275

Herr Zinklar drog over salten Hav,til Norrig hans Kurs monne stande;blandt Gudbrands Klipper han fandt sin Grav;der vanked’ saa blodig en Pande.

Herr Zinklar drog over Bølgen blaafor svenske Penge at stride.Hjælpe dig Gud! Du visselig maai Græsset for Normanden bide.

Maanen skinner om Natten bleg,de Vover saa sagtelig trille;en Havfru op af Vandet steg;hun spaaede Herr Zinklar ilde.

Vend om, vend om, du skotske Mand!det gjælder dit Liv saa fage;kommer du til Norrig, jeg siger for sand,ret aldrig du kommer tilbage.

Led er din Sang, du giftige Trold!altidens du spaaer om Ulykker;fanger jeg dig engang i Vold,jeg lader dig hugge i Stykker.

276Han seiled’ i Dage, han seiled’ i tremed alt sit hyrede Følge;den fjerde Morgen han Norrig mon see,jeg vil det ikke fordølge.

Ved Romsdals Kyster han styred’ til Land,erklærende sig for en Fiende;ham fulgte fjorten hundrede Mand,som Alle havde Ondt i Sinde.

De skjændte og brændte hvor de drog frem,al Folkeret monne de krænke;Oldingens Afmagt rørte ei dem,de spotted’ den grædende Enke.

Barnet blev dræbt i Moderens Skjød,saa mildelig det end smiled’;men Rygtet om denne Jammer og Nødtil Kjernen af Landet iled’.

Baunen lyste, og Budstikken løbfra Grande til nærmeste Grande;Dalens Sønner i Skjul ei krøb,det maatte Herr Zinklar sande.

Soldaten er ude paa Kongens Tog,vi maae selv Landet forsvare;forbandet være det Nidings-Drog,som nu sit Blod vilde spare!

De Bønder af Vaage, Lessø og Lomb,med skarpen Øxe paa Nakke,i Breidebygd tilsammen kom;med Skotten vilde de snakke.

277Tæt under Lide der løber en Sti,som man monne Kringen kalde,Lougen skynder sig der forbi:i den skal Fienderne falde.

Riflen hænger ei meer paa Væg:hist sigter graahærdede Skytte;Nøkken opløfter sit vaade Skjæg,og venter med Længsel sit Bytte.

Det første Skud Herr Zinklar gjaldt;han brøled’ og opgav sin Aande;hver Skotte raabte, da Obersten faldt:“Gud fri os af denne Vaande!”

“Frem Bønder! Frem I norske Mænd!”“slaaer ned, slaaer ned for Fode!”Da ønskte sig Skotten hjem igjen;han var ei ret lystig tilmode.

Med døde Kroppe blev Kringen strøet;de Ravne fik nok at æde;det Ungdomsblod, som her udflød,de skotske Piger begræde.

Ei nogen levende Sjel kom hjem,som kunde sin Landsmand fortælle,hvor farligt det er at besøge dem,der boe blandt Norriges Fjelde.

End kneiser en Støtte paa samme Sted,som Norges Uvenner mon true.Vee hver en Normand, som ei bliver hed,saa tidt hans Øine den skue!

(E. Storm. “Samlede Digte,” Kbhvn. 1785).

275

Herr Zinklar drog over salten hav,til Norrig hans kurs monne stande;blant Gudbrands klipper han fant sin grav;der vanket’ så blodig en panne.

Herr Zinklar drog over bølgen blåfor svenske penger å stride.Hjelpe deg Gud! Du visselig måi gresset for Normanden bite.

Månen skinner om natten bleg,de Vover så saktelig trille;en havfrue opp av vannet steg;hun spådde herr Zinklar ilde.

Vend om, vend om, du skotske mann!det gjelder ditt liv så fage;kommer du til Norrig, jeg sier for sand,rett aldri du kommer tilbake.

Led er din sang, du giftige troll!altidens du spår om ulykker;fanger jeg deg engang i vold,jeg lader deg hugge i stykker.

276Han seilte’ i dager, han seilte’ i tremed alt sitt hyrede følge;den fjerde morgen han Norrig mon se,jeg vil det ikke fordølge.

Ved Romsdals Kyster han styrte’ til land,erklærende seg for en fiende;ham fulgte fjorten hundre mann,som alle hadde Ondt i sinne.

De skjændte og brente hvor de drog frem,all folkerett monne de krenke;Oldingens avmakt rørte ei dem,de spottet’ den gråtende enke.

Barnet ble drept i Moderens Skjød,så mildelig det enn smilte’;men ryktet om denne jammer og nødtil kjernen av landet iled’.

Baunen lyste, og Budstikken løpfra Grande til nærmeste Grande;Dalens sønner i skjul ei krøp,det måtte herr Zinklar sande.

Soldaten er ute på Kongens Tog,vi må selv landet forsvare;forbandet være det Nidings-drog,som nå sitt blod ville spare!

De bønder av Vaage, Lessø og Lomb,med skarpen øks på nakke,i Breidebygd tilsammen kom;med skotten ville de snakke.

277Tett under Lide der løper en sti,som man monne Kringen kalle,Lougen skynder seg der forbi:i den skal fiendene falle.

Riflen henger ei mer på vegg:hist sikter graahærdede Skytte;Nøkken oppløfter sitt våte skjegg,og venter med lengsel sitt bytte.

Det første skudd herr Zinklar gjaldt;han brølte’ og oppga sin ånde;hver skotte ropte, da Obersten falt:“Gud fri oss av denne vånde!”

“Frem bønder! Frem dere norske menn!”“slaaer ned, slaaer ned for Fode!”Da ønskte seg skotten hjem igjen;han var ei rett lystig tilmode.

Med døde kropper ble Kringen strødd;de ravner fikk nok å ete;det Ungdomsblod, som her udflød,de skotske piker begræde.

Ei noen levende sjel kom hjem,som kunne sin landsmann fortelle,hvor farlig det er å besøke dem,der bo blant Norriges fjell.

Enn kneiser en støtte på samme sted,som Norges uvenner mon true.Vee hver en nordmann, som ei blir het,så titt hans øyne den skue!

(E. Storm. “Samlede Digte,” Kbhvn. 1785).