I alle de i Formen lyriske Behandlinger af et episk Stof eller hvor en romantisk Begivenhed fortælles i Sang, i den egentlige Romance eller Balladen, Kjæmpevisen og alle de Digtformer, hvorpaa Ordet ”Vise“ i egentlig Bemærkelse lader sig anvende, befinde vi os paa et Territorium, hvorpaa baade den episke og den lyriske Poesi samt den poetiske Fortælling kan gjøre Paastand. I Forklaringen af Ordet ”Vise“, nemlig, at den er en poetisk Fortælling i lyrisk Form af en romantisk Begivenhed, er denne Paastand paa engang udtrykt og hævet. Med Hensyn til Stoffet henregnede vi Romancen og Balladen til den episke Poesi og under den poetiske Fortælling; men da ikke alene Formen, (som det i denne Bog er Hovedsagen at paavise) og det Eiendommelige, at være afpasset til Melodi, men ogsaa Nødvendigheden af en individuel Stemning og Opfattelse af Stoffet er af reent lyrisk Beskaffenhed, have vi givet Visen og dens Arter en egen Rubrik og i nærværende Afsnit dannet en Overgang til den reen lyriske Poesi. Navnet ”Romance“ antyder denne Digtarts sydlige Oprindelse, nemlig hos Nationerne af de romaniske Sprog, og Navnet ”Ballade“ udledes af det Italienske som et Digt, til hvis Melodi man ogsaa kunde dandse. Oprindelig vare de begge Eet og det Samme, og vi gjengive dem bedst begge med Navnet ”Vise“. Imidlertid pleier man at henlægge Balladens Fædreland mellem de nordlige europæiske Folkeslag, som om den især er hjemme mellem de gotisk-germaniske Nationer, og at tillægge den et mere tragisk Indhold, medens Romancen er forskjelligere og taaler gladere Farver. I nyere Bemærkelse kalder man ogsaa enhver Besyngen af Kjærlighed eller poetisk Udgydelse af dens Følelse — altsaa reen lyrisk — en Romance. Her have vi dog kun den historiske Romance for os. — I disse Digtarter maa Begivenheden skride raskt frem uden megen Omstændelighed og Sammenhæng. Kan Heltedigtet lignes med en mægtig og bred Strøm, maae disse ligne de 274livlige, i raske springende Afsatser løbende Bække. Derfor tillade de ingen dvælende Betragtninger, ingen udviklet Motiveren af Handlingerne, ingen Kunstlen i Lidenskabernes Udtryk, ingen Udtværen af Taler. Handlingen skizzeres blot, og Indbildningskraften maa selv udfylde de manglende Led. Alligevel er denne Charakter forskjellig fra den høiere lyriske Poesies Flugt, idet de besjungne Begivenheder dog altid beholde deres objektive Sammenhæng, hvis Led udvikle sig synligen af hinanden.

Vore ældste Romancer og Ballader ere Kjæmpeviserne, der ere fra de skandinaviske Folks Middelalder og engang vare udbredte som fælles Eiendom i alle tre. Deres Stof er Sagn og enkelte Træk af udmærkede Personers Historie, som oftest af tragisk Indhold, og en Eiendommelighed ved de fleste er et Omkvæd, der ofte synes uden Sammenhæng med selve Visen.

I alle de i formen lyriske behandlinger av et episk stoff eller hvor en romantisk begivenhet fortelles i sang, i den egentlige romanse eller Balladen, kjempevisen og alle de diktformer, hvorpå ordet ”vise“ i egentlig bemerkelse lader seg anvende, befinner vi oss på et territorium, hvorpå både den episke og den lyriske poesi samt den poetiske fortelling kan gjøre påstand. I forklaringen av ordet ”vise“, nemlig, at den er en poetisk fortelling i lyrisk form av en romantisk begivenhet, er denne påstand på engang uttrykt og hevet. Med hensyn til stoffet henregnede vi romansen og Balladen til den episke poesi og under den poetiske fortelling; men da ikke alene formen, (som det i denne bok er hovedsaken å påvise) og det Eiendommelige, å være avpasset til melodi, men også nødvendigheten av en individuell stemning og oppfattelse av stoffet er av rent lyrisk beskaffenhet, har vi gitt visen og dens arter en egen rubrikk og i nærværende avsnitt dannet en overgang til den ren lyriske poesi. Navnet ”romanse“ antyder denne Digtarts sydlige opprinnelse, nemlig hos nasjonene av de romaniske språk, og navnet ”ballade“ utledes av det Italienske som et dikt, til hvis melodi man også kunne danse. Opprinnelig var de begge Eet og det Samme, og vi gjengive dem best begge med navnet ”vise“. Imidlertid pleier man å henlegge Balladens fedreland mellom de nordlige europeiske folkeslag, som om den især er hjemme mellom de gotisk-germanske nasjoner, og å tillegge den et mer tragisk innhold, mens romansen er forskjelligere og tåler gladere farger. I nyere bemerkelse kaller man også enhver Besyngen av kjærlighet eller poetisk utgytelse av dens følelse — altså ren lyrisk — en romanse. Her har vi dog kun den historiske romanse for oss. — I disse Digtarter må begivenheten skride raskt frem uten mye omstendelighet og sammenheng. Kan heltediktet lignes med en mektig og bred strøm, må disse ligne de 274livlige, i raske springende avsatser løpende bekker. Derfor tillate de ingen dvelende betraktninger, ingen utviklet Motiveren av handlingene, ingen Kunstlen i Lidenskabernes uttrykk, ingen Udtværen av Taler. Handlingen skisseres blot, og innbilningskraften må selv utfylle de manglende Led. Allikevel er denne karakter forskjellig fra den høyere lyriske Poesies flukt, idet de besungne begivenheter dog alltid beholde deres objektive sammenheng, hvis Led utvikle seg synligen av hinannen.

Våre eldste romanser og ballader er kjempevisene, der er fra de skandinaviske Folks middelalder og engang var utbredte som felles eiendom i alle tre. Deres stoff er sagn og enkelte trekk av utmerkede Personers historie, som oftest av tragisk innhold, og en eiendommelighet ved de fleste er et omkved, der ofte synes uten sammenheng med selve visen.