278

Herr Thorvald, skjøn Signe, de veneste Toi Dannemarks Rige saa vide,de svore hinanden ubrødelig Tro,sig begge til Sorrig og Kvide:de Fædre begyndte saa bitter en Kiv;den kostede Thorvalds og Signelils Liv.

Herr Hogen, han svor ved den øverste Gud:“din Søn skal min Datter ei fæste;”Herr Thorbjørn ham svared’: “han faaer sig vel Brud;min Avindsmand tør han ei gjæste;Imorgen ung Thorvald til Bretland skal gaae.”Den Morgen for sidste Gang Thorbjørn ham saae.

Skjøn Signe hengræd et saa sørgeligt Aar,hun svinder, som Lilien i Enge;ung Lave kom ridende stolt udi Gaard:“Det Fæstensøl varer mig længe;Herr Hogen! Jert Løfte I viger ei fra.”Den Fader tvang Signe at sige ham Ja.

“I Morgen jeg lader dit Fæstensøl staae;did byde Du Thorbjørn, din Frænde!”Saa angest skjøn Signe hun knæler i Vraa;“Christ give, mit Liv havde Ende!”Hun blegner og segner i Thorelils Skjød —“Hjælp Gud!” skreg den Terne – “skjøn Signe er død!”

Tre Døgn græd Herr Lave ved Signelils Liig;den Fader ei mægter at klage;forgjeves er Moderens jamrende Skrig,det kalder ei Signe tilbage.279Den Sørgefærd samles, de Liigklokker gaae;nu lukke de Kisten, til Graven hun maa.Gud! hvor det er tungt, at skille dem ad,som troligen elske hinanden!

(Th. Thaarup. Af Syngespillet “Peters Bryllup.” Kbhvn. 1793).

278

Herr Thorvald, skjønn Signe, de veneste toi Dannemarks rike så vide,de svor hinannen ubrødelig tro,sig begge til Sorrig og Kvide:de fedre begynte så bitter en kiv;den kostet Thorvalds og Signelils Liv.

Herr Hogen, han svor ved den øverste Gud:“din sønn skal min datter ei feste;”Herr Thorbjørn ham svarte’: “han får seg vel brud;min avindsmann tør han ei gjeste;I morgen ung Thorvald til Bretland skal gå.”Den morgen for siste gang Thorbjørn ham så.

Skjønn Signe hengræd et så sørgelig år,hun svinner, som liljen i enger;ung Lave kom ridende stolt uti gård:“Det Fæstensøl varer meg lenge;Herr Hogen! Jert løfte dere viker ei fra.”Den far tvang Signe å si ham Ja.

“I morgen jeg lader ditt Fæstensøl stå;dit by Du Thorbjørn, din frende!”Så angst skjønn Signe hun kneler i vrå;“Christ gi, mitt liv hadde ende!”Hun blekner og segner i Thorelils Skjød —“Hjelp Gud!” skreg den Terne – “skjønn Signe er død!”

Tre døgn gråt herr Lave ved Signelils lik;den far ei mægter å klage;forgjeves er Moderens jamrende skrik,det kaller ei Signe tilbake.279Den sørgeferd samles, de likklokker gå;nå lukke de kisten, til graven hun må.Gud! hvor det er tungt, å skille dem ad,som troligen elske hinannen!

(Th. Thaarup. Av Syngespillet “Peters bryllup.” Kbhvn. 1793).