før i gammel Tidfra Jomfrubuur gik ud i Strid.

Men bar hun ei i brunen Armhvad Nordens staalbeklædte Kvinde,saa bar hun Mod og Ild i Barm,og det fik Svensken da at finde,da han paa Nordrehoug var Gjæst;ei tidt han ønsked saadan Fest.

Sin Karabin den svenske Knøsmod Annas Bryst og Øie spændte,og trued med at brænde løs,ifald hun Sandhed ei bekjendte;du tænker vel, hun segned — Nei!hun skammed ham, og blunked ei.

286Hvor slige Kvindehjerter boe,mod Folket der, du Mand! som tramper,i Haanden snart du faaer den Tro,at der mod Braadden kun du stamper;hvor Kvinder Mænd i Kjækhed er’hvad mener du, de Mænd er der?

Til gamle Hald kun Øiet vend,da tolvte Karl saa haardt den trued,hvo vare da de Byens Mænd,som Overmodet underkued?Hvo var det kjække Brødre-Par?Stolt Annas Brødre jo det var’.

Med samme Skjel, som gamle Haldaf dine Brødre stolt sig bryster,paa Ringerige mindes skaldu Colbjørnssønners kjække Søster!For Hovlands Thor du skjænked Viin,vi skjænke Skaal og drikke din.

(C. Frimann.)

283

Hva hjelper vold, hva hjelper mur,hvor Landets menn er bløde kvinner?Skeeløiet uvenn går på lur;han tramper — alt på kne han finner.Kom, uvenn! kom til Norges land!I kvinnen der du finner mann.

Stolt Anna stu på Norderhoug!Med svensken der hun turde tale.Vel sandt, ett tre er ingen skog,og ingen sommer gjør een svale;men vid: hun mangen søster har —For Norges Døttre ta deg vaer!

Stolt Anna bar vel intet skjoldog ingen staalbeslagen hue;hun møtte ei på grønne voldmed spyd og sverd og pil og bue,som Skjoldmø før i gammel tidfra jomfrubur gikk ut i strid.

Men bar hun ei i brunen armhva Nordens staalbeklædte kvinne,så bar hun mot og ild i Barm,og det fikk svensken da å finne,da han på Nordrehoug var gjest;ei titt han ønsket sådan fest.

Sin karabin den svenske Knøsmot Annas bryst og Øye spente,og truet med å brenne løs,i fall hun sannhet ei bekjente;du tenker vel, hun segnet — Nei!hun skammet ham, og blunket ei.

286Hvor slike kvinnehjerter bo,mot folket der, du mann! som tramper,i hånden snart du får den tro,at der mot brodden kun du stamper;hvor kvinner menn i kjekkhet er’hva mener du, de menn er der?

Til gamle Hald kun øyet vend,da tolvte Karl så hardt den truet,hvo vare da de Byens menn,som overmotet underkuet?Hvo var det kjekke brødre-par?Stolt Annas brødre jo det var’.

Med samme skjel, som gamle Haldav dine brødre stolt seg bryster,på Ringerige minnes skaldu Colbjørnssønners kjekke søster!For Hovlands Thor du skjenket vin,vi skjenker skål og drikke din.

(C. Frimann.)