4. Peder Colbjørnsens Vise.
Kong Karl laa med en mægtig Hærfor Fredrikssteen;men tappre Fredrikshald ham ertil megen Meen.Hver Borger lagde Værktøi hen,og greb til Sværd,og kjække Peder Colbjørnseni Spidsen er.De Nordmænd de stride for Norge.
Thi vendte Karl sin Magt saa grammod Fredrikshald;de Borgere da mødte hami ringe Tal;men disse slog som norske Mændfor elskte Hjem;og det var Peder Colbjørnsen,som førte dem.De Nordmænd de stride for Norge.
281Da hug de Nordmænd tunge Hugblandt Fienderne,og Svensken sank som moden Rugfor Meiers Lee;men stærkest Meier trættes dog,saa gik det her:saa mange end de Norske slog,der kom alt Fleer.De Normænd de stride for Norge.
Thi veg de for hans Overmagt,som Nordmænd flye,og drog kun bort for uforsagtat slaae paany.Kong Karl da over Sines Ligsig baned Vei,og Byens Herre troede sig,men var det ei.De Nordmænd de stride for Norge.
Nu saaes et Syn, som Den kun troer,der føle kan,hvad Ild i Nordmands Hjerte boerfor Fødeland.Hver Borger stak sit Huus i Brand,og Colbjørnsenvar atter her den første Mandved Tændingen.De Nordmænd de stride for Norge.
At slukke Ilden Fiendernenu stimle hen,men Kugler fløi saa tykt som Sneefra Fæstningen;282de Fiender skjalv blandt Ild og Sværdog Norges Mænd;de Norske slog som om Enhvervar Colbjørnsen.De Nordmænd de stride for Norge.
Høit blussed da mod Skyerneden Lue rød,at Svenskekongen ret kan seehans Heltes Død.Da sanded Karl Colbjørnsens Ord:hans Folk vil hjem;men Helten Steen stod udenfor,og modtog dem.De Nordmænd de stride for Norge.
Og syvfold blussed Fredrikshaldblandt Liig og Blod,oplyste stolt de Svenskes Faldog Sines Mod;og aldrig brændte nogen Baunsaa skjøn som den,og aldrig uddøe skal dit Navn,o Colbjørnsen!Saa stride de Nordmænd for Norge!
(K. L. Rahbek. „Samlede Digte.“ .Kbhvn. 1803.)
4. Peder Colbjørnsens Vise.
Kong Karl lå med en mektig hærfor Fredrikssteen;men tappre Fredrikshald ham ertil mye Meen.Hver borger la verktøy hen,og grep til sverd,og kjekke Peder Colbjørnseni Spidsen er.De nordmenn de stride for Norge.
Thi vendte Karl sin makt så grammot Fredrikshald;de borgere da møtte hami ringe tall;men disse slo som norske mennfor elskte hjem;og det var Peder Colbjørnsen,som førte dem.De nordmenn de stride for Norge.
281Da hug de nordmenn tunge Hugblant fiendene,og svensken sank som moden Rugfor Meiers Lee;men sterkest Meier trettes dog,så gikk det her:så mange enn de Norske slo,der kom alt Fleer.De Normænd de stride for Norge.
Thi veg de for hans overmakt,som nordmenn flye,og drog kun bort for uforsagtå slå paany.Kong Karl da over Sines Ligsig baned vei,og Byens Herre trodde seg,men var det ei.De nordmenn de stride for Norge.
Nå saaes et syn, som Den kun tror,der føle kan,hva ild i Nordmands hjerte boerfor fødeland.Hver borger stak sitt hus i Brand,og Colbjørnsenvar atter her den første mannved tenningen.De nordmenn de stride for Norge.
Å slukke ilden fiendenenå stimle hen,men kuler fløy så tykt som snøfra festningen;282de fiender skjalv blant ild og sverdog Norges Mænd;de Norske slo som om Enhvervar Colbjørnsen.De nordmenn de stride for Norge.
Høyt blusset da mot skyeneden lue rød,at svenskekongen rett kan sehans Heltes død.Da sanded Karl Colbjørnsens Ord:hans folk vil hjem;men helten Steen stod utenfor,og mottok dem.De nordmenn de stride for Norge.
Og syvfold blusset Fredrikshaldblant lik og blod,opplyste stolt de Svenskes fallog Sines mot;og aldri brente noen baunså skjønn som den,og aldri utdø skal ditt navn,o Colbjørnsen!Så stride de nordmenn for Norge!
(K. L. Rahbek. „Samlede Digte.“ .Kbhvn. 1803.)