279

Glad Olvar sad, i Harald Gilles Alder,blandt sine Venner ved det brede Bord;et Anskrig skeer: “kom! Venden overfalderdit glade Hjem med Sværd og Brand og Mord!”

Han ilte ud, han saae den lede Fiende,og uden Skræk han deres Vaaben saae.Af Mjøden varm, han lysted’ an at binde,og nu blev Vaabenbrag min Helts Attraa.

Af Væggen han den tunge Øxe tager,en Kobberhjelm fra Tambeskjælvers Tid,sit Pantser nu han frydefuld idrager,og fordrer Gjæsterne herud til Strid.

“Mænd! drikker nu!” saa lød da Heltens Stemme —“Vor Haralds Skaal i stærken Øl og Mjød!Endeel af os den Fryd skal snart fornemme,at stride, Fienden slaae, døe Heltens Død.”

“Kom! trodser ham med Mod, som Normænd sømmer!Sit Glavind han ei længer svinge bør.”Saa talte han, sit Bæger han udtømmerog gaaer, og ingen Mand ham følge tør.

280”Vel!” blev han ved, ”jeg ene da skal nydeden Glæde, at afbøde Fiendens Stød.To Fienders Blod dog for min Arm skal flyde,for dig, mit Land! Jeg døer en værdig Død.”

Saa foer han frem. Strax Fienden ham omringer;men Heltens Sjel kan kjæk mod Farer gaae;med stærken Arm han hvassen Øxe svinger,og Fiender dyngeviis trindt om ham laae.

(C. Pram. Af Maanedsskriftet ”Minerva”. Kbhvn 1797.)

279

Glad Olvar satt, i Harald Gilles Alder,blant sine venner ved det brede bord;et anskrik skeer: “kom! Venden overfallerditt glade hjem med sverd og Brand og mord!”

Han ilte ut, han så den lede fiende,og uten skrekk han deres våpen så.Av Mjøden varm, han lystet’ an å binde,og nå ble Vaabenbrag min Helts attrå.

Av Væggen han den tunge øks tar,en Kobberhjelm fra Tambeskjælvers tid,sitt panser nå han frydefull idrager,og fordrer gjestene herud til strid.

“Menn! drikker nå!” så lød da Heltens stemme —“Vår Haralds Skaal i sterke øl og mjød!En del av oss den fryd skal snart fornemme,å stride, fienden slå, dø Heltens død.”

“Kom! trosser ham med mot, som Normænd sømmer!Sitt Glavind han ei lenger svinge bør.”Så talte han, sitt beger han uttømmerog går, og ingen mann ham følge tør.

280”Vel!” ble han ved, ”jeg ene da skal nyteden glede, at afbøde Fiendens støt.To Fienders blod dog for min arm skal flyte,for deg, mitt land! Jeg dør en verdig død.”

Så foer han frem. Straks fienden ham omringer;men Heltens sjel kan kjekk mot Farer gå;med sterke arm han hvassen øks svinger,og fiender dyngevis trindt om ham lå.

(C. Pram. Av Maanedsskriftet ”Minerva”. Kbhvn 1797.)