282

Med Fløiels Hue, med sølvgraat Skjægog lange sorte Kappefor Folket, som sad inden Kirkevæg,og over den høie Trappeder gik Hr. Kjeld, af hellig Bog283de Texter at forklare,med hellig Iver i Stol han slog,de Synder ei vilde han spare.

I Frankers Land og Ganger-Rolfs EgnHr. Kjeld havde baaret Sværdet,hans Pande bar endnu Mærketegn;fra Ungdoms Tid saa hærdetHr. Kjeld var lidt at spøge med;Hr. Hannibal Manden kjendte;thi kaldte han Kjeld af Kirken ned,og saa til Manden sig vendte.

“Hr. Kjeld! I see, hvad Tid her er:at Svensken er rundt om paa Færde;vel have vi samlet en Bondehær,men Faa den at føre er’ lærde.I Kongens Navn! for Fødeland,Hr. Kjeld, I Sværdet gjentage!I være for Grændserne Tilsynsmand!Hr. Gunner skal med Eder drage.”

Hvor Brand har været, i Aske varmtidt ligger en Gnist tilbage,saa lumrer der noget Hr. Kjeld om Barm,og stryger han sig om Hage:“Hr. Hannibal! da jeg var ung”,(nu pegte han paa sin Skramme),“men nu er Haanden for Sværdet tung,og borte er Ungdoms Flamme.”

“Dog Nøden raaber — og ve den Mand,som Hjælp i Nøden negter!”saa taler Hr. Kjeld, og strax paastandop Kappen fra Skulder han hægter;284saa lader han sadle sin Ganger graa,tolv Svende ved sin Side,tolv Svende, som var at forlade sig paa,dem byder han hos sig ride.

Med disse ved Side og følgende Tropde usikkre Landets Grændserfra Bahuus til øverste Thrøndelag opfor fremmede Skovtrold han renser;der var paa den Strækning intet Fjeld,den tordnende Præst jo besøgte;til Kjernen af Sverrig om norske Hr. Kjeldgik rundt om i Dalene Rygte.

Den Feide endes, sin Rytterhestnu lader Hr. Kjeld afsadle;sin Kappe gjentager den kjække Præst;lad høre, ham Nogen tør dadle!Siig nu: den norske Præst kun staaerfor Alter sit Offer at tage.Nei! kaster han Kappen, forvist jeg spaaerdig ingen hellige Dage.

Tak, norske Præst! tak nu din Gud!naar nu du færdes om Bjerge,ei nødes du drage med Sabel ud,for Fødelandet at værge.Kan Dalens Præst ei vinde Roes,om han ei er Holger Danske?Til Urter at sanke og Korkemoesbehøves vel ingen Staalhandske.

(C. Frimann. “Almuens Sanger”. Kbhvn. 1790.)

282

Med fløyels hue, med sølvgrått skjeggog lange sorte kappefor folket, som satt innen kirkevegg,og over den høye Trappeder gikk Hr. Kjeld, av hellig bok283de tekster å forklare,med hellig Iver i stol han slo,de synder ei ville han spare.

I Frankers land og Ganger-Rolfs EgnHr. Kjeld hadde båret sverdet,hans panne bar ennå merketegn;fra Ungdoms tid så herdetHr. Kjeld var litt å spøke med;Hr. Hannibal mannen kjente;thi kalte han Kjeld av kirken ned,og så til mannen seg vendte.

“Hr. Kjeld! Dere ser, hva tid her er:at svensken er rundt om på ferde;vel har vi samlet en Bondehær,men Faa den å føre er’ lærde.I Kongens navn! for fødeland,Hr. Kjeld, dere sverdet gjentage!Dere være for grensene tilsynsmann!Hr. Gunner skal med Eder dra.”

Hvor Brand har vært, i aske varmtitt ligger en gnist tilbake,så lumrer der noe Hr. Kjeld om Barm,og stryker han seg om Hage:“Hr. Hannibal! da jeg var ung”,(nå pekte han på sin skramme),“men nå er hånden for sverdet tung,og borte er Ungdoms flamme.”

“Dog nøden roper — og ve den mann,som hjelp i nøden nekter!”så taler Hr. Kjeld, og straks paastandopp kappen fra skulder han hekter;284så lader han sadle sin ganger grå,tolv svenner ved sin side,tolv svenner, som var å forlate seg på,dem byr han hos seg ride.

Med disse ved side og følgende troppde usikre Landets grenserfra Bahuus til øverste Thrøndelag oppfor fremmede skogtroll han renser;der var på den strekning intet Fjell,den tordnende prest jo besøkte;til kjernen av Sverrig om norske Hr. Kjeldgikk rundt om i dalene rykte.

Den feide endes, sin Rytterhestnå lader Hr. Kjeld afsadle;sin kappe gjentar den kjekke prest;la høre, ham noen tør dadle!Si nå: den norske prest kun stårfor alter sitt offer å ta.Nei! kaster han kappen, forvist jeg spårdeg ingen hellige dager.

Takk, norske prest! takk nå din Gud!når nå du ferdes om Bjerge,ei nødes du dra med sabel ut,for fødelandet å verge.Kan Dalens prest ei vinde Roes,om han ei er Holger Danske?Til urter å sanke og Korkemoesbehøves vel ingen stålhanske.

(C. Frimann. “Almuens sanger”. Kbhvn. 1790.)